Udstyrstest

TLT Fold

Super værdi for pengene

Skrevet af: Kaare Meldgaard
Den 04. dec 2024
Læst af: 198
Karakter fra test

Et let, billigt og velfungerende skumunderlag, der kan bruges som supplement til luftmadrassen i den koldere tid, til ekstra beskyttelse eller for sig selv, hvis du sover på blødt underlag – og for øvrigt er det supergodt til børn.

TLT Fold
Anmeldelsen

I løbet af de seneste år er de fleste skiftet til underlag af luftmadrastypen, som både er mere isolerende, fylder mindre, vejer lidt og for de fleste også er langt mere komfortable end de klassiske skumunderlag. Man kan spørge sig selv, om der overhovedet stadig er behov for skumunderlag? For mig er svaret et klart ja. Skumunderlag har nemlig en del fordele og brug, som de oppustelige underlag ikke er så gode til:

  1. De punkterer ikke, så de er meget bedre til pausebrug, sideunderlag ved bålet og lignende.
  2. De er meget billigere og kan klippes og skæres til i den størrelse, du har brug for.
  3. De er ikke ”hoppeborge” for børn – særligt mindre børn sover meget bedre på dem end på oppustelige underlag. De glider ikke af, og der går heller ikke så meget tivoli i det (med en 2- og en 4-årig, som vi tit er på tur med, kender jeg lidt til den slags…)
  4. De er god supplering på vinterture, hvor det er svært at lægge to oppustelige underlag oven på hinanden

Rulle- eller foldeunderlag?

Skumunderlag kommer i mange typer og kvaliteter; fra byggemarkedets billige udgaver til de bedre og mere holdbare kvalitetsunderlag i friluftsbutikkerne. Groft sagt findes der to typer skumunderlag: rulle og folde. Personligt er jeg klart mest til foldetypen, som er nemmere i brug, nemme at pakke sammen, og de ruller ikke halvt sammen af sig selv. De er typisk lidt dyrere, men dog snakker vi stadigt billige underlag, som de 199 kroner for TLT Fold her f.eks. vidner om.

FOLD Flat

TLT Fold er let at opbevare f.eks. oven på eller bag på din Rygsæk. Der følger elastikstropper med til at holde underlaget sammen, og det er nemt at tage ud til pause- og lejrbrug og fungerer rigtig fint som supplerende og beskyttende underlag under din Luftmadras. Personligt kan jeg godt lide at sove på underlaget alene, hvis jeg har noget lidt blødere skovbund eller græs under det.

Det giver en anden og mere jordbunden følelse end det at flyde rundt ovenpå et luftkammer, men for det meste foretrækker jeg nu luftmadrassen, hvis jorden er hårdere. Har man tendens til, at ens underlag glider rundt på teltbunden, så giver underlaget også god friktion til at mindske det.

Foldeunderlag som Fold her giver typisk også bedre komfort grundet æggebakkekonstruktionen, som giver lidt huller og bedre blødhed i underlaget. TLT Fold har ikke rigtigt nogle svagheder eller åbenlyse mangler. Det skulle måske være skumtypen, som er XPE, hvilket er en lidt billigere skumtype, som måske ikke er helt så holdbar som den dyrere IXPE, og som TLT laver Lux-modellen af samme underlag i. Jeg oplever dog ikke problemer med hverken holdbarhed eller andet, og TLT Fold klarer sig fint til almindeligt brug.

Specifikationer

  • Mål: 180 x 56x 1,7 cm
  • Vægt: 290 gram
  • Materiale: XPE-skum
  • Pakket mål: 58 x 14 x 13 cm
  • R-værdi: 1,5-2

TLT

Fold
Pris: 199,-

Bedømmelsen

Man får rigtig meget for pengene med TLT Fold. Det er et ret let underlag for kategorien – de fleste lignende underlag vejer typisk 400+ gram; Fold vejer lige under 300 gram – med god komfort og holdbarhed.

9/10: Wow, vi er imponerede
God komfort for et skumunderlag. Rigtig god pris i forhold til kvalitet. Let at bruge.
Lavet i XPE-skum og ikke IXPE-skum, som er mere holdbar og ikke så nemt suger vand/snavs.

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på TLT Fold
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på TLT Fold ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.
Tilmeld dig Opdag Verdens nyhedsbrev