Deuter Kid Comfort II

Deuter Kid Comfort II

Som nogen af jer måske har læst så blev jeg far for snart to et halvt år siden. Det er jo lidt af en omvæltning, og fruen og jeg skulle lige snakke mulighederne for ture igennem. Den der med at man kan 10 gange så meget som man selv tror og 100 gange så meget som ens mor tror kunne godt mærkes... Min kære hustru ville sikkert have formuleret det med brug af ordet uansvarlig adskillige gange. 

Nå, men når man kommer i tvivl så må der jo som bekendt indkøbes en gadget. Jeg kastede mig derfor ud i en større omgang surfen og fandt ud af at der er to slags barnestole til at have på ryggen - Deuter Kid Comfort og alle de andre ;-) og så var der endda kommet en version II. Sådan en kunne jeg vist ikke undvære, så jeg svingede virtuelt visa-kortet. 

Efter nogle få dage dukker vidunderet så op og Thorbjørn kaster sig straks over den - måske fordi der følger en lille bamse med. Remtøjet er nemt at indstille - både det til pakæslet og det der holder barnet fast, og generelt virker kvaliteten i orden.

Stolen har mange fine detaljer så som signalspejl, solsejl og ikke mindst ganske gode pakrum. Hvis ellers man er to (tre) og den ene kan bære en stor sæk så kan man sagtens pakke til en weekend. Og der er i hvertfald ingen problemer i at pakke bleer og lidt mad til kortere turer. 

De første turer gik ned langs vandet i Malmø hvor snemandens lille familie bor. Sådan en stille aften med udsigt til turning torso og lidt sandwichs med i sækken kan udgøre en hel miniferie når der er længe til næste vandretur. Og det er herligt at se den lille fyr forundres over myrer, måger og tossede folk på in-liners (mine står vist et sted i kælderen og samler støv). 

Første gang vi sådan "rigtigt" skulle på tur med sækken var sidste år hvor vi var på Bornholm. Den første tur gik op til Hammerhus ruin, og senere var vi inde ved rokkestenen. Det er lidt grineren at se folk forsøge sig med paraplyklapvogne i sådan et terræn, og da særligt når man selv kan gå helt almindeligt. På den tur var det vindens susen i træerne der var det store hit hos Thorbjørn, nå ja og så krigen imod dræbersneglene vi indledte ved sommerhuset.

Sommeren 2008 var min kære frue så ved at være varmet op til lidt mere tur. Vi skulle en tur til Nordnorge og lagde derfor vejen forbi Prædikestolen (en mindre omvej på nogle få hundrede kilometer). Det blev til en rigtig fin tur - to timer op og halvanden time ned med en halv time på "toppen".

Thorbjørn hyggede sig og selvom man tager en del højdemeter så havde jeg inden problemer med at bærer ham op. Nu havde jeg også snydt lidt og havde løbet et par turer langs vandet af samme grund. Vel ankommet på toppen kunne vi så konstatere at højdeskræk ikke er noget Thorbjørn kender til. Det frie fald på 600 meter var ikke noget særligt, men motorbåden der lå der nede på fjorden - den var spændende.

Sikring kan heldigvis bruges til mange ting, så mens jeg kravlede rundt med kameraet, så var Thorbjørn sikret til sin mor. Turen nedover gik også rigtigt fint indtil Thorbjørn blev lidt træt af at sidde og nok gerne ville have kortet en halv time af turen. Normalt falder han i søvn, men ikke her. Heldigvis kan man jo så få tiden til at gå med at rode far i håret, eller trække muldyret lidt i ørerne.

I Nordnorge fik vi også sneget en fjeldtur ind i programmet - jeg har en STOR familie der oppe som alle forventer besøg med indlagt kaffe og kage *bøvs* og tak for kaffe. Det var en rigtig tur op til et fjeldvand hvor vi så lavede mad over bål og nød livet. Thorbjørn fik her både prøvet at være fyrbøder og smage multebær.

Alt i alt kan jeg kun give mine varmeste anbefalinger til både Deuter Kid Comfort II og til det at have små børn med på tur. Det giver både store oplevelser til børnene og forældrene. 

Deuter Kid Comfort II
Deuter Kid Comfort II
Deuter Kid Comfort II
Mikkel Krøyer, fredag, 19 december 2008, hits: 5871