Marmot Earlylight 2P

Marmot Earlylight 2P

Hvad enten det gælder den lette fjeldtur, cykeleventyret eller rejsen, har de fleste turfolk altid plads til et lille telt, der rummer en eller to personer og alt deres udstyr. Sådan et telt er Earlylight 2P fra Marmot.
 
Specielt til de kortere ture, hvor oppakningen ikke er for stor, er det praktisk med et lille, nemt telt, der ikke fylder alt for meget.  Et godt bud på et telt i den kategori er det lille Earlylight 2P fra den amerikanske udstyrsgigant Marmot.

Teltet sættes op på få minutter, men det er ikke er noget cirkustelt, når to personer skal slås om pladsen i det lidt klaustrofobiske indertelt, der lige akkurat rummer to liggeunderlag. Til gengæld fylder teltet ikke meget i landskabet, og det lille fodaftryk gør, at det kan sættes op på meget små områder.

På de uundgåelige overliggerdage vil man nyde godt af fuld siddehøjde og den rigtig velfungerende ventilation i inderteltet, der på vores tur blev brugt flittigt til kortspil og kakaodrikning. Løsningen med to apsis er velgennemtænkt, og gør det rent faktisk tåleligt for to personer at opholde sig i inderteltet, uden at det bliver oversvømmet med grej.

Vælger du at bruge teltet som et 1-personers, har du lige pludselig god plads i de to relativt store apsis, der uden større problemer rummede min 120-liters rygsæk.

Personligt har jeg aldrig været vild med løsningen, hvor man sætter oversejlet op efter inderteltet, hvilket ofte er en rigtig dårlig løsning, når det høvler ned, og man står med et gennemregnet indertelt, men på varme dage vil et Earlylight 2P’s fritstående indertelt være lækkert at sove i.

Fine finesser
Vi blev positivt overraskede over de mange små finesser og detaljer, der kendetegner Marmot-teltet, som for eksempel er udstyret med to ovenlysvinduer i klar, blød plast. Du får også en ekstra bund og et netloft, hvor man kan slippe af med alle småstumperne på en let og overskuelig måde. Marmot skal også have skulderklap med på vejen for at udstyre deres telt med to lækre DAC Featherlite aluminiumsstænger. Hvad angår pløkkerne, er der ikke meget at skrive hjem om, da flere af dem bøjede for let, når man hamrede dem i jorden med en sten.

Alt i alt er Marmot Earlylight 2P et rigtigt fint teltvalg for dig, der har brug for et value-for-money telt med fornuftig plads, ordentlig siddehøjde og anstændige materialer. Brug det til dit allround friluftsliv og på rygsæksrejsen sydpå. Til den store, udstyrstunge fjeldtur i hårdt vejr vil teltet nok blive trangt i længden.

Marmot Earlylight 2P
Opdag Verden // Troels Matz, lørdag, 28 august 2010, hits: 7955