Hanwag Lhasa

Hanwag Lhasa er tysk kvalitet fra Tibet. ’Deutsche spitzen-qualität’- tyske produkter bliver ofte forbundet med kvalitet, og de legendariske støvlemagere fra Bavaria, Hanwag, plejer da også at være en garant for dette udsagn. Vi har haft fingre i Hanwag Lhasa, og støvlerne har bestemt ikke skuffet.

Oversiden er lavet af tibetansk yak-læder, som er helt enormt lækkert og blødt. Læderet er 100 % krom-frit (anti-allergisk) garvet yak-læder og kommer fra ’The Lhasa Leather Factory’, der er den eneste fabrikant af yak-læder i Tibet, og som drives udelukkende af tibetanere. Fordelen ved yak er, at læderet kan skæres tyndere (1,8 - 2,6 mm) end eksempelvis nubuck og kernelæder. Samtidig er yak enormt stærkt, så det betyder, at du får en lettere støvle og bedre åndbare egenskaber, men uden at gå på kompromis med slidstyrken.

Netop forholdet mellem slidstyrke og åndbarhed har jo altid været noget, som man har været tvunget til at skulle ’vælge’ imellem. Traditionelt siger man jo, at støvler i kernelæder giver høj slidstyrke og lang levetid, mens en syntetisk støvler med Gore-Tex-membran giver høj åndbarhed og lavere vægt. Men med yak-læder får man altså en støvle, der har begge kvaliteter, og jeg må sige, at jeg er meget imponeret. Det er naturligvis lidt svært at udtale sig om holdbarheden efter ’kun’ tre måneders test, men det tegner altså rigtig flot. Og skulle du være i tvivl, så er yak-læderet selvfølgelig 100 % vandtæt, og det er let at vedligeholde på samme måde som støvler i kernelæder.

Indersiden af støvlen er næsten også et kapitel for sig selv. Det hvide læder både ser og føles helt enormt lækkert, og det bløde læder gør støvlen fantastisk komfortabel. Det føles næsten, som om støvlen er støbt til mine fødder. Komforten hænger også sammen med en god stødabsorbering i mellemsålen. Sålen er en Vibram AW Integral, der er en relativ let sål. Skaftet er forstærket og er inkorporeret i mellemsålen, og det resulterer i en fantastisk god støtte – specielt den lave vægt taget i betragtning. Stivheden af sålen kan nok bedst beskrives som mellemhård, så med mindre du skal ud og traske blokmark med 25 kg i rygsækken, så kan du bruge Lhasa til de fleste vandreture. Og netop fordi sålen ikke er vanvittigt stiv, og den er så komfortabel at have på, så kan den let bruges til fritidsaktiviteter, en dag i skoven eller som hverdagsstøvle.

Støvlen er forstærket med slidstærkt gummi på fronten og ved hælen, og dermed ikke hele vejen rundt som på mange andre støvler. Det giver naturligvis mindre beskyttelse, men til gengæld er der mere overflade til ventilation, og det synes jeg egentlig er en fin prioritering. Som sagt ånder yak-læderet ret godt, og sammen med Hanwags Air-Pulse-System (der øger luft-cirkulationen i støvlen) får man et godt ’indeklima’ i støvlerne – jeg har i hvert fald ikke mærket problemer med at slippe af med varmen – noget som jeg ellers har kæmpet med i andre støvler, hvor jeg har fremkaldt synlige svedrander.

Snørebåndene løber rigtig godt, og det er enormt let at spænde støvlerne ind. Måske er det selve løbegangen i øjerne, der er gode, eller måske snørebåndene i topkvalitet. Hvad de præcist har gjort, ved jeg ikke, med det er vel egentlig også underordnet, så længe det bare fungerer så godt, som det gør! Deep pull funktionen, der gør det let at spænde støvlen helt ind, sikrer, at støvlen sidder rigtig godt på foden, og det er faktisk noget, som Hanwag altid har været gode til.

Hanwag Lhasa vejer 1890 gram i en størrelse 46 (1460 gram i str. 40), og det er altså en del lavere end lignende modeller. Den er ekstremt komfortabel og er efter min mening et rigtig godt bud på en allround vandre- og outdoorstøvle, som vil dække behovet hos de fleste.

Casper Devantier, tirsdag, 13 august 2013, hits: 17975