Yeti Passion One

Yeti Passion One

Verdens letteste sovepose - Der er god grund til at spærre øjnene op, når blikket falder på verdens mindste sovepose. Yeti Passion One er særdeles multianvendelig, vejer blot 318 gram inklusiv pakpose og fylder absolut minimalt. Når øjnene igen lukkes, garanterer markedets bedste dun søde drømme.

Yeti Passion One er en sovepose, der er håndlavet i Tyskland, og som stort set alle vil kunne bruge. Med sine 318 gram inklusiv pakpose er der tale om intet mindre end verdens letteste sovepose – en sommersovepose med komforttemperatur på 10-15 plusgrader. Vi ville dog teste den under lidt hårdere forhold og pakkede den derfor i rygsækken under en vandretur i Island, hvor temperaturerne om natten lå et par grader over frydepunktet. Derudover har vi brugt den i en uge i telt i juli i Danmark.

Vores testperson fryser ikke nemt om natten og har det ofte varmt, men han oplevede, at soveposen fint kunne klare mellem 5 og 10 grader, og med et sæt uldundertøj og en hue gik det helt fint et par grader over frysepunktet. Det er også smertegrænsen, og er du normalt kuldskær, skal du nok lægge et par grader oven i. Men soveposen kan faktisk mere, end den lover, hvad angår temperatur.

Yeti Passion One er lavet af markedets bedste dun (97 % gåsedun 900+) og et ekstremt let ydermateriale og den kombination gør den voldsomt let og vildsomt lille. Dunene giver ekstrem høj varme i forhold til vægt og volume – en fibersovepose med de samme kvaliteter fylder og vejer snildt to-tre gange så meget.

Den helt store force ved soveposen er multianvendeligheden. Den kan bruges i flyet, bussen og toget, da den er så lille, den sagtens passer ned i håndbagagen. Den er også fin i lejren, når du sidder uden for teltet og spiser aftensmad på en kølig aften, eller endda som ekstrasovepose, du kan putte ned i din 3-sæsonssovepose. Yeti Passion One fylder praktisk talt ingenting og er derfor også ideel til rejsen, hvor man normalt fravælger en sovepose.

Yeti Passion One
Opdag Verden // Troels Matz, fredag, 28 maj 2010, hits: 10981