Thule Guidepost 75

Thule Guidepost 75

 

Vi har pakket Guidepost 75 fra Thule for at se, hvad den kan. Svaret er enkelt: Den kan mere end de fleste andre vandrerygsække.

En god rygsæk har lige præcis de detaljer, man har behov for. Guidepost 75 er en stor, klassisk rygsæk specifikt designet til vandrebrug med en kapacitet på 75 liter. Der er ingen isøkseholdere eller andet, der ikke er nødvendigt på vandreture.

Det er en vigtig detalje. Det viser nemlig, at Thule ikke prøver at designe en rygsæk, der kan det hele, men en rygsæk der er perfekt til vandring. Derudover har rygsækken en række detaljer, der passer til vandring, man måske ikke viste, man havde brug for, men som jeg allerede nu ser som meget anvendelige.

Optimalt bæresystem
En rygsæk kan være nok så smart og gennemtænkt, men sidder den ikke ordentligt, er den ikke brugbar. Jeg har testet rygsækkens bæresystem ved at indstille den efter min ryg og anvendt den med 20 kilo og fuld volumen. Thule Guidepost 75 har et bevægeligt, bredt hoftebælte, justerbart rygsystem over en centerkærne og skulderstropper til at holde tasken tæt til kroppen.

Alt sammen er noget, jeg har set tidligere på andre rygsække, men dog aldrig sat sammen på den her måde. Hoftebæltet er fastgjort til rygpladen med en bolt. Bolten er fastgjort, så hoftebæltet har frigang. Det betyder, at når man går, så bevæger hoftebæltet sig med én – en af de detaljer, man ikke vidste, man havde brug for, men man hurtigt vænner sig til og ikke vil være foruden igen. Hoftebæltet er bredt, men relativt tyndt, og rigeligt polstret. Det er et klart plus for rygsækken.

Rygsystemet er bygget op over en fleksibel, hård ryg, skulderstropper og et solidt hoftebælte. Skulderstropperne kan justeres, så ryglængden forøges til den længde der passer dig helt perfekt. Systemet kan også bruges, så flere medlemmer af familien kan anvende tasken.

Funktionen er i dag standard på rygsække i den her størrelse. Det øger vægten en smule, men gør, at rygsækken sidder perfekt. Det er vigtigt, særligt hvis du skal gå langt, og rygsystemet med det bevægelige hoftebælte fungerer helt optimalt.

Er man først blevet vant til at kunne finde ting, lige gyldig hvor man har placeret dem i det primære rum, er det svært at undvære igen.

Ros til topåbningen
Thule guidepost 75 har et primært rum, et toplåg og ydre lommer. Det primære rum tilgås oppe fra, fra bunden og fra siden med en lynlås, der går hele vejen rundt om tasken. Det er helt sikkert ikke den letteste løsning vægtmæssigt med alle disse indgange, men lige som det er tilfældet med rygsystemet, så passer det godt til brugen.

Er man først blevet vant til at kunne finde ting, lige gyldig hvor man har placeret dem i det primære rum, er det svært at undvære igen. Det primære rum er for øvrigt fra start opdelt med et stykke stof. Topåbningen skal have speciel ros. Mange andre rygsække har det problem, at de har for lang en snor og enten er svære at lukke eller at åbne. Guidepost 75 har derimod en løkke, der nemt anvendes til at åbne og lukke.

Toplåget minder om andre toplåg. Der er et rum, der kan tilgås ude fra, og et rum der kan tilgås, når toplåget åbnes op. Dog har det den fine detalje, at du kan tage toplåget af, vende vrangen ud, og så har du en fin, lille turtaske til dagsture væk fra lejren og lignende.

Den detalje er set hos andre producenter, men det fungerer bare ikke altid så godt, som det gør for Thule, og den lille smule ekstra vægt er godt givet ud. Når det kommer til vægten, så er rygsækken i den høje ende af vægtskalaen med sine 2,8 kilo, men det er tydeligt, at Thule har valgt den høje vægt til for ikke at gå på kompromis. Et godt valg.

Fine detaljer
På begge sider af hoftebæltet er der lommer. Den ene er tilmed designet som en vandtæt pose, der kan tages af – en detalje, jeg ikke har set før, men som giver god mening til telefon på de regnfulde dage. Man kan nå flaskelommerne i hver side med rygsækken på, og i selve frontmaterialet er der en lomme, der er åben fra toppen.

Den kan lynes ned i den ene side og er super til lige at smide en jakke i, når vejret skifter hurtigt. Yderst er der en endnu lomme samt endnu en dejlig overraskelse: Et løst regnslag i lommen. Jeg er stor tilhænger af, at regnslaget ikke har sit eget rum i bunden, som det er tilfældet med nogle andre rygsække, da det kan være svært at få regnslaget proppet tilbage i rummet.

Andre gode detaljer er et mindre spænde i toppen af drikkesystemslommen, så man kan hænge sit drikkesystem, fine Duraflex-spænder, gode store YKK-lynlåse samt Cordura-materialer i meget kraftig og slidstærk kvalitet. Prisen er i den høje ende af skalaen, men den er skarp taget alle de gode detaljer i betragtning. Vi har trods alt med en gennemført rygsæk at gøre.

Andreas Tolstrup Laursen, Tirsdag, 07 Marts 2017, hits: 2927

Log ind

Ugens 10 mest læste artikler om udstyr

Se de mest læste artikler denne uge, og bliv inspireret:

Log ind