tr?id=1356109654439775&ev=PageView&noscript=1 Hanwag Tatra Wide GTX | Opdag Verden

Hanwag Tatra Wide GTX

Det er et almindeligt problem, at vandrestøvler kan være for smalle, så man kan være nødt til at gå en størrelse op for at få ordentlig plads omkring foden. Lige præcis det problem har Hanwag forsøgt at løse med en redesignet udgave af en af deres bestsellere, Tatra. Det er blevet til Hanwag Tatra Wide GTX, som vi har kigget efter i sømmene.

Det skal med det samme siges, at fodtøj er en meget individuel ting, og det er derfor vigtigt, at man prøver flere forskellige mærker og modeller for at finde den mest velsiddende støvle. Det er dog min klare erfaring, at der har manglet gode støvler med en bred nok forfod.

Da jeg første gang hoppede i Tatra Wide, blev det hurtigt klart, at den ikke sad perfekt på min fod. Selvom jeg fik støvlen i min normale størrelse, følte jeg, at de var en kende for små. Støvlen sad egentligt rimeligt godt, men jeg frygtede, at den ville blive for lille, når foden blev varm og ’hævede’ op, men det blev dog hurtigt klart, at den brede forfod opvejede en del for det. Sandsynligvis ville jeg have været meget mere tilfreds med mine normale vandrestøvler, hvis jeg også havde haft dem i en bred udgave.

Jeg er i løbet af testperioden blevet gladere og gladere for Tatra Wide på trods af størrelsen. Det er bare fantastisk at have ordentlige støvler. Der er ingen detaljer, der er overset på Tatra Wide. Spænderne og snørebåndet sidder de helt rigtige steder. Affjedring og grebet i sålen er lige i øjet, specielt i kombination med den lækre indersål, som Hanwag leverer.

Plasticforstærkningerne omkring læderet er ikke for store, men ved almindelig vandrebrug vil det blot være en fordel, da det tillader en større overflade til ventilation. Ventilationen fungerer fint, men GTX-membranen udretter trods alt ikke mirakler, når man som mig naturligt får rimeligt fugtige fødder indefra. Nubuck-overfladen tillader et ganske simpelt og overskueligt vedligehold, som de fleste vil kunne overkomme. Måske du også skulle overveje at prøve et par ekstra brede vandrestøvler, næste gang du skal købe nye?

Støvlen er udstyret med en Vibram-sål, som lever fuldt op til forventningerne. Med stivheden i sålen og højden på ankelstøtten er det min opfattelse, at Tatra Wide er perfekt til almindelige vandreture i Danmark, men også i mere overskuelige bjergområder. Støvlen er god på jævn vej, selv med stor oppakning, men hvis du skal på lange strabadserende ture med stor, tung rygsæk eller får brug for at bruge steigeisen, så vil jeg anbefale en endnu kraftigere, stivere sål.

Kristian Jager Nykrog, Mandag, 07 januar 2013, hits: 9968

Log ind

Filtrere i udstyrstests

Find en artikel

Log ind