Testen er et battle mellem Bergans Rondane Lady 65 vs. Lowe TFX Annapurna ND 65:80
Den samme test ligger under Lowe TFX Annapurna ND 65:80, hvor du kan se kommentarer og karakterne som er givet til Lowe rygsækken.
For de fleste aktive kvinder er en rygsæk på 60 liter en fast, og vigtig, del af udstyrsarsenalet, og hvad enten den bruges på fjeldturen eller til rygsæksrejsen, skal den sidde perfekt og have en indretning, der ikke giver grå hår i hovedet. Vi har testet to af markedets mest populære modeller, der overraskende nok viste sig at byde på markante forskelle i bærekomfort og betjening.
Selv om rygsække udvikler sig med lige så stor hast som alt andet udstyr, er det de færreste af os, der skifter rygsækken ud oftere end hver tiende år. Så er det ved at være længe siden du investerede i din trofaste slider, vil du sandsynligvis blive overrasket over, hvor meget der faktisk er sket på udviklingen af rygsække.
I forbindelse med vores test har vi kigget nærmere på to populære modeller, nemlig Bergans Rondane Lady 65 og Lowes TFX Annapurna ND65:80, der begge er allround-rygsække i den nogenlunde fornuftige ende af prisskalaen, hvilket for os vil sige 1500-2000 kroner.
Vi har gennem en cirka fire måneder lang testperiode haft rygsækkene med to kvinder på ture, der mest har budt på vandring med 15-20 kilos belastning, men sækkene har også været en tur i kanoen og været brugt som decideret rejserygsække.
Vores test viser først og fremmest, at man faktisk får meget kvalitet for pengene, når man handler rygsæk i den ovennævnte prisklasse. Kvinde-detajlerne er også i orden på begge rygsække, hvilket vil sige at bæresystemer sidder som de skal, mens hoftebælter er korrekt vinklede til kvinders hofter. Andre detaljer, som flot design og god plads til langt hår, er der også tænkt på, men vigtigst af alt blev vi bekræftet i, at rygsække sidder vidt forskelligt, og at det ofte kommer an på smag og behag, samt den enkelte rygs anatomi, når det gælder det vigtige valg af rygsæk.
For eksempel viste Bergans-sækken sig at sidde virkelig stabilt på ryg og hofter, mens Lowen havde et kontant og mere dynamisk bæresystem, der tiltalte folk med god balance og hang til hård polstring. Overordnet kan man sige, at Bergans, med sit afstivede og bløde bæresystem, umiddelbart er den, der vil passe på flest forskellige kvinderygge, mens Lowe deler vandene, og kan overraske positivt såvel som negativt. Derudover har Bergans den bedst gennemtænkte indretning og dermed letteste adgang til indholdet, mens Lowe uden tvivl er den mest solide og materialemæssigt gennemførte af de to.