Helinox Chair One

Har du altid drømt om at være kongen af friluftsturene, så har du nu muligheden for at krone dig selv og tage plads i tronstolen Helinox Chair One. Den har blandt andet vundet Best Outdoor Adventure Accessory på ISPO i år, og Spejder Sport siger da også, at den er vanvittigt populær, så måske er der skabt et nyt grej-hit?

Når man er på tur, sidder man sjældent godt. Ofte er der lige en sten eller gren, der stikker lidt i bagen. Eller måske er græsset vådt? Vi kender alle sammen problematikken. Vi affejer det med, at vi skal have den virkelige naturoplevelse. I virkeligheden er det bare en måde at prøve at retfærdiggøre, at det ikke altid er super komfortabelt at være ude.

Helinox har nu produceret en stol, der eliminerer problemet. De kalder stolen for Chair One. Den er ikke som de klassiske liggeunderlags-stole, men derimod en stol der er hævet over jorden. Da jeg først hørte om konceptet og ikke havde set nogen billeder endnu, tænkte jeg tilbage på de typiske festivalstole. ’Det er der da ingen, der gider slæbe med på tur,’ tænkte jeg. Chair One er dog væsentligt anderledes end en festivalstol – og så alligevel ikke. Den har ikke en ølholder, hvilket nogen måske vil bemærke som et problem. Til gengæld er den super let, ekstremt stærk i konstruktionen og komforten kommer meget tæt på en festivalstol.

Den er konstrueret med et skelet af super stærke DAC aluminiums stænger, der også bliver brugt i rigtigt mange stærke telte. Udover skelettet af stænger trækker man ganske simpelt en formsyet dug, der udgør selve siddefladen med et stort ryglæn. Stolen er meget nem at samle og skille ad. Den har fire ben og står derfor ret stabilt. Konstruktionen skal i øvrigt tåle hele 145 kg.

Jeg har med mine små 80 kg ikke kunnet teste denne grænse. Den kan godt se og opleves som ret spinkel, men når man sidder i den, mærker man tydeligt styrken i konstruktionen. Komforten er meget høj, når man tager den lave vægt og simple konstruktion i betragtning. Stolen er vinklet, så man sidder godt tilbagelænet og meget afslappet. Perfekt til afslapning i basecamp eller med en fiskestang i hånden. I det hele taget er der virkelig mange former for ture, hvor Chair One vil gøre sig ganske fantastisk.

Den vejer beskedne 850 gram, og sammenfoldet fylder den cirka det samme som en termokande. Altså er den ikke noget for gram-jægeren, men hyggevandreren skal nok blive rigtig glad for den. Jeg har aldrig set noget lignende, så innovationen har virkeligt været i højsædet, og måske er det også derfor, den har vundet så mange priser.

Blandt andet ISPO Award 2013 og Redpoint Design Award 2013, der virkelig er fornemme priser for friluftslivsudstyr. Vi synes, det er fuldt fortjent og sender vores varmeste anbefalinger af sted til Helinox Chair One. Hvis man bliver helt pjattet med komforten på tur, har Helinox i øvrigt også lavet et tilhørende bord.

Kristian Jager Nykrog, mandag, 14 oktober 2013, hits: 9643