Udstyrstest

Osprey Xenith 75

Let sværvægter rygsæk

Skrevet af: Rasmus Simonsen
Den 09. jun 2023
Læst af: 8766
Karakter fra test

Osprey har altid haft fokus på rygsække, der sidder godt, og Xenith 75 er ingen undtagelse. Derudover har den en masse gode egenskaber og lækre detaljer, der gør den til et glimrende valg til trekkingturen.

Osprey startede, da en gut i Californien begyndte at skræddersy rygsække, så de passede perfekt til brugeren. I dag kan Ospreys store rygsække tilpasses på flere måder: Man kan varme hoftebæltet, så det formstøbes efter dine hofter, og det er muligt at få forskellige størrelser rygsække samt præcis finjustering af ryglængden. Osprey Pack Sizer™ er en app, som gør det muligt at finde størrelsen, der passer lige dig. Jeg har prøvet den, og den virker ganske fint. Den er især god, hvis man er tvivl om ens størrelse, eller hvis man køber på nettet. Hoftebæltet er for øvrigt formbøjet, så man kan godt bruge rygsækken uden at varme det.

Osprey Xenith 75
Anmeldelsen

Vild med silikonedetalje

Xenith (Xena til dame) er Ospreys største rygsækserie, som er lavet til tunge, lange treks. Xenith består af Bioform-skum, som er kraftigere end lillebroderen Aethers Isoform. Rygsækken er lavet til at kunne fyldes op med meget vægt, og den er super behagelig at gå med, også selvom man ikke er så polstret på sidebenene. Med tidligere modeller har jeg oplevet en trykken på lænden, men det er der slet ikke i den her. Ventilationen på hofterne, skulder og ryg er fin, men den sidder noget tættere til ryggen end for eksempel Aether og er derfor mindre ventilerende. En detalje på rygdelen er nogle tynde silikonestreger, der hjælper med at holde rygsækken på plads, så den ikke hopper op og ned og generer ryggen. Utroligt, hvor lidt der skal til, for at rygsækken fuldstændig følger ryggen, og ikke hopper op og ned. Det er en detalje, jeg er helt vild med.

Utallige egenskaber

Selvom Xenith er lavet til at bære fult læs, så vejer den kun 2,33 kilo, hvor mange andre rygsække i den samme klasse vejer over tre kilo. Selvom den er lettere, så er der brugt et kraftigt ydermateriale i forhold til andre Osprey-rygsække, som ofte bygger på letvægt. Osprey har et mål med altid at sænke vægten på deres spænder og samtidig øge styrken. Det ses tydeligt på Xeniths spænder, som ikke er særlig store, men de er bestemt stærke.
Xenith har utallige egenskaber. Heriblandt to sidelommer på hoftebæltet, to elastiske sidelommer, to frontlommer, to toplågslommer, to sideindgange til hovedrummet, to isøkseholdere, Stow-on-the-go vandrestavsholder og meget mere. Der er ikke én funktion, man savner, men en masse ekstra goder man måske ikke vidste, man manglede.
Låget kan laves om til bæltetaske, som fungerer fint, hvis man har behov for at smide rygsækken og lige have et par enkelte ting med. En anden detalje er at rummet til vandreservoir sidder uden på rygsækken, hvilket gør det ekstremt nemt i forhold til andre rygsække, der har rummet inde i.

Klar til eventyr

Xenith er lidt anderledes end andre rygsække med åbning fra hver side ind til hovedrummet og sidelommer ude på fronten af rygsækken. Åbningerne virker fint nok, men når rygsækken ligger ned, kan man kun åbne en indgang, som ikke er så bred, som en frontåbning normalt er. ’Sidelommerne’ foran gør det derimod nemt at få tingene ind og ud fremfor de ofte lidt besværlige sidelommer. Der er rig mulighed for kompression med utallige stropper. Nogle stropper har jeg dog slet ikke brugt, så det kan også blive for mange, selvom det er rart at have muligheden.

Xenith fås i en 88 og 105 liters version og dameversionen, Xena, fås i en 70 og 85 liters version. Det er en virkelig god rygsæk, og så snart man får den fyldt op og tager den på ryggen, føler man sig klar på hvilket som helst eventyr. I forhold til pris, så ligger Xenith i samme prisklasse som andre i samme størrelse, hvilket er meget tiltrækkende med en så gennemarbejdet rygsæk.

Osprey

Xenith 75
Pris: 2.299,-

Bedømmelsen

Xenith er Ospreys topmodel inden for store rygsække lavet til tungt gods med meget fin tilpasning til brugeren. Når man får rygsækken på ryggen, føler man sig klar på alverdens eventyr, hvad end det så er vandreturen eller den helt store ekspedition.

9/10: Wow, vi er imponerede
Solid, godt bæresystem, let, silikonestreger på rygpanelet, udvendig vandreservoir-lomme, utallige egenskaber
Regnslag er eksklusiv, sideindgange vs. frontindgang, mange stropper

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Osprey Xenith 75
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Osprey Xenith 75 ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.
An Error Occurred: Whoops, looks like something went wrong.

Sorry, there was a problem we could not recover from.

The server returned a "500 - Whoops, looks like something went wrong."

Help me resolve this