tr?id=1356109654439775&ev=PageView&noscript=1 Haglöfs Ängd 60 | Opdag Verden

Haglöfs Ängd 60

Haglöfs Ängd 60

Solid rygsæk spækket med detaljer

Allround rygsæk fra Svenske Haglöfs, der rummer mere, end man lige tror. Det, der især skiller Ängd 60 ud fra mængden, er den enorme andel af rum, lommer og andre smådetaljer.

Haglöfs Ängd 60 er opbygget i et solidt, enkelt design med stærke materialer. 2.500 gram er efter min mening en fin vægt i forhold til rygsækkens størrelse og materialesammensætning, som er en blanding af kraftig 500D-nylon og 600D-polyester; begge dele Bluesign-certificeret, hvilket sjældent er noget, der har det store fokus ved rygsække.

Ängd 60 har kraftigt skum på hofter og skuldre, som giver en god støtte og er behageligt at have på, selvom der er godt med vægt i sækken. Der er god mulighed for justering af rygsækken med en strop, men det er også muligt at ændre højden på topstrammeren, så folk i flere forskellige højder kan passe modellen.

Rygsækken er unisex, men umiddelbart er den hovedsageligt udviklet med fokus på den mandlige kropsbygning, og jeg vil helt sikkert råde til, at man generelt går efter rygsække lavet til ens kropsbygning. Er man spinkel, er det svært at lukke hoftebæltet helt til.

Bæresystemet er ret enkelt, og skummet kan godt føles noget hårdt. Det kræver derfor, at man får gået rygsækken ordentlig til. Opbygningen af hoftebælte, rygparti og skulderremme er meget klassiske og uden det store fokus på ventilation.

Masser af muligheder
Med sine 60 liter kan Ängd rumme en del til mange typer af ture. Rygsækken er på mere end én måde rummelig, da den er spækket med muligheder for opbevaring.

Med sidelommer med lynlås, to elastiske sidelommer, to frontlommer med lynlås, elastisk lomme på fronten, to lynlåslommer i låget og en lomme på hoftebæltet, ja, hvor var det så lige, at pandelygten lå?

Selvom Ängd 60 har et enkelt ydre, så går man ikke ned på detaljer. Rygsækken har blandt andet elastiske løkker til at gemme løse stropper væk. De elastiske sidelommer til drikkeflasker er meget nemme at betjene, selv med rygsækken på ryggen.

Andre detaljer, der er værd at nævne, er en stor lynlåsfrontåbning, der gør det muligt at komme til hele rygsækken.

Ved hjælp af to skjulte stropper er det muligt at lave toplåget om til en lille dagstursrygsæk – en rigtig god detalje, når man skal op på en top, eller man efterlader rygsækken i lejren eller på et vandrehjem. Med et håndtag på fronten er det nemt at løfte rygsækken i transport; en enkel, men brugbar detalje.

Generelt er Ängd 60 en helt ideel backpackerrygsæk. Rygsækken kan bruges meget bredt, og man kan komfortabelt tage på tur i fjeldet eller andre ture, hvor der er behov for en rummelig rygsæk med plads til fuld oppakning.

Har du brug for ekstra meget plads fås Ängd også i en version på 75 liter.

Rasmus Simonsen, Onsdag, 09 september 2020, hits: 1028

Filtrere i udstyrstests

Find en artikel

Log ind