Udstyrstest

Mountain Hardwear Ghost UL 2

Skrevet af: Rasmus Simonsen
Den 22. jun 2022
Læst af: 5543
Karakter fra test

Mountain Hardwear Ghost UL er et unikt letvægtstelt med en kuppellignende konstruktion og kun én stang. Du sætter teltet op ved at placere stangen i de fire hjørner på inderteltet og klikke teltet fast til stangen. Sejlet kan klikkes udenpå inderteltet, og en lille apsis i enden kan spændes ud.

Ghost UL 2 kan bruges uden ydersejl, men kan ikke bruges uden indertelt. Teltet er kategoriseret som fritstående, men jeg vil nu kalde det delvist fritstående. Selve inderteltet står uden videre selv, men det er nødvendigt at sætte en pløk i for at folde apsis ud og to pløkker for at skabe afstand mellem ydersejl og indertelt.

Bunden fra inderteltet er ført højt op langs siderne, så ydersejlet ikke skal gå så langt ned. Det skaber direkte kontakt mellem inde og ude nede i fodenden, så man skal ikke ligge for uroligt og sparke mod siderne, hvis det er vådt udenfor.

Det minimale ydersejl har dog også sine fordele. Det er ofte en noget tæt og indelukket fornemmelse at ligge to personer i et letvægtstelt, men det er overhovedet ikke tilfældet i Ghost UL 2. Det løftede sejl, og det at inderteltet hovedsageligt består af mesh, sikrer en fantastisk ventilation.

Mountain Hardwear Ghost UL 2
Anmeldelsen

Overraskende vandtæt
Teltet er udviklet til dem, der ønsker mindre vægt, men egenskaber nok til at kunne bruges udenfor stierne. Teltet vejer 1,16 kg alt inklusiv, pakkevolumen er smal og lidt aflang, og det fylder ikke meget i rygsækken

. Pakkeposen kunne dog være mindre. Sejlet er lavet i en let ribstop-nylon med silikonebehandling på ydersiden og PU på indersiden – en teknik, der gør, man kan tape og sikre vandtætheden i syningerne.

Jeg blev nervøs, da jeg hørte, at teltets søjletryk kun ligger på 800 mm og 1200 mm, men selv med øsregn og blæst i fjeldet, har vandtætheden ikke været noget problem. Man skal blot sørge for, at der ikke er direkte tryk mod siderne, men det gælder alle telte, at soveposen bliver våd, hvis den rammer direkte imod.

Høj kvalitet
Teltet er bredere i hovedenden end i fodenden, bredt nok til to personer, og der er siddehøjde i hovedenden, men kun for én person ad gangen. Indgangen til teltet er ret lav, og man skal krybe ind én ad gangen.

Alle disse knapt så komfortable ting følger med et letvægtstelt, så det er noget, som man skal være klar over, hvis man vælger et Telt i den kategori. Jeg kan sagtens leve med det. Materialer, pløkker og stænger er af meget høj kvalitet.

Der medfølger fine, små, solide tresidede pløkker, der er nemme at få i jorden. Samtidig har de god styrke. Stangen er af mærket DAC; den største producent af teltstænger. Ingen tvivl om, at de er en god kvalitet. Jeg savner dog lidt flere barduner til at spænde teltet solidt ud. Der mangler især et punkt i modsatte ende af indgangen.

Ghost UL 2 er et godt Telt i sin klasse med massevis af positive ting. Det mest negative ved teltet er, at man skal have styr på vindretningen, da teltet på ingen måde er vindstabilt fra siden. Det kræver lidt af brugeren, som må orientere sig og håbe på samme vindretning hele natten, hvis man ligger et udsat sted.

Mountain Hardwear

Ghost UL 2 Tent
Pris: 3999,-

Bedømmelsen

Ghost UL 2 er et godt et-personers Telt, eller et fint letvægts Telt til to personer, der kan lide at ligge tæt, og som ikke har meget bagage. Teltet har en imponerende ventilation, som gør det behageligt at opholde sig i, selvom man er to personer. Teltet er kun vindstabilt i en retning, og man skal derfor sætte det op rigtigt for at sikre sig ly. Prisen ligger i samme leje som mange andre letvægtstelte.

8/10: Produktet fortjener applaus
Let, høj ventilation, nemt at sætte op, gode materialer, delvist fritstående, god pakkevolumen
Kun vindstabilt i en retning, lille apsis, to personer ligger tæt

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Mountain Hardwear Ghost UL 2
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Mountain Hardwear Ghost UL 2 ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.