Udstyrstest

TLT SNU -13

Varm og komfortabel fibersovepose

Skrevet af: Selina Krogh Tuxen
Den 27. mar 2025
Læst af: 185
Karakter fra test

En god nattesøvn er en af forudsætningerne for en god tur, og her er en tilstrækkelig varm Sovepose et vigtigt element. Tur i vinterhalvåret eller til kolde steder kræver lidt ekstra af sovegrejet – det har SNU -13 fra danske TLT.

TLT SNU -13
Anmeldelsen

SNU -13 er en fibersovepose med en komforttemperatur ned til -6 grader for kvinder og -13 grader for mænd. Sidstnævnte er komforttemperaturen, som soveposen er opkaldt efter; noget, de fleste producenter gør. Den er altså perfekt til den danske vinter, hvor det sjældent bliver koldere end det, og den er også velegnet til f.eks. fjeldet om sommeren og i ydersæsonerne. Jeg har testet soveposen i det danske efterår og under et par vinterdage med sne og frost, hvor termometeret sneg sig ned på -5 grader. Soveposen klarede det over forventning.

Jeg har tendens til at sove koldt og skal normalt lægge et par grader til soveposers temperaturangivelse, for at jeg kan være sikker på at få en god og tilstrækkelig varm nattesøvn. Med soveposen her oplevede jeg ingen problemer med at holde varmen og vågnede frisk og veludhvilet næste morgen. Vi har testet posen i størrelsen regular, som passer personer med en højde op til 185 cm. Den fås også i både en short og en long version. Vægten af soveposen i størrelse regular er 1.630 gram.

Falder perfekt om skuldrene

En virkelig god feature ved soveposen er den flade varmekrave, som er helt uden snører. Den manglende mulighed for at kunne snøre kraven til og lukke posen helt tæt nede om skuldrene gav ellers anledning til skepsis ved første øjekast, men helt som foreskrevet falder kraven perfekt ned om skuldrene og holder på varmen nede i posen. Soveposen har en hætte og en ikke-elastisk snor, der giver mulighed for indsnøring om hovedet og ved halsen. Den store varmekrave giver dog mulighed for at undlade det, hvis man, ligesom jeg, ikke kan lide fornemmelsen af at være snøret helt til. Og man kan stadig holde varmen. Det er et stort plus.

Selv i temperaturer over frysepunktet fungerer SNU -13 okay. Tovejslynlåsen gør det muligt at ventilere i benenden, men er dog ikke i fuld længde, og det er derfor ikke muligt med udluftning direkte til fødderne. Et minus er, at lynlåsskyderen i benenden ikke er dobbeltsidet og derfor ikke kan åbnes indefra, men kun udefra. Det ville ellers være en god feature at kunne åbne soveposen i bunden indefra i stedet for at være nødt til at pakke sig ud, række armene ud af posen og åbne lynlåsen udefra for at få udluftning ved benene. Hele vejen langs indersiden af lynlåsen er der ekstra isolering, som forhindrer, at der opstår en kuldebro. Lynlåsen er desuden syet med et kantbånd på hver side, som giver afstand mellem lynlåsen og soveposens inderstof og forhindrer det helt store irritationsmoment – og ødelagt materiale – det kan medføre, hvis inderstoffet sætter sig fast i lynlåsens tænder.

Solide materialer og gode features

Soveposen er mumieformet, men har god bredde omkring skuldre og overkrop, så det er muligt at bevæge armene og vende sig rundt inde i posen, uden at det føles klaustrofobisk eller krampagtigt. Det kan være rart, hvis man som jeg bevæger sig meget om natten. Omvendt kan det trække ned for andre, der ikke har brug for lige så meget plads til at bevæge sig rundt på, da det selvfølgelig koster på både volumen og vægt. I betragtning af, at det er Sovepose til vinterbrug, klarer den sig dog ganske okay på både pakkevolumen og vægt i forhold til temperatur-rating. Til sidst skal det nævnes, at soveposen har en ekstra feature i form af en lille lomme øverst på indersiden til f.eks. en mobiltelefon eller powerbank, som ikke har godt af kulden og derfor meget belejligt kan opbevares her.

Soveposen er syet i let 20D genanvendt nylon og ydermaterialet er med ripstop, der giver god holdbarhed. Fiberfyldet er Alphaloft PRO Wave, som er genanvendt polyester, og det giver en umiddelbar fornemmelse af en dejlig fyldig, varm sovepose, som vores test også bekræfter, at det er. Da fiber ikke kan komprimeres så meget, som dun kan, har soveposen en relativt større pakkevolumen end en dunsovepose med samme temperatur-rating. Den kommer med en vandtæt pakpose med rullelukning, der fungerer godt, og det er nemt at komprimere soveposen til en anstændig størrelse, der er til at have i rygsækken. Med til posen følger også en opbevaringspose, som er særlig vigtig at anvende, når posen ikke er med på tur, for at der er luft omkring fibrene, og man undgår, at de klumper sammen, hvorved der over tid kan opstå kuldebroer og mistet isoleringsevne. Et sidste, og yderst positivt element ved SNU -13, er den lave pris.

TLT

SNU-13
Pris: 1.799 kr.,-

Bedømmelsen

Der findes ikke mange vintersoveposer med tilsvarende temperaturangivelser til så lav en pris. Så kan det godt være, at det koster lidt på andre parametre, men det giver mulighed for at komme af sted på eventyr i vinterhalvåret og i frostgrader til relativt få penge.  Alt i alt har vi at gøre med en god vintersovepose til prisen. 

8/10: Produktet fortjener applaus
God, fyldig isoleringsevne, varmekrave der fungerer, virkelig god pris for en vintersovepose, bred pasform og god bevægelsesfrihed
Lidt høj pakkevolumen og vægt

Karakterskala

1: Skandale. Skulle aldrig være lavet
2: Ringe. Øv!
3: Dumpet. Sløjt og sjusket
4: Bestået, men kun lige
5: Udmærket, men også kun det
6: Godt produkt, plads til forbedringer
7: Gennemarbejdet og lækkert
8: Produktet fortjener applaus
9: Wow, vi er imponerede
10: Perfekt. Det bliver ikke bedre!

Få 10% medlemsrabat hos Friluftsland & Eventyrsport

Udstyret her er udvalgt i samarbejde med grejeksperter fra Friluftsland og Eventyrsport. Partnerskabet sikrer, at du som medlem af Opdag Verden får 10 % rabat på alle ikke-nedsatte varer + medlemstilbud på særligt udvalgte produkter.

Partnerlogoer
Log ind og se rabatkoden på TLT SNU -13
Er du allerede medlem kan du se rabatkoden på TLT SNU -13 ved at logge ind. Derefter vises koden i denne boks.

© 2020 Opdag Verden ApS

Betalingskortlogoer
Vil du gerne på flere vandreture?