tr?id=1356109654439775&ev=PageView&noscript=1 Haglöfs -  L.I.M. PowerDry Top - Undertøj | Opdag Verden

Haglöfs L.I.M. PowerDry Top

Haglöfs L.I.M. PowerDry Top

Når kulden går i marv og ben, og det er rigtig koldt at være friluftsmenneske herhjemme, hjælper det velkendte trelagsprincip dig til at holde varmen: Yderst beskytter en skal mod vind og eventuelt regn, hernæst kommer et isolerende lag og sidst, men ikke mindst, et svedtransporterende lag. Sidstnævnte tager vi her et kig på i form af Haglöfs L.I.M. PowerDry Top.

L.I.M. er Haglöfs letvægtsserie inden for trekkingbeklædning. Den langærmede undertrøje er udført i kunstfibermateriale Polartecs PowerDry, som er yderst svedabsorberende og samtidig super hurtigtørrende sammenlignet med f.eks. uld, der også ofte bruges som inderste lag. L.I.M. PowerDry Top er glat på ydersiden, mens indersiden af trøjen er delvist frotteret, hvilket gør den uhyre lækker at have på og samtidig øger isoleringsevnen. Den halvlange lynlås letter ventilationen på de varme dage, og samtidig holder den på varmen, når den lynes helt op på de kolde dage. Trøjen har en god pasform, uden at være tætsiddende, og med ekstra længde på ryggen fungerer den godt som inderste lag på ski eller med rygsæk, hvor kroppen i den let foroverbøjede position strækker ryggens længe. Sidst, men ikke mindst, er der tommelfingerhuller ved ærmeslutningen.

Lugter ikke
Jeg har brugt denne trøje to til tre gange om ugen i snart trekvart år, og den fremstår stadig som ny. Om sommeren fungerer den perfekt på de kølige aftener, mens den i efteråret og om vinteren trofast giver varmen på overkroppen under skaljakken. Efter 30 minutter på cyklen til og fra arbejde har den fungeret upåklageligt i kraft af sine hurtigtørrende egenskaber, og overraskende nok lugter den ikke på samme måde, som andre kunstmaterialer efter et par dages brug har tendens til at gøre. Enkelte gange har jeg brugt trøjen som mellemlag udenpå en netundertrøje i uld, og det er en fabelagtig kombination, hvis lave temperaturer og svingende intensitetsniveau stiller store krav til afgivelsen af sved og de isolerende egenskaber.

Bo Skov Kristensen, Mandag, 02 februar 2015, hits: 5606

Log ind

Filtrere i udstyrstests

Find en artikel

Log ind