Deuter Futura Pro 36

Deuter Futura Pro 36

Lille taske, stor brugsflade

Deuter er kendt for deres simple stil, robuste rygsække og en lang historie med god kvalitet. Vi har testet, om den nye Futura Pro 36 følger i brandets fodspor.

Ordet ”solidt” popper op i hovedet på én, når man tager Futura Pro 36 på for første gang. For en rygsæk med en volumen på bare 36 liter har den et spændende miks af såvel letvægts som robuste funktioner, der viser, at Deuter leger på det nye letvægtsmarked. Dog holder de sig til deres grundprincipper om, at deres rygsække ikke skal være lettere, end at de kan holde til det slid, en taske gennemgår på flere dages vandreture og flere års brug i naturen.

Rum med rum
De fleste mindre rygsække i 35 liters-klassen har et stort rum og et toplåg, da man som ofte ikke behøver mere. Deuters Futura Pro går skridtet videre i en rygsæk med imponerende mange rum uden at gå på kompromis med vægten. Rygsækken har ud over et hovedrum også muligheden for at lyne en bund i. Det skaber et rum nederst i tasken med egen lynlåsindgang til ting som soveudstyr eller andet, man vil holde adskilt.

På hver side sidder der en lynlåslomme til ting, man vil have nem, hurtig adgang til - så som regntøj eller toiletudstyr. Under dem er der stretch-lommer til drikkedunke. Her går kompressionsstropperne desværre hen over lommen i stedet for under og gør det svært at putte en vanddunk i uden at tage tasken af.

Toplåget har en stor lomme udenpå til mindre udstyr og en mindre lomme under låget til ting som pung, pas og andet, man vil holde væk fra lange fingre. Hoftebæltet har en lomme i hver side, en stor stretch-lomme på fronten, og i bunden finder du en lomme, hvor regnslaget, der følger med rygsækken, befinder sig. Udover det har du endda loops på toplåget og tre elastikker til opspænding af andet udstyr.

Det gør mig glad at se så mange pakkemuligheder på en rygsæk i denne størrelse, da det giver mulighed for flere eventyr med den samme rygsæk.

Luftig robusthed
Deuters Variflex-hoftebælte er lavet med to forskellige hårdheder i puderne, og rygsystemet ligner et miks mellem et hoftebælte fra en stor rygsæk og et luftigt bæresystem fra en lettere, mindre taske. Hoftebæltet føles lidt for stort og klodset i forhold til den vægtmængde, man kan proppe i en rygsæk på denne størrelse, men med vægt i sidder tasken stadig godt.

Aircomfort Sensic-rygsystemet er i mesh, der skaber et luftrum mellem ryggen og rygsækken, så man kan ånde. Ofte ofres vægten, når et robust hoftebælte og et ventileret rygsystem ender i den samme taske, men i Futura Pro 36 er der ikke mere end 1.58 kg at bære på. For en taske med så mange muligheder er det meget godt ramt af Deuter.

Futura Pro 36’s detaljer er superfede, uden at der er for mange af dem. Man mærker, at Deuter godt kan lege med i letvægtsverdenen, men stadig holde sig til principperne om, at en vandretaske skal være robust og kunne tage slid.

Jeppe Gabriel Spence, søndag, 21 oktober 2018, hits: 424
{JFBCComments num_posts=5 width=100%}

Log ind

Log ind

Cron Job Starts