Mammut Borah DLX

Hvis man skal trekke i varme omgivelser, og har brug for en velventileret vandresko, der giver fødderne ordentlig støtte i udfordrende terræn, kan det faktisk være svært at finde egnede kandidater. Men Opdag Verdens test viste, at Mammuts Borah er et godt bud, der samtidig ikke ruinerer dit i forvejen plagede turbudget.

Når man læser grejbutikkernes kataloger, eller scanner nettet for vandrefodtøj, er det tydeligt, at der fokuseres på en ting; nemlig vandtæthed. Vi vil ikke have våde fødder, og det betyder, at størsteparten af de sko og støvler, der sælges på det danske marked enten er udstyret med vandtæt membran, eller er opbygget i kernelæder, der kan gøres tæt med imprægnering. Men har man ikke brug for vandtæthed, kan det være lidt af en udfordring, hvis man bare gerne vil have et par sko, der ånder godt og holder dine fødder nogenlunde tørre i varmen, hvor en vandtæt sko hurtigt ville blive uudholdelig.

Derfor har vi testet Mammuts Borah DLX, der er bygget op over en mellemstiv vibramsål, og har store paneler med kraftig, åndbar og hurtigtørrende nylon. Vi har fortrinsvis testet Mammut Borah-skoen herhjemme, og mere end otte timers daglig cykelkørsel og et par weekendture til det sydsvenske viser, at konceptet holder – hver dag havde fødderne det godt og var nogenlunde tørre efter dagens strabadser.

Ved første øjekast ser Borah-skoene lidt smalle ud, men de passer glimrende på et par brede skandinaviske fødder, og når man får skoen på, kan man mærke, at der støttes godt op om hele foden med en kraftig hælkappe og et snøresystem, der kan snøres meget præcist og stramme hvor det skal, mens andre partier kan holdes løse.Sålerne yder god støtte, og stødabsorberingen kan mærkes, når der vandres off-road, så vi har ingen problemer med at anbefale Mammut-skoen til lettere og mellemhårde trekkingture, hvor der ikke vandres med for tung oppakning.

Lad det være sagt med det samme: Mammut Borah er og bliver en tørvejrs-sko, og vi kan ikke anbefale den til våde omgivelser. Under en hurtig morgentur gennem højt græs, der var gennemvædet af morgenduggen, blev skoene dyngvåde, men havde dog den fordel, at de tørrede hurtigt igen.

Opdag Verden // Troels Matz, lørdag, 28 august 2010, hits: 7664