Udstyrstest

HELLY HANSEN VERTEX JACKET

Skrevet af: Heidi Ritterbusch
Den 22. jun 2022
Læst af: 4299
Karakter fra test

Hurtigtørrende, åndbart mellemlag

En yderst alsidig letvægtsfleece i meget strækbart, åndbart og hurtigtørrende materiale. Vertex Jacket fungerer som et lunt mellemlag til hverdag, de stille vandreture, høj-intensitet skiture og enhver anden form for træning og sport.

Det første, jeg bemærker på Vertex Jacket (som jeg nok mere vil betegne som en trøje eller et mellemlag end en egentlig jakke), er den specielle inderside i bikubemønster. Den struktur “løfter” trøjen lidt fra huden, og det giver både isolering og ventilation.

Strukturen er en genistreg, og det er netop, når det kommer til indeklimaet, at trøjen kan noget særligt. Det gælder både til hverdagsbrug, som mellemlag på vandretur i 8 graders fugtigt blæsevejr, og da jeg tester den som træningstrøje med gaspedalen i bund på spinning-cyklen.

HELLY HANSEN VERTEX JACKET
Anmeldelsen

Selvom trøjen giver god varme, så ånder den samtidig rigtig godt – og hvis den ikke helt kan følge med i svedtransporten eller bliver fugtig udefra, så tørrer den rigtig hurtigt. Den giver desuden stadig en smule varme i fugtig tilstand; en egenskab, der leder tankerne i retning af uld. Efter at have svedt trøjen godt igennem lykkes det mig således at “gå den tør” på ca. 10-15 minutter uden at komme til at fryse.

Imponerende, og noget jeg ellers kun har oplevet med uld, som for øvrigt tager betydeligt længere at få tørt igen.

Blødt, lækkert og strækbart
Trøjen har en god længde, og bagstykket går godt ned over numsen, så man ikke skiller på midten. Materialet er utrolig strækbart, så det hverken generer eller mister sine egenskaber, hvis det sidder lidt tæt nogle steder og lidt løsere andre steder. Det er derudover lækkert blødt, så det hverken “klæber” til huden eller kradser.

Trøjen skaber ikke specielt meget statisk elektricitet, og jeg har kun oplevet en smule knitren med en langærmet uldundertrøje under. Der er hverken sømme på skuldrene eller i siden, som generer, når man har rygsæk/hoftebælte på, og generelt er det nogle lækre flade sømme, som klarer at følge med det meget strækbare materiale uden at gå i stykker.

Da jeg på vandretur får lukket skal-jakkens ærme skævt, konstaterer jeg dog desværre, at trøjen er nærmest allergisk overfor velcro. Der trækkes øjeblikkeligt en del tråde ud, da jeg forsigtigt frigør velcroen, så man må nok regne med, at den fine overflade kan komme til at se lidt slidt ud på udsatte steder. Til gengæld er ydersiden af materialet ikke modtagelig for hunde- eller kattehår, hvilket er dejligt, når man har begge dele i huset, men helst ikke vil ligne en omvandrende fnugrulle, når man går ud ad døren.

Kraven går lige tilpas langt op om halsen og lukker godt af for varmetab. Måden, den er syet på ved halsåbning/lynlås, er interessant og fungerer rigtig godt uden en irriterende flap, som normalt kan gøre mig helt hysterisk. Trøjen har to gode store lynlås-lukkede lommer på hoften. Disse kan også bruges indefra, hvilket er smart, hvis du f.eks. vil have telefon eller kreditkort placeret, så de ikke falder ud, når du tager noget andet ud af lommerne.

Vertex Jacket vejer 315 gram og fås i størrelserne XS til XL til kvinder i rød og sort. Det kunne være fint med flere farvevalg. Vertex findes også i en model med hætte.

Helly Hansen

VERTEX JACKET
Pris: 800,-

Bedømmelsen

Helly Hansen Vertex Jacket er et lækkert mellemlag i et funktionelt materiale med et sporty, gennemtænkt design. Den har et glimrende indeklima, ånder godt, tørrer hurtigt og egner sig til alt fra hverdagsbrug over vandreture året rundt til enhver anden sveddryppende aktivitet. Trøjen er ikke den billigste i sin klasse, men stadig langt fra den dyreste. Overfladen er lidt sart, hvilket betyder, den måske hurtigt kan komme til at se lidt slidt ud, men du får en let og meget alsidig trøje, der også kan bruges som jakke på de lidt lunere, tørre dage.

8/10: Produktet fortjener applaus
God isolering ift. vægt, hurtigtørrende, behageligt og strækbart materiale, meget alsidig, ingenting der generer ved lynlåsen ved hagen
Overfladen lidt sart/sårbar over for f.eks. velcro, fås kun i to farver

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Helly Hansen VERTEX JACKET
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Helly Hansen VERTEX JACKET ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.