tr?id=1356109654439775&ev=PageView&noscript=1 Geoff Anderson Wakasazhi | Opdag Verden

Geoff Anderson Wakasazhi

Med skaljakken Wakasazhi drøner Geoff Anderson ind på toppen af den internationale outdoorscene uden skyggen af lampefeber. Her er tale om et sublimt finish og gennemført, lækker minimalisme, der dog skaber en smule ridser i brugervenligheden.

Vi har i Danmark aldrig tidligere haft en outdoorproducent, der kunne bide skeer med de store udenlandske producenter. Det har vi nu. Med Wakasazhi-jakken har danske Geoff Anderson begået en skaljakke i high end-materialer og i en finish, den kræsne bruger er vant til fra for eksempel The North Face, Haglöfs eller Arc’teryx.

Alt på jakken er øko-tex-certificeret (giftfrit) – selv sytråden – og materialerne er desuden allergitestede. Det gør dog langt fra at der er blevet gået på kompromis med kvaliteten i jakken, der vejer 455 gram og er kendetegnet af minimalisme.

På hele fronten af jakken hænger der ingen snore, strammesnorene nederst i jakken er gemt væk inden under jakken, peger op ad og kan betjenes med én hånd uden problemer.  Der er ingen ting, der hænger i vejen og dingler, så man sidder fast i bevoksning, cyklen eller kajakken. Netop til kajakturen er jakken super velegnet, da membranen er lavet, så den kan bruges i saltvand – det er der ikke mange, der kan.

Minimalismen har dog konsekvenser – jakken kan blive lidt svær at betjene med vanter på og i kulde, fordi strammesnore og lynlåse er gemt så godt væk.
Jakkens krave er intet mindre end fantastisk. Den slutter tæt og er lækkert blød og behagelig, da der sidder børstet micro-fleece på indersiden.  Hætten er til gengæld lidt slasket, sidder lidt løst, og man kunne godt ønske sig en tynd stiver af aluminium i skyggen, så man kunne forme den.

Skyggen er desuden meget kort, så står det ned i tykke stråler, tager den ikke helt nok. Det gode ved hætten er, at den kan strammes til, så den følger hovedet 100 procent. Hætten kan rulles op, og gør man det ikke, kommer den til at sidde og blafre i vinden og kan mærkes.

Stoffet er en smule strækbart, og jakken sidder godt, selv nær man strækker sig. Tovejslynlåsen, der gør, man kan lyne den op nede fra, er rigtig lækker, når man går med tung rygsæk og lige skal rette på tøjet, skal have ventilation og, selvfølgelig, når man skal tisse.

Den kasseformeede pasform kunne godt være bedre – mere figursyet – da der er lidt meget stof, der slår folder. Ærmerne er til gengæld fine.
Åndbarheden er virkelig god – noget af det bedste, vi længe har oplevet på såvel cykelture som med rygsæk i hårdt terræn. Selvom jakken har været gennemblødt, og overfladen derfor har været mættet, så membranen har skullet trække vejret gennem vådt yderstof, så har den været i stand til at yde en rigtig god åndbarhed. Det holder.

Opdag Verden // Troels Matz og Tore Grønne, Lørdag, 28 august 2010, hits: 4651

Log ind

Filtrere i udstyrstests

Find en artikel

Log ind