Udstyrstest

Royal Robbins Global Expedition II S/S

Skjorte til varmt vejr

Skrevet af: Rasmus Simonsen
Den 22. jun 2022
Læst af: 3867

Det er måske ikke alle, der kender til mærket Royal Robbins, men kender du lidt til klatring, så ved du, at navnet stammer fra en tidligere stor amerikansk bjergbestiger og klatrer. Mærket blev grundlagt af ham selv og hans kone i 1968, og det har siden da udviklet sig til et stort mærke med fokus på funktionelt tøj.

Global Expediton II S/S er en kortærmet Skjorte, hvor fokus er på at være let og hurtigttørrende, så den er ideel til varme klimaer. Materialet er 100% genanvendt polyester, er Bluesign®-certificeret og har antikrøl-effekt; vask efter vask er det muligt at tage skjorten på, uden at den får den mindste rynke. Materialet er desuden behandlet med en fluorcarbonfri plet-afvisende teknologi, HeiQ® Stain Away technology.

Skjorten har to brystlommer med trykknap, to skjulte lynlåslommer og en

solbrille-lomme, hvor solbrillen bliver, hvor den skal være, da den højre brystlomme er delt i mindre rum; en helt enkel, funktionel løsning, der virker i praksis.

Alle disse funktioner passer rigtig godt til rejsebrug, hvor det giver god mening at kunne gemme penge eller lignende samt altid at have solbrillerne inden for rækkevidde.

Royal Robbins Global Expedition II S/S
Anmeldelsen

God solbeskyttelse

Der er ventilation på ryggen, og i skjortens øverste del er der anvendt et åndbart netmateriale og en temperaturregulerende teknologi, HeiQ Smart Temp, der virker kølende, når pulsen eller temperaturen stiger. Det materiale sidder dog kun i nakken og på bagsiden af enkelte lommer, så efter min mening er det ikke den helt store effekt, det giver, da det jo også er ekstra tykkelse og materiale.

Men noget, der giver rigtig god mening, er materialets høje beskyttelse mod sol. Skjorten har en UPF40+, hvilket er i den høje ende og giver god beskyttelse.

Når vi snakker beklædning, så er pasform og følelsen af at have tøjet på det absolut vigtigste. Materialernes egenskaber er gode, hvad angår svedtransport og beskyttelse mod sol, men materialet er ikke strækbart, og det savner jeg virkelig ved aktivt brug.

Til mere afslappende brug er pasformen fin, men når det nu er en Skjorte, man typisk vil bruge til at være aktiv i, så mangler jeg, primært under armene, mere bevægelsesfrihed.

Kigger vi blot på funktionalitet, egenskaber og pris, så er Global Expedition II S/S en gennemarbejdet Skjorte, men pasformen kunne være bedre. Skjorten lever dog helt generelt fuldt ud op til et typisk Royal Robbins-produkt: det er teknisk og meget funktionel beklædning, der ligner hverdagstøj, hvilket gør det velegnet til rejser og ferie.

Royal Robbins

Global Expedition II S/S
Pris: 549,-

Bedømmelsen

Let, hurtigtørrende herreskjorte i et materiale, der også føles let og luftig i varmt vejr. Skjorten har flere gode detaljer, men vi savner en bedre og mere fleksibel pasform.

6/10: Godt produkt, plads til forbedringer
Pris, genanvendt materiale, Bluesign®-certificering, svedtransporterende, to skjulte lynlåslommer, to knaplommer, lomme til Solbriller, UPF40+
Pasform, ikke noget strækbart materiale

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på Royal Robbins Global Expedition II S/S
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på Royal Robbins Global Expedition II S/S ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.