tr?id=1356109654439775&ev=PageView&noscript=1 Haglöfs -  Roc Legend High GT - Vandrestøvler og vandresko | Opdag Verden

Haglöfs Roc Legend High GT

Haglöfs Roc Legend High GT

Roc Legend Mid GT fra Haglöfs er udviklet til stenrigt og teknisk besværligt underlag. Støvlen er opbygget, så der opnås bedst muligt greb på klipperigt underlag med en tæt snøring, en klæbrig gummisål og høj ankelstøtte.

For at teste denne sag har jeg haft den med på diverse forskellige udfordringer, fra vandring i klipperigt, vådt og sandet terræn til at klatre på klipper. Første møde med støvlen er en positiv overraskelse over udseendet, som skiller sig ud fra andre støvler, da Roc Legend Mid GT minder om en blanding af en vandrestøvle og en klatresko. Et look, der er mere moderne end mange andre støvler, og efter min mening et fedt look.

Støvlen består af flere sammensyede lag 1,6 -1,8 millimeter ruskind med gummiforstærkning ved tå og hæl. Støvlen snøres med en lang, asymmetrisk snørebåndslukning med det utrolig tynde, men meget stærke prussiksnor. Den lange snørelukning er det, der minder mest om et klatresko, og det gør, at støvlen kan snøres helt tæt til foden. Spidsen på støvlen er flad, og støvlen er ret stiv, hvilket gør det muligt at stå fast, selvom vægten lægges helt ude på snuden. Sålen er klæbrig, og den står fast på hvad som helst på grund af det højfriktionsgummi fra Vibram, der er brugt. 

Derudover består den af en EVA-mellemsål, som giver lav vægt og god støtte. Mellemsålen er også forholdsvis lav for bedst mulig kontakt med underlaget, og indersålen er overraskende god, selvom Haglöfs droppede samarbejdet med Sole for et par sæsoner siden. Indersålen har en god svangstøtte, dyb hælekop, som fordeler trykket fra hælen, og så en smule stødabsorbering i selve hælen.

Godt greb, stift skaft
Støvlen har været brugt på både kortere og længere ture på klippe, og grebet er helt fantastisk. Det er dejligt, at støvlen er så tætsiddende, og hver gang man placerer sin fod, står den sikkert fast. Endda med klatreselen på og op ad klippevæggene kunne jeg uden videre stå sikkert på selv de ganske små afsatser. Dog er der ikke greb som i en klatresko, men i forhold til det er en vandrestøvle, så har den været god på klipperne.

På længere ture med oppakning på ryggen støtter den godt om anklen – måske endda lidt for godt. For støvlen er meget stiv i skaftet, hvilket har trykket noget på mit skinneben, og efter længere vandring har det været ubehageligt at have støvlen på. Jeg har faktisk været nødt til skifte fodtøj på et tidspunkt, da det ikke var til at holde ud, da den i stedet for at følge mine krops bevægelser var så stiv, at det trykkede samme sted igen og igen. Jeg har efter flere længere ture oplevet denne trykken, og det er svært at løsne snøren, så det bliver bedre. Efter min mening burde den være blødere i åbningen af støvlen, så foden og benet kan bøje mere naturligt, og presset på benet kan undgås.

Tørre fødder
Støvlen er med Gore-Tex-membran, og den har uden problemer holdt mine fødder tørre i det våde nordiske klima. Ruskindet er også lidt vandafvisende i sig selv, men har mest det formål at give en høj slidstyrke og en lav vægt, hvilket fungerer godt. Roc Legend Mid GT vejer 550 gram per støvle, hvilket er meget pænt for en støvle med greb, sål og opbygning til vandring med tungere oppakning. Derudover er prisen på de 1700 kroner okay i forhold til brug af materialer og dets holdbarhed.

Rasmus Simonsen, Fredag, 24 oktober 2014, hits: 4633

Log ind

Filtrere i udstyrstests

Find en artikel

Log ind