tr?id=1356109654439775&ev=PageView&noscript=1 Hanwag Bergler | Opdag Verden

Hanwag Bergler

Silkeblød læderluksus. Det kan til tider være en hård oplevelse for fødderne at være på vandretur. Hanwag har lavet en luksusstøvle kaldet Bergler med lækkert, hvidt læderfor. Foret udstråler lækkerhed og luksus, men kan støvlerne leve op til det?

Ved udpakningen af Hanwags Bergler støvler falder øjnene meget hurtigt på det specielle, hvide læder indeni, der bestemt ikke er typisk for et par robuste støvler af denne kaliber. De ligner et par klassiske, lidt gammeldags vandrestøvler, så man bliver direkte overrasket, når man mærker, hvor fantastisk blødt læderet egentligt er.

Jeg har aldrig nogensinde oplevet så blød en inderside af en støvle. Kombineret med den høje kvalitet af indlægssålen føles det helt ekstremt behageligt blødt at stikke sin fod i disse støvler. Pasformen er desværre ikke helt perfekt til min fod, men det er ikke langt fra.

I brug viser det sig hurtigt, at det hvide læder ikke forbliver hvidt særlig længe. Det er ikke overraskende, og jeg formoder da heller ikke, at man ville købe et par støvler af denne kaliber for deres hvide inderfor. Derimod bør det smidige læder være et godt argument, og det tager bestemt ikke skade af lidt hård brug. På trods af den lækre indlægssål føles støvlen ret hård at gå i på hårdt underlag.

Der er desværre ikke meget affjedring, men det er ikke noget problem, når man færdes på almindelige skov- og jordstier. Den skridsikre sål er ganske stiv, hvilket jeg synes, er fantastisk lækkert både til bjergvandring, men også til søndagsture i skoven. Ankelstøtten er rimeligt høj, men jeg synes desværre, støtten er lidt for blød til at være rigtig velegnet i meget stenet terræn på trods af den stive sål. Måske desværre et resultat af, at resten af pasformen er så blød. Snørebåndene og deres tilhørende hasper er velplacerede og er med til at gøre den rimeligt bløde ankelstøtte ganske velfungerende.

Støvlerne er med en nubuck overflade, der gør dem rigtigt flotte at se på, men det kan være vanskeligt at holde det look i længden. De fungerer fint, hvad angår vandtæthed og åndbarhed på trods af, at der ikke er en teknisk membran.

Man skal bare være opmærksom på at give støvlerne den rigtige behandling, så vil de holde sig pæne og blive ved med at bevare deres vandtæthed og åndbarhed.Samtidig vil støvlen med sit klassiske look blive ved med at se godt ud, selv når den begynder at blive slidt, da det vil bidrage til forestillingen om en god gammeldags vandrestøvle.

Seems you have no WidgetKit installed but this feature relies on it.

Take in consideration that you could need the FULL WidgetKit version.
Kristian Jager Nykrog, Mandag, 11 februar 2013, hits: 6984

Log ind

Filtrere i udstyrstests

Find en artikel

Log ind