Højt til himlen på Skye Trail

Med langsomme skridt er vi på vej op på Bla Bheinn efter at have overnattet i en gammel, forladt fiskerhytte på stranden i baggrunden. Hytten er lavet om til en bothy, som er steder, hvor vandrere kan overnatte.

På toppen med chokolade
Vores tredje dag står på kystvandring i højder mellem 100 og 300 meter langs klippekanten ind mod det skotske højland. Her er højmose, får og solskin.

Dagen går let.

Det rullende landskab, havets nærhed og det at gå steder, hvor få andre mennesker går, giver en følelse af frihed og eventyr. Jeg føler mig forbundet med landskabet og historien.

Vi når hurtigt frem til lille, hyggelige Portree; en traditionsrig fiskerby med gamle stenhuse og et klassisk havneområde. Vi får købt forsyninger, spist lækker seafood, smagt lidt på den lokalt bryggede Skye øl og slår teltene op ved havet inde i byen, hvor vi går glade og velforsynede til køjs.

Skye Trail har en enkelt lidt kedelig, flad strækning på asfalt, og den springer vi over og tager i stedet en lokal bus til Sligachan; en kort tur på 10-15 min. Nu vandrer vi smukt langs floden i dalen med høje munroes, skotske bjerge på over 3000 fod, på hver side.

Især de mørke Cuilin-bjerge virker både dragende og skræmmende på én gang. Det er igen en lettere dag med flad vandring, men til en forandring går vi på en rigtig sti. Det er fint, for vi lader op til turens sidste styrkeprøve.

Vi ender dagen ude ved havet for foden af Bla Bheinn ved en nylavet bothy, som er en skotsk form for shelter, hvor gamle huse er lavet om til sove- og opholdssteder for vandrere. Vi hygger, spiller kort, spiser, læser skotske outdoormagasiner, drømmer om udstyr, taler om ture og alt muligt andet. Naturen skaber bare rum for mennesker at mødes i.

Vandring i høj solskin langs kysten mod Portree med udsigt til det skotske højland inde på fastlandet. Vi gør mange små stop undervejs. Står bare stille, eller i sagte samtale, og beundrer.

Sammenhæng og mening
Næste dag er vi tidligt af sted. En enkelt i gruppen har lidt knæproblemer, så han vælger at gå den nemmere alternative rute ved siden af bjerget. Resten af os går op langs en bjergkam, som fører mod toppen. 1000 højdemeter i et stræk.

Vinden er blæst op, og en stor havørn glider forbi os. Den holder sig svævende der i flere minutter, hilser pænt på og funderer nok over, hvad de mærkelige bjerggeder dog har gang i?

Vi går stødt og roligt mod toppen. Tager vores pauser undervejs. Nyder udsigten, som den langsomt udfolder og udvider sig til alle sider. Pludselig er vi på den første af to parallelle toppe. Efter en lille nedklatring, som guidebogen gør til et større problem, men som vi alle er enige om, ikke var noget at skrive hjem om, når vi toppen. Det bliver fejret med chokolade og vand, som det meste nu engang fejres, når man er på vandretur.

Vi begynder nedstigningen og spiser frokost i læ og solskin ved et lille vandløb. Den der følelse at have været på tur og oplevet naturen sniger sig ind. Den stille, men store, indre jubel. Naturen, som er stor, smuk og eventyrlig. På sin vis kan man sige det er en guddommelig følelse – uden at det er noget religiøst.

Det er følelsen af uendelighed og evighed. Af sammenhæng og mening.

Vi fortsætter for til sidst at slå lejr tæt ved nogle gamle ruiner, som er så klassiske i det skotske højland. Stenhuse midt i ingenting virker det til. Hvordan har folk dog levet her før i tiden? Et hårdt liv med får og køer, landbrug og fiskeri, blæst, regn og hårde tider; men nok også en simpel lykke over at leve i og af naturen. At hænderne kan skabe det, man lever af.

Vandringen, naturen, livet
Vandring på steder som her skaber historier i ens fantasi, og man mindes om, hvor langt vi egentlig er fra vores ophav i hverdagen. Hvor indpakkede vi er. Hvor fremmedgjorte vi er over, hvor maden kommer fra. Hvordan naturens gang kan påvirke os.

Vandring med Telt og rygsæk minder én lidt om alt det. Om den simple glæde ved at lave varm mad eller at kunne krybe i ly for regnen. Den samtale, man har med folk, mens fødderne taler deres eget sprog. Vandring kan nu noget. Den er både simpel og ligetil. Den giver velbehag, men kan også føre til refleksion, samtale, tavshed og en form for ærefrygt og betagelse af naturen og menneskets væsen.

Så der ligger vi med havudsigt og rødlig solnedgang, inden vi mætte går i seng. Og her kan man så ligge i sin varme seng, høre fårene gå rundt og snakke udenfor, åbne op så man kan se solnedgangen over havet og tænke bare lidt over livet, lykken, meningen og alt det store og små, som vandringen har at byde på.

Til tops på 1000 meter-bjerget Bla Bheinn med en af Skotlands smukkeste udsigter. Evighedens landskab folder sig ud for vores syn.

Går af sig selv
Den sidste dag går vi langs kysten med får, køer og havets stille skvulp som baggrundsmusik. Vi går i højt humør og nyder dagens rolige terræn. Snakker om minder og planer, om fortid og fremtid. Tiden flyver, eller går af sig selv, og til sidst ender vi i Broadford, hvor vi selvfølgelig slutter turen på behørig vis med fish & chips i kæmpe portioner.

Vi indlogerer os på et lokalt vandrehjem, skyller skidtet, sveden og de andre fysiske minder, som kroppen bærer rundt på fra ugen i himlen, væk. Nu er det kun de mentale minder, der er tilbage. Og de billeder, hvor kameraet forgæves har forsøgt at fange det hele, men dog fået lidt med; små stykker af himlen. Vi spiser og hygger, men sidder også bare stille og nyder et hus og det at være inde så meget mere, end man ellers gør i hverdagen.

Vandringen sætter ting i perspektiv og giver en anden glæde ved de ting, vi alle tager for givet i hverdagen. Og ja, så skal turen jo sluttes af med en god øl fra Skye-bryggerierne. Bla Bheinn, som vi var oppe på, har sin helt egen øl. Vi drikker bjerget ind, går til ro og næste dag går turen tilbage mod Edinburgh, hverdagen og livet.

Isle of Skye

Ordet “Skye” kommer fra det oldnordiske ”sky”, som specielt de tidligere norske tilflyttere bragte med sig. Isle of Skye måler 1665 km², og der bor lige under 10.000. Turisme, landbrug, fiskeri, destilleri og whiskyfremstilling er hovederhvervene.

Skye Trail fra nord til syd

Langt mod vest i Skotland ligger Isle of Skye; en ø på størrelse med Fyn, som har det meste af alt det fantastiske, som det skotske højland og landets kyst har at byde på – bjerge, klippekamme, spændende formationer, dale, grønne landskaber og kystklippekanter.

Skye Trail er 128 kilometer lang, lidt afhængig af hvilken rute man vælger, og da ruten kun er omkring 10 år gammel, er den stadig ret uopdaget. Det er en umarkeret sti, så man har brug for kort og vejbeskrivelse for at finde vej, og visse steder er der knap nok noget, man kan kalde en sti. Det er kun med til at gøre eventyret og følelsen af vildmark større.

Skye Trail snor sig fra nord til syd sig gennem alt dette. Fra kysten vandrer man hurtigt op på Trotternish Ridge, som snor sig 25 kilometer sydpå i 500-600 meters højde. Mod slutningen møder man ”The Old Man of Storr”; en ikonisk klippeformation, som drager folk til. Herfra går turen langs kysten. Snor sig op og ned på en sti, der knap er der. Langs smukke klippekanter og udsigter ind over fastlandet og det skotske højland. Man ender ved hovedbyen Portree til et velfortjent hvil og genforsyning.

Herefter går stien på mindre veje, til man når kysten igen og følger den til Sligachan, hvorfra turen fortsætter ind i vildnisset med den mest kendte skotske bjergkæde, The Cuilin Ridge på højre side. Senere dukker Bla Bhenin op på venstre hånd. Den skal forceres, før man følger kysten rundt og tilbage til Broadford.