Lowe Alpine Cerro Torre 65-85

Lowe Alpine Cerro Torre 65-85

En slider til det tunge læs

Har man brug for en rygsæk, der kan bære det hele og klare det hele, så er det værd at læse med her.

Lowe Alpine har i mange år været kendt for at lave bundsolide og brugbare rygsække til hårdt og tungt brug i bjergene. Cerro Torro 65-85 er en klassisk opbygget, stor rygsæk med plads til grej til en fjeldtur på en uge eller længere med telt, mad og hele molevitten.

Vægten rammer 2.9 kilo for hele herligheden, som efter moderne standard er en ret høj vægt – man kan få rygsække med lignende størrelse og udformning på omkring to kilo fra en del producenter.

Rygsækken har mange fine detaljer: ventileret bæresystem, lang lynlås så man kan komme ind til hele taskens indhold på én gang og ikke blot ovenfra, og indbygget regnslag. Toplommen kan laves om til en lille 10 liters dagstursrygsæk, der er store sidelommer til vandflasker og stor baglomme i meshstretch til jakke og andet. Der er også lommer på hoftebæltet til mobil og andre småting.

Alt i alt et godt bud på en allroundrygsæk, som også er lidt fleksibel, da den kan udvides fra 65 til 85 liter og har en lille rygsæk med i købet.

Man kan jo spørge sig selv, hvad en rygsæk til vandring over flere dage med fuld oppakning i fjeldet skal kunne?

Bærekomfort: Hvordan sidder rygsækken på skuldrene og hofterne? Hvordan er den at indstille? Hvor god er ventilationen, og hvor godt følger den kroppen? Lowe-rygsækken sidder fast og solidt på hofterne, og materialet er okay ventilerende. Som med alle store rygsække følger den ikke rigtig kroppen, men komforten er god.

Opbygning: Er der lommer, så man kan komme til sine ting, og man har nem adgang til kamera, regnjakke, toiletpapir, kort, kompas osv.? Der er en god del lommer, og de fleste er fine. Hoftebæltelommerne er jeg ikke så glad for – ville hellere have haft noget stretchmateriale her – og sidelommerne er ikke helt gode til vandflasker.

Vægt: Hvor meget vejer rygsækken? Generelt er det altid godt at få kilo af ryggen, og 2.9 kilo er ret meget for en rygsæk. Til gengæld får man mange features (måske også for mange), materialet er holdbart, næsten tæt på skudsikkert, men bruger man den meget hårdt, bliver man glad for det.

Holdbarhed: Hvilke materialer er der brugt? Specielt meshpaneler til stræklommer kan være udsatte. Den her rygsæk kommer til at holde i mange årSmarte features: Har den nogle smarte features, som f.eks. indbygget regnslag, gode lommer, holdere til vandrestave osv.? Rygsækken her har rigtig mange detaljer; regnslag, baglommer, opdelt hovedrum, sidelommer, og toplomme som kan laves om til lille daypack.

Pris/ydelse: Sammenlignet med hvad der ellers er på markedet, er den dyr/billig i forhold til de ovenstående kategorier? Alpine Cerro Torre holder sig fint indenfor kategorien, måske lidt til den dyre side, men når man ser på kvalitet, features og så videre er prisen rimelig.

Kaare Meldgaard, Onsdag, 19 Juni 2019, hits: 261

Log ind

Ugens 10 mest læste artikler om udstyr

Se de mest læste artikler denne uge, og bliv inspireret:

Log ind

Invitation: Friluftstræf med workshops og vandring

Kom til Haglöfs Outdoor Camp i Ry og få masser af viden, vandring og lækker bålmad

Lørdag den 28. september til søndag den 29. september 2019  – Gammel Ry, Midtjylland

Har du lyst til at lære en masse? Møde inspirerende mennesker? Opleve en hyggelig sommerweekend i det fri? Haglöfs Outdoor Camp er en tilbagelænet weekend, hvor du har mulighed for at lære en masse af eksperter, som deler ud af deres enorme viden om vandring, udstyr og lejrliv.

Læs om træffet og se programmet for workshops her...