WileyX Romer 3

WileyX Romer 3

Amerikanske Wiley X leverer briller til diverse sikkerheds- og specialenheder rundt omkring i verden.Det er ikke blot en solbrille, men en sikkerhedsbrille der kan klare alverdens udfordringer. Med skudsikkert glas, høj slidstyrke, udskiftelige glas og maksimal UV-beskyttelse til øjnene.

Wiley X laver ikke bare solbriller for sjov. De leverer briller til Navy Seals, FBI og mange andre specialenheder og med dette kvalitetsstempel har jeg været spændt på at teste dem med et friluftsperspektiv. Brillen består af en sort plastramme og har tre udskiftelige glas. Der medfølger et beskyttende etui til brillerne samt en mikrofiberklud til at rengøre dem.

Romer III er en virkelig solid brille. Ifølge Wiley X egne tests skal de kunne stå imod en 500 gram spids genstand smidt fra 1,3 meters højde, og det gælder både for ramme og glas. Selvom rammen bare er i plastik, og glasset ikke umiddelbart virker særlig kraftigt, så er de holdbare. Jeg har flere gange tabt dem, sat mig på dem eller gjort andre mindre heldige ting, dog helt uden problemer. Brillen lever endda op til sikkerhedsgodkendelserne for skudsikre briller, hvilket gør det muligt at undgå at få noget i øjnene, om det så er på cyklen, på vandet, på jagt eller noget helt fjerde.

Brillerne vejer ikke meget, og det etuiet heller ikke. Det er godt. Ofte medfølger et tungt etui, men ikke her, hvilket er et stort plus. Etuiet har et blødt indre, så det ikke ridser glassene. Coveret er hårdt i en blanding af hardcase og noget blødt, og man kan uden problemer bare smide glassene i det. Her ligger de sikkert.

Pasform
Brillerne sidder tæt til hovedet, og de sidder faktisk så godt, at jeg nogle gange har glemt, at jeg har dem på. Brillen er lavet til et s/m hoved, så hvis man har et stort hoved, bør man vælge en anden model. Noget af det jeg især kan lide ved Romer III er, at udseendet er neutralt, og at den dermed ikke ser alt for sportslig ud. En rille på stellets ende samt på næsedelen gør, at de ikke glider af hovedet. Der en gummidel omkring næsen, så den sidder blødt og ikke generer. Små men gode detaljer, der gør pasformen behagelig.

Romer III har udskifteligt glas, men det er desværre lidt besværligt at skifte dem. Rammen er helt lukket, og det kræver noget vold at få stellet til at give sig og få glassene ud. Man skal lige overvinde sig selv og bare presse til, for både stel og glas kan holde til det. Man får lidt ondt i fingrene de første par gange, men løsningen er at bruge lidt vold for at få glassene ud.

Blandet vejr
Alt efter aktivitet er det vigtigt at vælge rigtige brille/glas. Med Romer III medfølger de tre mest brugte typer glas. Klart glas beskytter mod vind og fremmedlegemer i øjnene og virker også som sikkerhedsbriller. Det er den type glas, der lukker mest lys igennem – hele 89,3 %. Glasset er bedst, når det er overskyet, skumring, eller når det mørkt. Er hovedsageligt et glas jeg har brugt på mountainbiken. Light Rust (Orange) filtrerer hovedsageligt de blå lysbølger, og er mest effektiv, når der er genskin, dis og lignende lavere lysforhold. Linsen gør kontrasten større, så det er nemmere at se detaljeret i blandet vejr. Det, at kontrasten er større, gør også, at farverne forvrænges, hvilket man lige skal have i mente. En linse der lukker 53,23 % af lyset igennem og derfor kan bruges det meste af dagen/aftenen. Jeg har brugt disse linser i blandet vejr, men det er ikke en type linse, der er så effektiv i skarpt solskin. Smoke grey (grå) giver fuld genskinsreduktion og forvrænger ikke farverne. Den mest optimale linse til solrigt vejr, især mod genskin. Den lukker 20 % af lyset igennem og beskytter 100 % mod UVA- og UVB-stråler. Der er dog ikke så meget spejleffekt på det grå glas, ved rigtig skarpt lys. Jeg kniber i hvert fald øjnene sammen, når lyset er for skarpt. Dog er det den type glas, jeg har brugt mest, og som virker mest allround.

Romer III er et par gode briller til prisen, som med sine tre glas kan bruges til det meste. Jeg savner dog lidt mere beskyttelse mod helt kraftigt lys, så det ikke er nødvendigt at knibe øjnene sammen. Men alt i alt et par solide solbriller, der tåler nogle tæsk. Hvis man ikke har behov for light rust-glasset, kan man købe brillerne med kun to typer glas til 749,-.

Rasmus Simonsen, torsdag, 30 juli 2015, hits: 1963
{JFBCComments num_posts=5 width=100%}

Log ind

Log ind