tr?id=1356109654439775&ev=PageView&noscript=1 Alperne fra nord til syd  | Vandring | Østrig | Opdag Verden

Alperne fra nord til syd

På tur med Opdag Verden

3Søren Gudmann fortæller her om en vandretur med Opdag Verden; tværs over Alperne fra Sydtyskland til Østrig og Italien. En tur med høje tinder og gamle gletsjere, hyggelige hytter og vilde stenbukke, høj sol og skinnende regnbuer.

Dag 1: Fra sengen i Danmark til Alpehytten
Oberstdorf - Rappenseehütte

Frygteligt tidligt op. Med fly til München og tog til Oberstdorf, hvor vi møder dem, der har kørt selv. Det er en lidt hård dag, da vi først begynder at vandre ved 14-tiden og helst skal nå frem til hytten inden klokken 18. Gruppen består af 14 folk inklusive turlederen; 12 danskere, en færing og en nordmand, 9 mænd og fem kvinder i alderen 35-55 år.

Vi tager taxa til Alpe Eschbach for at få de første flade kilometer ordnet og herefter går det opad mod Rappenseehütte. Det er en hård start med en ret stejl opstigning efter nogle få opvarmningskilometer, men det er også rart at komme i gang efter at have siddet i fly og tog. Der er godt vandrevejr. Ikke for varmt, og vi går i skygge i skov. Senere kommer vi ud i det åbne. Her er frodigt og grønt. Dalene er dybe. Tinderne spidse. '

Vi holder en kort pause ved Enzian-hytten, der ligger med flot udsigt tilbage mod Oberstdorf. Det trækker op til regn og tordner lidt, men det driver over. Et par timer mere med en stejl stigning med zigzag-sti og vi er der. Det er en kæmpehytte, der ligger på vandrehovedvejen E5. Hytten ligger i 2091m højde og har plads til 300 mennesker, og her er rigtig mange mennesker. Ganske kaotisk.

Vi forlader heldigvis E5 i morgen og går vores egen specielle rute; godt at de andre hytter, vi kommer til, er hyggeligere og mindre befolkede. Her er der så fyldt, at vi må sidde ude og spise. Men på trods af at det er en sovefabrik, så fungerer tingene fint, og vi får en sovesal næsten for os selv. I alperne kalder man sovesalen for ’Matratzenlager’, og her ligger man ganske tæt, så det er godt, at vi allerede har en hyggelig stemning i gruppen.

5

På vej ned mod Steeg, hvor vi ser den store flok af stenbukke.

Dag 2: Vilde stenbukke & isdesserter
Rappenseehütte - Kienberg

Vi starter dagen med at vandre op ad en lille times tid; op til passet mellem Tyskland og Østrig. Nu er vi i et højalpint landskab med store stenblokke og sparsom bevoksning, hvor vi møder fire stenbukke, der fredeligt går og græsser. Flotte, muskuløse dyr. Vi forlader nu den noget trafikerede E5 langdistancerute og går af den væsentligt mindre besøgte rute 432 ned mod byen Steeg.

Der er en fantastisk flot og frodig dal og en lidt krævende sti. Et sted er stien ødelagt af et lille jordskred, og den alternative rute går gennem et krat af fyrretræer, hvor der dog har været én i gang med en motorsav for at rydde lidt. Noget af den sti er også skredet ud, så jeg monterer et reb, man kan holde i.

Undervejs ser vi yderligere en stor flok stenbukke, denne gang hunnerne med unger, nok 30 dyr. Fed oplevelse. Der er varmt i dag, og vi opsøger et skyggefuldt sted til en spisepause langs nogle fyrretræer, inden vi når Steeg og går ned til floden ad den gamle, nu lukkede, landevej, så vi undgår den nye, mere trafikerede vej.

Efter en lang nedtur er det rart at gå lige ud på jævn vej. Her møder vi endnu et vildt dyr; nemlig en hugorm. Det er en unge, højst 12 centimeter lang, men instinkterne og selvtilliden fejler ikke noget. Den ruller sig sammen og hugger ud efter mig, da jeg fotograferer den. Det bliver råbt pitstop i Steeg på kroen ved floden. Kolde drikke og isdesserter kommer på bordet.

De fleste beslutter sig for at gå de sidste to kilometer op til vores overnatningssted, Alpenhof Lorenz, mens nogle vælger at tage en taxa. Det ender dog med at sidstnævnte redder de gående, netop som der kommer en voldsom regnbyge. Her på pensionen er der i modsætning til den fyldte hytte i går kun os, og vi bydes velkommen med spørgsmålet:

”Vil I have en snaps nu eller senere?”

Det bliver fortrinsvis senere, da de fleste er trætte og hellere vil drikke vand og gå i bad. I dag overnatter vi på hotel med bad og toiletter på værelserne. I bjerghytterne er der også bademuligheder, men der kan være kø, og det koster nogle euros.

7

Efter en lang, kringlet og til tider stenet sti kommer vi ud på mere flad vej de sidste kilometer til Steeg.

Dag 3: Formidable udsigter & vitaminbomber
Kienberg – Kaiserjochhaus

Igen er det superflot vejr. Vi starter med to til tre kilometer på asfaltvejen, før vi drejer ind i Kaisertal på en grusvej. En god time senere er vi ved Kaiser Alm, som er en gård med restaurant. Det er en lidt pudsig kombination med stald i den ene bygning, beboelse og restaurant i den anden. Vi holder pause med kaffe og sodavand, mens vi betragter en et-dag gammel kalv, som stavrer rundt på usikre ben.

Efter pausen går det stejlt opad, heldigvis på en meget god sti. Nogle steder er der trin, og nogle steder små platforme og udhæng. Lidt krævende for dem med højdeskræk, men med formidabel udsigt tilbage over dalen. Langt dernede ser vi gården, og vejen som bugter sig tilbage mod Kienberg.

Oppe over det værste af de 600 højdemeters stigning tager vi en pause på en lille, grøn bakke fyldt med blåbærbuske, så den medbragte mad bliver suppleret med de små C-vitaminbomber. Der er højst en halv time mere, før vi når hytten, Kaiserjochhaus. Det går stadig op, men nu mere moderat. På hytten får vi tildelt en sovesal, hvor vi alle kan være. Fra terrassen kan man se ned i Stanzer-dalen, hvor vi skal ned i morgen.

De mest friske går en ekstra tur op på den nærliggende top, Grieskopf, men der kommer en heftig regnbyge, og alle søger læ. Inde i hytten har kromutter reserveret et rum til os, så vi kan sidde samlet og spise, og her hygger vi med kaffe, øl og apfelsaft gepritz, æblemost med brus. Der fortælles lystigt røverhistorier, og vi kigger i blade og drømmer om nye flotte alpeture. Der er treretters menu til aftensmad med suppe, steg og kager – masser af protein og kulhydrater, så vi kan få lårene klar til i morgen.

10

Et snackbræt med typisk alpemad: ost, pølse og speck – tørret skinke.

Dag 4: Høje tinder & bad med udsigt
Kaiserjochhaus – Hohenzollerhaus

Vi starter tidligt for at vandre de cirka to timer ned i dalen og nå bussen først til Landeck og så videre til Pfunds. Da ruten er designet til at være så køn som muligt, og etaperne skal passe med, hvor der er hytter, gør vi det på den måde. Der bliver tid til at handle lidt nede i landsbyen Pettneu; brød, chokolade, frugt og den slags, som holder blodsukker og humør oppe hos vandringsmænd og -damer.

Fra Pfunds er der ca. 10 kilometer til fods gennem Radurschl-dalen, hvor vi går i granskov afbrudt af små græsningsarealer. Efter de 10 kilometers ”opvarmning” kommer der en heftig stigning den sidste time.

Nogle i gruppen tager en taxa, så langt man kan køre, mens de fleste af os går hele vejen og tager tilmed en afstikker gennem den spektakulære og ganske kuperede Klammsteig Canyon. Også i dag er vejret fortræffeligt, og efter en hård dag slapper vi af i solen udenfor Hohenzollerhaus.

Hytten ligger smukt i 2.123 meters højde med udsigt ned over dalen og til adskillige toppe på over 3.000 meter rundt om os. Hytten har kun ét bad, der til gengæld er udendørs med solopvarmet vand. Sjældent har jeg taget et bad med så smuk udsigt.

Dag 5: Hviledag og højt til vejrs
Hohenzollerhaus

Selvom det er en hviledag, behøver man ikke nødvendigvis sidde stille hele dagen, men i dag slipper vi for at vandre med fuld oppakning. Alle går med et stykke videre op i dalen, og en del af os bestiger den lille top, Absatzkopf, mens en mindre gruppe knokler på og besøger Wildnöderer, som er over 3.000 meter høj.

Der er god stemning. Det gør nu godt for humøret at nå op på en top, uanset om den er nok så beskeden. Et jordskred har skabt en dæmning for floden, der løber i dalen over hytten, og skabt en sø. For at dæmningen ikke pludselig sprænges og skaber en flodbølge er man nu i gang med at grave et hul, så søen langsomt kan tømmes, og åen få sit vante løb.

Jeg konstaterer, at det ikke kun er min 3-årige søn, der er fascineret af gravemaskiner, da et par af deltagerne længe står og betragter den lille maskine. Ellers hænger folk ud på bænkene ude foran hytten eller i dagligstuen. Og der nydes en eftermiddags-øl eller to.

 

1
Den sidste kilometer op til passet, hvor vi går ind i Italien, foregår på store stenblokke. Det kan være lidt udfordrende.

Dag 6: Lækker hytte & lækker kaffe
Hohenzoller – Langtaufertal, Maseben hütte

Fra Hohenzollerhaus går vi igen op til den nu punkterede sø, hvor vandstanden er faldet markant siden i går. Nu går vi højere og længere end i går. Vi skal over en bjergkam, og underlaget bliver udfordrende. De sidste 100 højdemeter vandrer vi, dels klatrer vi, på store sten og klippeblokke.

Enkelte føler sig noget pressede, og dem med mest overskud kommer og tager rygsækken for de sidste. Således kommer vi alle op til passet, hvor vi pludselig er i Italien. Nedstigningen på sydsiden er heldigvis ikke så krævende som nordsiden.

Vores mål for dagen, Maseben-hytten, kan ses langt ovre på den modsatte side af dalen. Vi skal først ned i Langtaufertal, så op igen. I bunden af dalen ringer vi til hytteværten Alessandro, der henter nogle af os i en Land Rover. Det er dejligt, da de fleste er ved at være trætte. Hytten er superlækker.

Bjerghytterne har været hyggelige, med flot udsigt, men ja, man ligger jo lidt tæt på et ’matratzenlager’, og der kan være varmt. Her får vi et 8-sengsrum og et 6-sengsrum med eget bad. Da vi nu er i Italien, stiger kaffekvaliteten pludselig voldsomt, samtidig med at prisen falder. Maden er lækker, et crossover mellem Østrig og Italien, og i løbet af samme måltid får vi både knödel og pasta. Så er der altså også tanket op med kulhydrater.

Dag 7: Gletsjere & regnbuer
Maseben

Vi skal sove to nætter på Maseben, så i dag er det valgfrit, om man vil gå kort, gå langt eller bare slappe af i liggestolene på den sydvendte terrasse. En del af gruppen går en tur hen mod gletsjerne omkring bjerget Weiskugel. Vi holder højden langs Langtaufertal for derefter at gå helt ned i bunden af dalen.

Vi går langs med floden med smeltevandet fra gletsjerne, brunt og brusende. Vi passerer moræner – de enorme jordvolde dannet af isen for mange år siden – og områder der har været ramt af laviner. Vi ender oppe på en høj moræne med en fantastisk udsigt i alle retninger. Foran os gletsjeren, bag os skoven og den grønne dal og til siden den brusende flod.

Vi skal nu igen helt ned til det brusende vand for at komme over på den anden side. Og så fletter vi et passende delmål ind, nemlig Weisskugel-hytten, hvor piger klædt i lederhosen serverer forfriskninger. Med nye kræfter starter vi på returen mod Maseben. Alt i alt bliver det en seks timers tur med masser af udsigter og indsigt i gletsjernes bevægelser.

Hjemme ved hytten får vi Alessandro til at fyre op i det store badekar, og det lykkes at klemme otte glade gutter ned i det varme vand. Humøret er højt. Regn, lyn og torden over dalen, men lige over os skinner regnbuen.

8

Alessandro har fyret op, så nu er der bad og hygge.


Pak godt til turen

Det er muligt at pakke let, og en 45-50 liter rygsæk er nok. Sovepose er ikke nødvendigt, da der er tæpper i hytterne. Til vand skal man gerne have kapacitet til 1-2 liter, og der er faktisk ikke så langt imellem stederne, hvor man kan tanke op eller købe drikkevarer.

Medmindre man er meget erfaren med at vandre i en (løbe)sko, anbefaler jeg at bruge støvler, som har bedre ankel- og svangstøtte. Vandrestave er også gode at have med.


Bliv klar til Alpevandring

Turen her er spektakulær, men man bør have trænet godt for at kunne nyde den. En østrigsk bjergsti er noget mere knoldet end en dansk skovsti, og når man træner, skal man uden for de fine, velfriserede stier og gå i noget ujævnt terræn; f.eks. på en strand med store sten. Og så er det godt at træne med den rygsæk og vægt, som man skal have med på turen.


Tag med Opdag Verden på tur

Vandring i Alperne – Østrig fra hytte til hytte

En fantastisk vandretur på tværs af Alperne – fra Oberstdorf i Sydtyskland til Melag i Norditalien. På den 8 dages vandretur bliver du vidne til noget af det bedste Alperne har at byde på: idylliske bjerglandsbyer, blomsterenge, forrevne bjergtinder, og du vil garanteret se både murmeldyr og stenbukke.

Medlemspris: Kr. 2.995 - Pris: Kr. 3.295

LÆS MERE OM TUREN HER

Tags:

Alperne
Skrevet af: Søren Gudmann / Foto: Johan Antoniussen og Søren Gudmann, Skrevet Søndag, 24 maj 2020, opdateret 27 maj 2020, læsninger: 952

Log ind