Udstyrstest

Osprey Exos 48

Lav vægt på 1,19 kilo og et godt ventilerende bæresystem

Skrevet af: Rasmus Simonsen
Den 09. jun 2023
Læst af: 7770
Karakter fra test

Kan en rygsæk med en volumen på 48 liter og en vægt på lidt over et kilo overhovedet være komfortabel nok til at tage med på tur?

Osprey har haft Exos 48 på markedet i flere år, men denne version er blevet opdateret, hvorfor vi har valgt at tage den med på tur. Med sin beskedne vægt på 1,19 kilo og et ventilerende bæresystem skiller Exos sig ud.

Jeg har kendskab til den gamle Exos-model, og det første, der faldt mig i øjnene ved den nye her, er dens mere beskedne hoftebælte, et lidt anderledes design og kraftigere materialer.

Går vi gennem Exos 48 fra top mod bund, så indeholder den følgende egenskaber. I toppen er et toplåg med lommer ind- og udvendigt. Toplåget kan nemt klikkes af, og et ekstra låg, Flapjacket™ uden lommer kan bruges i stedet, hvis man vil spare vægt.

Jeg ville dog have svært ved at undvære toplåget med lommer, nu hvor der ikke er lommer på hoftebæltet eller andre steder. Det lette låg kan desværre ikke tages af, så det giver ekstra forvirring i mængden af stropper og dimser, når man skal i hovedrummet gennem snelukningen.

Jeg ville ønske, at man kunne tage det lette låg af eller gemme det væk og på den måde aldrig have to låg samtidig. I den opdaterede klatreserie, ”Mutant”, som kommer til efteråret, kan man i en lille lomme i snelukningen skjule det ekstra låg, så det ikke er i vejen. Denne funktion ville jeg ønske, at Exos 48 også havde.

Osprey Exos 48
Anmeldelsen

Lav vægt
En snelukning til hovedrummet gør det nemt at komme i rummet, og indvendigt er en lomme til vandreservoir. På fronten af rygsækken er en elastisk lomme til jakken, et håndklæde eller lignende samt stropper og løkker til montering af diverse udstyr.

På hver side af rygsækken er en rummelig elastisklomme med to indgange, én fra top og én fra siden, som er med til at gøre det væsentligt nemmere at komme til lommen, når rygsækken er på ryggen. På siden er der desuden tynde, men solide, kompressionsstropper, som er nogle af de detaljer, der er med til at holde vægten nede.

Detaljer, jeg savner, er lommer på hoftebæltet eller andre steder til småting. Derudover ville en anden åbning end toplåget være en god ting, men man skal også være realistisk og tænke på, at det er en letvægtsrygsæk. Der er hverken lomme til eller et regnslag inklusiv, så det skal man have ved siden af, hvilket koster omkring 200 kroner i løssalg fra Osprey.

På ryggen
Exos 48 er opbygget med et let og luftigt bæresystem, som sikrer afstand mellem mesh og rygsæk. Balancen mellem afstand til ryggen, og det at vægten ikke kommer for langt fra ryggen, spiller rigtig godt sammen. Ryglængden er ikke justerbar, men Exos fås i tre ryglængder, så det burde være til at finde en, der passer dig.

Hoftebæltet er meget kort og let, men sikrer overraskende nok en god støtte og giver en fin fordeling af vægt ned til hofterne. Jeg var ellers meget nervøs for det nye hoftebælte, som er noget kortere end på de tidligere udgaver og uden lommer, hvilket den tidligere model havde.

Selve materialet i skulderstropper og hoftebæltet virker kraftige og giver en uovertruffen ventilation i forhold til mere gængse løsninger. Jeg savner lommer på hoftebæltet, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke synes, at den nye Exos 48 er så tydelig en forbedring af den gamle.

Det betyder dog ikke, at den nye model er dårlig på nogen måde, men jeg forstår ikke grunden til, at man skærer nogle detaljer fra og ikke forbedrer mere end lidt kraftigere materialer og andre smådetaljer.

Hvad kan den bruges til?
Exos 48 er en fin, rummelig rygsæk, som passer godt til mange typer ture. Det er især oplagt at bruge den til hytte til hytte-tur, vandring på Caminoen eller andre ture i varmere klima. Jeg har også brugt rygsækken til weekendture og shelterture herhjemme i Skandinavien, og er du god til at pakke let, kan den også sagtens bruges til længere ture.

Rygsækkens bæresystem er ikke lavet til meget vægt, og der skal efter min mening ikke mere end 10 kilo i rygsækken, da det ellers ikke bliver en komfortabel oplevelse. Køber man en letvægtsrygsæk, giver det heller ikke mening at putte mere i, og jeg har selv kunnet pakke Exos 48 med en totalvægt på 9 kilo til en weekend med alt udstyr inklusiv brænder, mad, tøj, Telt og sovegrej.

Oplevelsen af at have rygsækken på ligger til topkarakter, men selve brugsfladen kunne forbedres en smule med lommer på hoftebæltet, og hvis begge toplåg var aftagelige eller kunne gemmes væk.

Jeg kan godt forstå, at de mange detaljer og det avancerede bæresystem koster, og man får uden tvivl kvalitet for pengene i en rygsæk, der kan bruges til en bred vifte af eventyr.

Osprey

Exos 48
Pris: 1.499,-

Bedømmelsen

Ønsker du en rygsæk til let oppakning med uovertruffen ventilation, så er Exos 48 et godt valg. Rygsækken har en god pasform mod ryggen, en god fordeling af vægt til hoftebæltet og gode stropper, som til sammen giver en fantastisk komfort. Luft kan nemt cirkulere gennem det åbne bæresystem, så der er ingen undskyldning for ikke at komme sydpå eller ud i sommervarmen og vandre.

8/10: Produktet fortjener applaus
Ventileret ryg, god fordeling af vægt, komfortable skulderstropper, lav vægt, kraftige materialer i forhold til letvægt, rummelige elastiske sidelommer med to indgange, mulighed for at fjerne ydre toplåg, stropper til Vandrestave
Ingen regnslag, ekstra låg kan ikke gemmes væk, ingen lommer på hoftebæltet

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Osprey Exos 48
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Osprey Exos 48 ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.