Lowe Alpine Aeon 35

Lowe Alpine Aeon 35

En dagstursrygsæk til de mindre ture skal kunne en masse, men stadig være simpel i designet. Den nye Aeon 35 fra Lowe Alpine byder på nyt design og en masse nye funktioner. Men hvordan virker det på en tur i felten?

Med størrelser, der spænder fra 16 til 35 liter, giver Lowe Alpine med den nye Aeon-serie deres bud på rygsækken til de små ture.

Vi har testet Aeon 35 med fuld letvægtsoppakning på en tredages vandretur i det sydlige Sverige og på de helt normale dagsture.

Med rygsækken sætter Lowe Alpine en masse nye teknologier i spil. Alt fra rygsystemet til stretchlommen på fronten har et innovativt design – og det ser fedt ud.

Rygsækkens Air Contour System giver masser af luft til ryggen. Når tasken er tom, kan man bukke den helt sammen, men fyldt giver rygsystemet overraskende god støtte.

Det gode, brede hoftebælte omslutter kroppen, og sammen med den bløde form får man en krammende effekt, selv når tasken er fyldt op. Højden indstilles med et nemt velcro-system i rygpanelet.

Aeon 35 har ultratynde skulderstropper, som ved første øjekast ikke ser behagelige ud.

Det er dog ikke tilfældet.

Flexion™ er et nyt system, hvor stropperne er brede og med minimalt stræk. Det gør, at de har en overraskende lav profil, men stadig en fantastisk vægtfordeling. Det oplevede jeg især de tre dage i Sydsverige.

Tasken var fyldt med ni kilo mad, tøj og sovesystem, men selvom der ikke er en fast ryg, havde jeg ingen problemer med vægten. Tasken omsluttede kroppen fantastisk og føltes som støbt til mig.

Hele bæresystemet, hoftebælte, udluftning og stropperne arbejdede fantastisk sammen.

Plads til det hele
Aeon 35 er lavet i letvægtsnylon med det patenterede Trishield®, der gør det næsten seks gange stærkere i rivstyrken end et standardnylonmateriale.

Stadig vejer den kun 940 gram.

Rygsækken har masser af muligheder for opbevaring, der gør den velegnet til dagsture. Det primære rum lukkes med snøre og et toplåg, der til forskel for størstedelen af taskemodeller kun har én strop.

Den funktion er fed for en taske af denne størrelse, da det gør den nemmere at åbne og lukke og giver tasken et mere rent udseende. Der er endda en lomme, som den overskydende strop trækkes igennem, når tasken ikke er helt fyldt op.

En anden ting, der adskiller Aeon 35 fra ordinære rygsække, er stretch-lommen på fronten. I stedet for den klassiske åbne lomme har Aeon 35 en lukket lomme med lynlåsindgang til siden. Jeg var ikke helt med på ideen fra starten, men den har ikke været besværlig at bruge.

Lynlåslommen har en fin kapacitet, og der er masser af plads til den eventuelle bluse, regnjakke eller toiletgrej, man gerne vil kunne komme hurtigt til.

Af andre detaljer kan nævnes en skjult lomme i toplåget, indgang gennem siden, lommer på hoftebæltet, spids-beskyttere til vandrestave og lomme til isøksestropper – alt sammen med til at gøre tasken egnet til forskellig type brug.

Min eneste anke er, at kompressionsstropperne på siden kan gå under lommen til drikkedunke, og så synes jeg ikke, at en sideindgang i denne størrelse taske er nødvendig, men det er ikke noget, man er ked af at have.

Jeppe Gabriel Spence, mandag, 17 september 2018, hits: 680
{JFBCComments num_posts=5 width=100%}

Log ind

Log ind

Cron Job Starts