Fjällräven Kajka 100

Skal du på lang tur og have virkelig meget udstyr med dig – vi snakker om enorme mængder udstyr – så er det måske en rygsæk i 100 liter-klassen, du skal kigge efter. Vi har testet den lovpriste Fjällräven Kajka 100 for at se, om det er den, du bør købe.

Jeg vil gerne starte med at slå fast, at Fjällräven Kajka 100 er en eminent lækker rygsæk med enormt mange detaljer og funktioner – også lidt for mange til, at alle kan blive nævnt her, men jeg vil se på de vigtigste. Bæresystemet er udformet med et meget lækkert, velpolstret hoftebælte, der i min test, med meget stor vægt i rygsækken, føles ganske behagelig. Skummet er todelt omkring hoften for ekstra god støtte. Hoftebæltets stramme-system ved taljen er, efter min opfattelse, en rigtig god og meget velvalgt løsning. Skulderstropperne og rygpladen fungerer også rigtigt godt, og ryglængden lader sig meget simpelt justere. Desuden kan skulderstropperne justeres sideværts, således at både smal- og bredskuldrede kan få den optimale støtte.

Selve ryggen er støttet af stivere i træ, hvilket er meget usædvanligt i moderne rygsække. Fjällräven har valgt denne løsning af miljøhensyn og har også i test måtte konstatere, at de er mere holdbare end normale aluminiumsstivere. Tasken har et lækkert toplåg, der også kan bruges som bæltetaske, og det fungerer ganske fornuftigt. Toplåget har to lommer på ydersiden og en på indersiden. Således er der god mulighed for at holde styr på alle de små gadgets, du har med på tur. Udover dette har tasken to store lommer på siden, som kan foldes ud. Det kæmpe hovedrum har en lille lomme til drikkeblære samt en adskillelse ned mod soveposerummet. Hovedrummet har man adgang til fra en traditionel, stor åbning i toppen, fra bundåbning til sovepose og en kæmpe åbning på fronten. Hele fronten kan man med to lynlåse lyne væk, således at man let får adgang til hele indholdet i rygsækken – det fungerer virkelig godt.

Udenpå har tasken både remme på siderne og på fronten i længderetningen til toplåget. Der er fæster til remme over soveposerummet, men disse følger ikke med. En lille detalje, som man måske kan irritere sig over, hvis det er dér, man normalt har sit liggeunderlag, men der er masser af andre steder, man kan spænde sit underlag fast, så ingen grund til bekymring.

Nederst på begge sider er en stor netlomme til vanter eller drikkeflaske. Jeg synes, det er et dårligt valg med netlommer, da de får meget slitage og efter min erfaring alt for let samler sne og is. Disse netlommer er faktisk det største kritikpunkt, jeg har af denne meget gennemtænkte og veludførte rygsæk. Vær opmærksom på at tasken måske nok afviser regn, men det er nok bedst at have regnslag med eller pakke vandtæt, hvis der er udsigt til dagsregn. Egenvægten på 3250 gram er meget fornuftigt størrelsen taget i betragtning. Kajka fås i øvrigt også i 65, 75 og 85 liters herre-modeller samt i i 55, 65 og 75 liters kvindeudgaver.

Array
Kristian Nykrog, mandag, 25 marts 2013, hits: 12897