Tentipi Safir 5 BP

Tentipi Safir 5 BP

De har stolte rødder i de oprindelige samiske telte og tiltrækker altid positiv opmærksomhed og nysgerrige spørgsmål på alverdens teltpladser. Men selv om mange kunne have stor glæde af en lavvu, har teltene desværre aldrig fået det store gennembrud i Danmark. Det er synd, for under Opdag Verdens felttest, begejstrede Tentipi Safir 5 BP og tegnede billedet af et utroligt spændende og alsidigt teltkoncept, der burde appellere til en bred skare af brugere.

Når man er vant til, at frihøjde og indvendig plads i telte mest af alt føles som noget, der er konstrueret til at fremkalde størst mulig klaustrofobi og hold i ryggen, føles et telt med fuld ståhøjde, masser af gulvplads og frisk indeklima som det rene palads.

Under Opdag Verdens efterårstest af Safir 5, blev det nemlig slået fast, at indeklimaet og komforten ligger i top, og hurtigt giver én lyst til at snuppe en ekstra overliggerdag. Det skyldes primært, at lavvuen er syet i bomuldsmaterialet Cotpol T4, der i praksis ånder så godt, at kondens aldrig bliver samme problem, som du kender det fra nylon- og polyesterteltene.

Ventilationssystemet er uden diskussion et af de mest avancerede og velfungerende, der findes på markedet, og kan betjenes inde fra teltet med et sindrigt og lækkert snoresystem, der åbner toppen mod op til tre forskellige retninger.

Men plads og komfort koster massivt på vægt- og volumenkontoen, så Safir 5 er ikke et telt til gramjægerne, der ville få nervøse trækninger ved tanken om de ca. 8,2 kilos kampvægt. Og da den oven i købet fylder tre fjerdedele af en 52-liters Gregory-rygsæk, betyder det i praksis, at lavuen ikke skal bæres; den skal transporteres i eksempelvis i bil, kano eller i en pulk på vinterfjeldturen. 

Vores test viste også hurtigt, at der ikke som angivet kan være fem personer i teltet, hvis der samtidig skal være plads til grej. Derfor skal du regne med, at tre voksne plus udstyr får masser af plads, mens fire må klemme sig lidt mere sammen.

Men nok om teknikken, for hyggefaktoren er faktisk lavvuens stærkeste kort. Så når man først har forskanset sig i sin bomuldsborg og startet det lille bål, der uden problemer kan køres inde i teltet, skaber tipi-formen og materialerne lynhurtigt den ægte vildmarksstemning med røverhistorier, smil og gode minder.

Tentipi Safir 5 BP
Opdag Verden // Troels Matz, søndag, 23 maj 2010, hits: 9379