Udstyrstest
Spejder Sports eget mærke Asivik har sat sig for at lave udstyr af høj kvalitet til spotpris. Udvalget af Asivik-produkter begynder snart at være så bredt, at de næsten kan levere en komplet turudrustning, og et af de nyere skud på stammen er Asiviks Phone Case.
Asivik Phone Case er et etui til at putte din telefon i, når du har den med på tur. Når telefonen er nede i det lukkede etui, er den beskyttet mod skidt og ikke mindst vand. Samtidig er phone casen udformet således, at telefonen kan betjenes, mens den er i etuiet. Kort sagt fungerer phone casen upåklageligt. I mine tests har min telefon været fint beskyttet mod alt, hvad jeg har kunne finde på at udsætte den for. Samtidig har det været ganske enkelt at betjene den igennem phone casen.
Lukningen er lavet med en såkaldt dobbelt ’lynlås’, der som ekstra sikkerhed har en rullelukning. For at sikre tætheden har phone casen ingen syninger, men er i stedet lamineret i samlingerne for at sikre en høj slidstyrke. I vores test har der ikke været nogle tegn på, at man ikke kan stole på holdbarheden. Kvaliteten virker til at være helt i top.
Til forskellige smartphones
Asivik Phone Case kommer i to udgaver, der er lavet til henholdsvis iPhone og Samsung Galaxy. De har dog mål, der gør, at de kan bruges til en lang række forskellige smartphones. Jeg har for eksempel testet iPhone-udgaven og fundet den særdeles passende til min gamle HTC Desire. Phone casen er gennemsigtig på en stor del af fronten og på bagsiden. Det gør, at man let kan betjene telefonen, men også at man fortsat kan tage billeder med kameraet på telefonens bagside. Det er ret smart.
Genbrugsmaterialer
Asivik Phone Case fungerer og er holdbar, men til gengæld er den ikke specielt nyskabende eller flot at se på. Designet er utroligt simpelt, men den meget neutrale grå farve gør den slet og ret lidt kedelig. Jeg er dog selv af den opfattelse, at det er fuldkomment lige meget, da den kan, det den skal. Asivik Phone Case er designet ganske spartansk, men det skal nævnes, at den har en stor løkke med lukningen. Således kan man have den hængende i en karabin fra klatreselen eller rygsækken, hvis man synes, det er praktisk at have den inden for rækkevidde. Rent faktisk er det heller ikke helt rimeligt at sige, at Asivik Phone Case ikke er nyskabende. Den er nemlig nyskabende på den måde, at den er lavet af et restmateriale fra Asiviks fremstilling af Liggeunderlag. Således kan man for en gang skyld tale om et friluftsprodukt, der er miljøvenligt. Det er efter min opfattelse et rigtig fornuftigt initiativ og måske oven i købet en god forretning for Asivik og Spejdersport. I hvert fald er Asivik Phone Case med en pris på kun 119 kroner bestemt i den billige ende af de phone cases, jeg har set.
Asivik Phone Case er simpel og grænsende til det kedelige i designet, men brugsværdien er helt i top, og den fungerer samt betjenes aldeles glimrende. Jeg savner dog store nyskabelser og et endnu mere gennemført finish, for at den kan gå helt til tops i karakterskalaen.
1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!
Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS
Bliv inspireret og hold dig opdateret. Du får spændende artikler, aktuelle nyheder og eksklusive tilbud direkte i din indbakke.
Få indsigt i kommende aktiviteter, ture og foredrag med Opdag Verden – og få mulighed for at være blandt de første til at tilmelde dig.