tr?id=1356109654439775&ev=PageView&noscript=1 HANWAG PALUNG MID | Opdag Verden

HANWAG PALUNG MID

HANWAG PALUNG MID

Ypperlig yndlings-yakokse

”Født i Bayern – båret jorden rundt,” er tyske Hanwags motto. Det lever de op til med lanceringen af Palung Mid støvle, som agerer det lette alternativ til deres tungere bjergstøvler.

Til forskel fra mange af Hanwags kraftige bjergmodeller er Palung Mid ikke en støvle, der får én til at løfte øjenbrynene ved første øjekast. Men man finder hurtigt ud af, at især når det kommer til Hanwags sko og støvler, så er det det indre, der tæller.

Palung Mid kan rangeres som en halvstøvle uden det klassiske hælfang til snørebåndene og lavere ankelstøtte. Det er en lækker støvle produceret i tibetansk yakokseskind og med kalveskind indvendigt. Materialerne er i orden; præcis som vi kender Hanwag.

Sol og komfort

Der er ingen tvivl om, at en støvle uden membran er åndbar. Skind både udvendigt og indvendigt, som Hanwag oftest producerer deres støvler, giver desuden et fremragende indeklima. Selv med meget varme fødder føler man ikke, at man bliver overophedet, selv når man vandrer over længere tid i sommervarme.  

Dét, at det er en halvstøvle, gør at den heller ikke er så tung og klodset, som større støvler kan føles. Rundt om anklen har du et blødt pudestykke, der giver en utrolig komfortabel støtte, uden at det sidder for stramt. Det er især dejligt på vandreture på fladere sti og i let kuperet terræn. Der føles støvlen ikke, som om den holder din fod for stiv, så det er behageligt at gå i den, og man mister ikke lysten til at tage den på, fordi den er for besværlig på kortere dagsture.

Sål på tube

Palung Mid er udstyret med en ny sål, der indeholder Hanwags nyeste teknologi. Det hedder TubeTec og består i grunden af et ”hylster” i det kraftige materiale TPU, som skaber ydersiden af sålen. Derefter ligger den blødere PU indeni. Det skulle give stødabsorberingen mulighed for at give sig og trække sig sammen i meget lang tid uden at gå til.

Konceptet er lidt som en cykelslange, med den hårde gummi udenpå og den bløde luft indeni, hvor PU så bare er mere holdbart og stødabsorberende. Og der er noget om snakken. Støvlen føles utrolig blød, men samtidig er overfladen ikke til at stikke hul i med skarpe sten, eller hvad man ellers skulle falde over.

Det med småt

Som sagt er Palung Mid en støvle, hvor man skal vide, hvad der ligger bag konstruktionen. Indersålen i støvlen er blandt andet i læder med genbrugt materiale under. Det er ikke den mest teknisk indersål til en halvstøvle i denne prisklasse, men den bæredygtige tanke er fin.

Og når man snakker om genbrug, så er Hanwag rigtig store på det, der hedder en cementeret støbeform. Det betyder, at kanterne af støvlens skind er trukket et godt stykke ind under sålen ved samlingen. Det gør det altså muligt at få den forsålet og giver en større slidstyrke, der hvor forfoden knækker. Denne forsåling gør, at du investerer i en støvle, du kan have i rigtig lang tid, hvor du altid kan stole på pasformen og ikke skal til at gå den til eller finde en ny, når den gamle går i stykker.

Jeppe Gabriel Spence , Fredag, 23 august 2019, hits: 2349

Log ind

Filtrere i udstyrstests

Find en artikel

Log ind