5.11 PC3.300

Da jeg først fik lommelygten PC3.300 fra 5.11 i hånden var min første opservation at den var utrolig let. Det fik mig straks til at tvivle på kvaliteten. De næste ugers test af lygten skulle komme til at afsløre om min tvivl ville blive gjort til skamme. Selv om lygten er afhængig af en oplader og specialbatterier, så den ikke egner sig optimalt til længere ture, hvor du ikke kommer til en stikkontakt.


Nu er PC3.300 ikke bare endnu en ganske almindelig diodelygte. Den store styrke er her. at den kan lades op på 90 sekunder. Og det er uanset om det sker hjemme eller via bilens 12v udtag. Lygten indeholder ikke batterier men drives af FlashPoint® Power Technology, der er en teknologi, som baserer sig på kondensatorer. Den skulle kunne lades 50.000 gange eller en gang om dagen i 135 år.

Når PC3.300 placeres i holderen begynder en blå diode at blinke for at indikerer at opladningen er i gang. Nu kan man simpelthen ikke lade være med at se, hvordan dioden straks begynder at blinke hurtigere og hurtigere for snart efter bare at lyse blåt. Det betyder at lygten allerede er opladet. Og ganske rigtigt, er der kun gået omkring halvandet minut – imponerende..

Du kan indstille lygten på to niveauer – 70 og 200 lumens. En opladning giver omkring 45 minutter på 70 lumens eller 13 minutter på 200 lumens. I begge tilfælde får du ekstra 15 minutters reservebelysning på 20 lumens. Lygten vejer knap 300 gram og er godt 22 centimeter lang, og lyset kommer fra tre effektive dioder.

Der følger en oplader med PC3.300 som både kan bruges i bilens 12V udtag og hjemme i 230V stikket. Under opladning sidder lygten i en holder som evt. kan monteres på en væg, eller i bilen. Lygten fastholdes i holderen af kraftige magneter, så det er let at sætte den i og tage den igen, og samtidigt holdes lygten rigtigt godt på plads.

Lyskeglen fra de tre dioder minder lidt om en blomst med store runde kronblade. Lyset er hvidt med et meget kraftigt center og et ret stort område med mindre kraftigt randlys. Det virker rigtigt godt og man kan både se detaljer klart i centerlyset, og når der er rigtigt mørkt gør rendlyset det nemt at orienterer sig. Det er også dette lygten er bedst til, nemlig at oplyse større områder, men det er desværre ikke muligt at indstille på lygtens lyskegle, som på mange andre stavlygter.

Hvorfor er det, at man forbinder tyngde med kvalitet. PC3.300 lyser meget bedre end min 2-cells Maglight og vejer blot en brøkdel. Faktisk er det kun som knippel, at jeg tror at Maglighten vil have en fordel i forhold til denne lygte.

Ingen af dem egner sig til en vandretur, men skal du derimod finde tabte nøgler eller sikringsskabet i den mørklagte kælder så er PC3.300 den helt rigtige følgesvend. Og skal du lige se, hvad det var, der knækkede grenen der ude i mørket så er det svært for en luskepeter at gemme sig, når natten gennemskæres af PC3.300’s lyskegle. Desværre holder en opladning kun i 45 minutter, og du ikke har mulighed for at skifte batterier, og derfor er det ikke en lygte, der egner sig til længere ture i vildmarken.

Opdag Verden // Mikkel Krøyer, onsdag, 31 august 2011, hits: 5359