Grej til dagsturen

Fif til det rigtige udstyr

Gennem årene har vi stiftet bekendtskab med RIGTIG meget grej, som er blevet pryglet igennem på alverdens ture rundt om på kloden. Vi ved, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Her har du nogle gode råd til, hvad du skal kigge efter til vandreture, hvor du kun skal bære dagsturrygsæk.

DSC_9898.jpg
Opdateret den 13. dec 2021
Læst af: 11585

Gennem årene har vi stiftet bekendtskab med RIGTIG meget grej, som er blevet pryglet igennem på alverdens ture rundt om på kloden. Vi ved, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Her har du nogle gode råd til, hvad du skal kigge efter til vandreture, hvor du kun skal bære dagsturrygsæk.

1) Rygsækken

Rygsække på 30-40 liter burde være rigeligt til de fleste dagsture. Når du skal vælge en rygsæk, er det først og fremmest vigtigt, at den sidder godt på din ryg, og her er der ikke andet for end bare at prøve sig frem. Den bør have hoftepuder, så du aflaster dine skuldre og ryg. Næste skridt er at udvælge den rygsæk, som har de nødvendige detaljer – her er nogle af de ting, jeg altid ville kigge efter: Store sidelommer til drikkeflasker og termodunk, indgang til bunden (da det er rigtig rart, at have hurtig adgang til fx førstehjælpskit) samt stort toplåg med plads til snacks, kamera, Hue eller andet, som du løbende kan få brug for. Desuden ville jeg altid vælge en rygsæk med en elastisk yderlomme, hvor du kan opbevare et par sandaler, solcreme og lokumsrullen.

2) ’Værktøjskassen’

 

 MAS4735Jeg har altid en drybag med, hvor jeg har lidt værktøj og andet habengut, som man kunne få brug for, hvis uheldet er ude. Fast inventar i min værktøjskasse er kompas, Leatherman, pandelamper (yes, jeg har altid en backup med samt ekstra batterier), sportstape (kan bruges til at reparere meget grej med og til at forebygge vabler, og så kan du tape en forstuvet/svag ankel op), ekstra snørebånd, frysepose med ildstål, tændstikker, optændingstræ (birkebark eller lignende) samt en stump stearinlys (ja, jeg ved godt, at det er snyd, men hvis lokummet brænder, så skal du nok få bygget et bål op, hvis du har en lille rest af stearinlys). Tænk over, hvad du har brug for på din tur og pak din egen værktøjspose, der passer til forholdene.

3) Vandrestave

Ja, jeg har stort set altid Vandrestave med, og det er der masser af gode grunde til: Ekstra teltstang, krykke, aflaster og så videre. På side 58-59 kan du få 10 gode grunde til, hvorfor du skal tage Vandrestave med på din næste tur.

4) Vandrebukser

Det kommer an på forholdene, men jeg synes, et par zip-off-pants er guld værd. På den måde har du både et par shorts og et par lange Bukser. Du holder vægten nede, fordi du ikke slæber på begge dele, og så er det oftest let at tage underdelen af/på, så du slipper for at skulle smide bukserne helt, når du skifter. Og så skal dine Vandrebukser selvfølgelig også være behagelige at have på og helst også kunne klare nogle tæsk. Jeg ville altid vælge et par Bukser, der er vindtætte og vandafvisende, så du kan beskytte stængerne mod vind og vejr.

5) Halsedisse

Endnu en ting, jeg aldrig ville tage af sted uden. Der findes et utal af forskellige modeller. Jeg foretrækker uld, da isoleringsevnen er i top, og at den stadig er åndbar og blød. Når man er ude på vandrestierne, og forårssolen bager, er det ikke altid, man lægger mærke til vinden. Jeg ville derfor altid gå med mit halsrør – også selvom jeg går rundt i shorts og korte ærmer. Det kan redde dig fra ondt i halsen eller i værste fald en halsbetændelse. Og så synes jeg også, at det er rigtig smart, at du kan bruge den som Hue, balaklava, pandebånd og meget andet. Det er en rigtig god investering.

6) Uldundertøj

Tja, jeg ved godt, at jeg har sagt det før, og jeg skal nok forsøge at lade være med at prædike, men uld er altså bare mit favoritvalg, når det kommer til det inderste lag. Uldboxershorts, en uldtrøje og/eller t-shirt samt et par uldunderbukser, hvis det er koldt, er efter min mening uundværlige på enhver tur.

7) Førstehjælpskasse

 MAS4738Man har ansvar for egen sikkerhed, og man bør derfor altid sikre sig, at der er førstehjælpsudstyr med på en tur – selv på korte ture kan man pludselig få brug for at blive lappet sammen, og så er det altså rart at vide, at man har det nødvendige med. Jeg kan kun anbefale at pakke sit førstehjælpsgrej i en drybag eller lignende. Så ved du, at selvom regnen hamrer ned, er dit førstehjælpkit altid tørt og beskyttet. Du kan købe flere forskellige førstehjælpspakker, og der medfølger oftest både saks, pincet, alskens plaster og bandage og renseservietter. Men jeg vil anbefale at købe lidt Micropore papirtape (også kaldet englehud), klorhexidin rense-gel, folietæppe samt nogle sommerfugle-plastre, så du kan lime en rift eller flænge. Måske kan det virke som overkill, men du bliver altså glad for det, hvis du en dag står med et flækket øjenbryn.

8) Skaltøjet

Det er altid en god idé at medbringe regn- eller skaltøj, som kan beskytte mod vind og regn. Hvis forholdene er meget stabile, kan man overveje ikke at medbringe regnbukser, men jeg ville altid medbringe min skaljakke – eller som minimum en windbreaker, hvis du er sikker på, at der ikke falder nedbør. Husk at forholdene ændrer sig hurtigt i bjergene, så vær hellere på den sikre side.

9) Ordentligt fodtøj

Hvilket terræn skal du gå i? Skal du gå på veltrampede stier, så kan et par gode vandresko sikkert være tilstrækkeligt. Men er du i tvivl, ville jeg altid vælge et par gode vandrestøvler, der giver støtte til fod og ankel. Du kan jo overveje at tage et par sko med i rygsækken, og så kan du skifte undervejs, hvis terrænet er til det.

Andre spændende artikler


Grej du med god grund altid finder på hylderne

Grej du med god grund altid finder på hylderne

Hvordan forbereder man sig bedst muligt til en vandretur syd på?

Hvordan forbereder man sig bedst muligt til en vandretur syd på?

Vandring på Heksestien gennem Harzen

Vandring på Heksestien gennem Harzen