Udstyrstest
Med High Coast Lite Shorts W har Fjällräven skabt et par lette outdoorshorts til kvinder, der vil kunne bevæge sig frit – både på vandreturen og i hverdagen. Fokus er tydeligt: lav vægt, høj komfort og en pasform, der fungerer på en aktiv kvindekrop i varmt vejr.
Jeg har brugt shortsene her til både vandring og hverdagsbrug i varmt og lunt vejr – også med rygsæk. Allerede første gang, jeg tog dem på, stod det klart, at pasformen er noget af det, Fjällräven virkelig har ramt godt her. Det lyder måske banalt, men det er overraskende svært at finde outdoorshorts, der både fungerer i bevægelse, og samtidig sidder godt på en kvindekrop. High Coast Lite Shorts W gør begge dele.
Jeg har en relativt lille talje og en mere normal rund bagdel, og shortsene sidder virkelig godt uden at stramme eller gabe. De bliver siddende, hvor de skal, også når man går langt eller bevæger sig aktivt. Samtidig er bevægelsesfriheden rigtig god. Taljen er dejligt høj, hvilket giver både komfort og en følelse af, at shortsene holder om kroppen uden at blive tunge eller stive. Længden er kort – men stadig tækkelig. De fungerer derfor både på tur og i mere almindelig hverdagsbrug uden at føles som sportstøj.
Materialet er noget af det, man lægger mærke til med det samme. Stoffet er meget let, blødt og behageligt mod huden. Samtidig tørrer det hurtigt, hvis det bliver vådt – enten af regn, varme eller aktivitet. Lommerne fungerer generelt rigtig godt. Der er to gode frontlommer samt en baglomme med lynlås på venstre side. Det giver fine muligheder for småting som kort, nøgler eller snacks på tur. Min eneste reelle anke er dog telefonen. Der er ikke rigtig plads til moderne smartphones i lommerne. Det eneste sted, jeg faktisk kan få min telefon til at være, er i netlommen bagpå – men så bliver den til gengæld ikke specielt rar at gå med.

Shortsene har en gul snor i taljen til justering, men jeg synes ikke, den er særlig behagelig at bruge. Alternativet er at sætte bælte i, men desværre er bæltestropperne for smalle til det klassiske Fjällräven-bælte.
High Coast Lite Shorts W er ekstremt behagelige outdoorshorts med en pasform, der fungerer virkelig godt til kvindekroppen. De er lette, hurtigtørrende og oplagte til varme dage med bevægelse. Små detaljer omkring taljesnor og telefonlommer trækker lidt ned – men samlet set er det et par shorts, jeg meget gerne tager på igen.
1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!
Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.
Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.
Send os mail: Klik her...
© 2020 Opdag Verden ApS