Teva Riva Leather eVent

Vandtæt, åndbar og lækker

Ved første øjekast er Tevas Riva Leather en meget rå sko, der virkelig udstråler vandrebrug. Detaljer som eVent-membran, Shoc Pad støddæmpning i hælen, Vibram-sål og et ydermaterialet i fuld læder sætter da også forventningerne til en ny bedste ven på vandrestien.

For at finde ud af, om Riva Leather kan leve op til forventningerne, har vi testet den både med og uden rygsæk og i forskelligt terræn. Skoen klarede alt fra almindelige skovstier, til at gå forcere krat og stå fast på store, glatte sten, og jeg sidder endda tilbage med en fornemmelse af, at skoen kan klare endnu mere. Med tungere dagstursrygsæk på ryggen var der stadig god støtte, og fødderne blev ikke ømme til trods for belastningen.

Pasform på en sko er naturligvis personlig sag, men Riva Leather sad rigtig godt på mig. Selvom det er en relativ bred sko, så får man ikke en fornemmelse af at ’svømme’ i skoen, og den slutter godt til om anklen. Derfor føles skoen heller ikke tung på trods af de cirka 990 gram. Snuden på skoen er lavet i et forstærket gummi, der beskytter læderet på forfoden

Man skal dog være opmærksom på, at skoens overdel er lavet i fuld læder, hvorfor det tager lidt tid at den gå til. Jeg skulle selv bruge en del ture på at få flappen omkring den øverste del af forfoden til at blive lidt blødere, da den generede en smule i starten. Men herefter sidder skoen som støbt til min fod.

I forhold til vandtæthed og åndbarhed er jeg meget imponeret. Læderet og eVent-membranen var yderst vandafvisende – selv efter længere tid med regn og fugt. Når der sættes en vandtæt membran i en støvle eller sko, begrænser det ofte åndbarheden, og foden kommer til at føles meget indelukket. I min test har jeg virkelig gået åndbarheden efter, og gennem flere dage har jeg brugt skoen indendørs, men resultatet er altså en sko med imponerende ventilation. Måske skyldes det eVent-membranens gode åndbarhed eller læderets gode kvalitet, men der skal rigtig meget til, før fødderne begynder at koge.

Alt i alt en rigtig god sko til lettere vandring i de fleste sæsoner og til forskelligt vejr og terræn. Skoens udseende lægger ikke op til hverdagsbrug, og den kraftige sål virker også lidt voldsom til den form for brug. Men som vandresko er den ideel og præsterer i topklasse.

Rasmus Simonsen, torsdag, 07 juni 2012, hits: 8429