tr?id=1356109654439775&ev=PageView&noscript=1 Mountain Equipment Kalanka | Opdag Verden

Mountain Equipment Kalanka

Til trods for at skisæsonen lakker mod enden for de flestes vedkommende, så synes vi her på redaktionen, at Mountain Equipments Kalanka jakke fortjener et ord med på vejen, fordi brugerfladen af denne kraftkarl rækker langt ud over pisterne. 

Navnet på jakken stammer fra det 6239 meter høje bjerg i Nanda Devi National Park i det nordlige Indien. Jakkens materiale i Stretch GORE-TEX Pro Shell giver – udover dens vind- og vandtætte egenskaber – en utrolig bevægelsesfrihed og et rigtigt lækkert feel. Og så endda til en pris, som er flere tusinde kroner billigere end mange andre mærkers topmodeller.

Vælger man at købe en dyr hardshell jakke, der er designet til alpint brug, så har der desværre været tendens til, at jakkerne ikke kunne klare at blive brugt som hverdagsjakke i våde Danmark. Det mest almindelige problem har været de vandafvisende lynlåse, som simpelthen slides op på grund det hyppige brug, når jakken og lommerne konstant åbnes og lukkes. Den tape, som på disse lynlåse ligger hen over selve tænderne, bliver simpelthen slidt ned, og den vandafvisende funktion forsvinder lidt efter lidt, og ikke sjældent går lynlåsen helt i stykker.

Men hvis man betaler flere tusinde kroner for en jakke, så forventer man vel også, at den kan klare at blive brugt som hverdagsjakke? Det kan derfor være en god ide at sikre dig, at lynlåsen er af en kvalitet, som kan holde til sådant brug. De mest kendte lynlåse kommer fra japanske YKK, hvoraf deres Vislon® lynlåse synes at være et slidstærkt produkt.

Et andet bud på stammen af slidstærke lynlåse er schweiziske RIRI® Aquazip, som netop findes i Kalanka jakken. Fordelen ved denne lynlås er, at plastic-tænderne i lynlåsen rent faktisk skaber en vandafvisende lukning, uden brug af tape, svejsning eller anden belægning, og dét øger lynlåsens – og dermed også jakkens - levetid. Og det er jo gode nyheder. Det er muligt, at nogle mennesker synes, at det ser lidt gammeldags ud med den kraftige lynlås, men jeg synes faktisk, at det giver jakken et potent udtryk, der vidner om, at funktionaliteten har sejret.

Lynlåsene i alpine hardshells vil altid kun være vandafvisende og ikke vandtætte. Dette skyldes, at vægten og lynlåsens størrelse simpelthen ikke ville kunne matche jakkens formål og design. Dette skjuler Mountain Equipment da heller ikke for køberen, da de meget belejligt har lagt en lille seddel i lommen, som råder brugeren til ikke at lade elektronik og andet følsomt materiale ligge ubeskyttet i lommerne under ekstremt våde forhold.

Denne jakke fortjener at blive sammenlignet med de andre store producenters hardshells, såsom Arc’teryx’s Alpha SV, Patagonia’s Super Alpine og Norrøna’s Lofoten, da brugergruppen og designkravene ligner hinanden rigtig meget – Kalanka er bare billigere!

Jakken har en stor rummelig hætte med friktions-belægning, således at hætten ikke glider af i blæsevejr, men samtidig følger hjelmen, når du kigger op ad på klatreruten. På fronten er der to store bryst lommer, den ene med d-ring til fastgørelse af udstyr samt en medfølgende fløjte i snor.

Fløjten kan sættes fast på kraven således, at du kan betjene den uden at skulle have en hånd fri eller holde den i munden. Derudover er der tapede lynlåse under armen til ventilation samt yderligere to store ’napoleon’ lommer på siden.

Så står du og har brug for en ny hardshell til fjeldet og det danske efterår, men gider du ikke smide 5000 kroner efter den, så er Kalanka jakken lige noget for dig. Mountain Equipment har desværre ikke på nuværende tidspunkt lanceret en hardshell til damer i det samme Stretch GORE-TEX Pro Shell materiale, men mon ikke at det kommer inden længe.

Bo Skov Kristensen, Onsdag, 16 maj 2012, hits: 3407

Log ind

Filtrere i udstyrstests

Find en artikel

Log ind