Du er her:

Weekendvandring på Skjoldungestien

Vandring i Sjællands første nationalpark


fullsizeoutput 13d7Bragende sol og varieret natur. Nye bekendtskaber og Sjællands første nationalpark. En weekendtur på Skjoldungestien byder på klassiske, danske landskaber, når de er smukkest, og et dyk ned i ældgammel kulturhistorie.

Forestil dig dette syn:

Du sidder på en gul mælkebøttemark på toppen af en lille bakke med udsigt over Svogerslev Sø.

Mod øst dominerer domkirkens to tårne over Roskildes tage, og mens du spiser din frokost, følger du med i en rørhøgs akrobatiske luftleg.

Du kan se Kornerup Å slynge sig gennem et kæmpe område med rørskov, og du kan se den trækfærge, du brugte for at komme over åens dovne strøm.

Det billede tegner sig for de 14 folk, der er med på Opdag Verdens weekendtur på Skjoldungestien – to dage, der skal vise sig at byde på masser af sol og højt humør.

JJC02293

Fyldte vandflasker og brede smil
Dagen før starter vi weekenden på Hvalsø Station med fyldte vandflasker og brede smil. Vi har nemlig alle set vejrudsigten og ved, at hverken regn eller blæst kommer til at påvirke vores vandretur.

Som turleder har jeg inden turen sørget for at holde alle opdateret med den nyeste vejrudsigt, pakkeliste og så videre via vores digitale mødested med det retvisende navn: Mødestedet.

Her er der også blevet koordineret overnatning. Nogle sover i shelter, andre i telt, og en enkelt skal forsøge sig med hængekøje for første gang.

Og netop dén forskellighed er et udtryk for, hvilken gruppe der denne lørdag formiddag drager ud på stien: 14 forskellige personligheder i forskellige aldre med forskellige spændende historier.

Der er folk, som skal på deres første overnatningstur.

Der er erfarne vandrefolk, der har brug for et afbræk.

Og der er folk, der blot mangler nogle andre at dele deres passion for vandring og friluftsliv med.

Og det er netop ideen med denne weekendtur: Der er plads til alle.

Turen starter med lidt fælles info om dagens etape, hvorefter vi begiver os ud af Kirke Hvalsø. Hurtigt er vi ude i skoven, hvor bøgen næsten lige er sprunget ud, og hvor de tynde, grønne blade tillader solens stråler at give skoven et lysegrønt skær.

Efter det flotte syn i skoven når vi vores frokoststed på toppen af en bakke med udsigt over Kirke Hvalsø og markerne omkring. Med en rapsmark i ryggen og nogle græssende heste foran os bliver det ikke mere landligt.

JJC02431

En historisk sti
Vi vandrer på Skjoldungestien – en 40 kilometer lang, markeret rute i området mellem Hvalsø og Roskilde. Stien er opkaldt efter den kongeslægt, der ifølge sagnet havde hjemsted i Lejre: De mægtige Skjoldunger.

Disse sagnkonger har også været med til at navngive Sjællands første nationalpark: Skjoldungernes Land, der blev indviet i 2015. Sagnkongernes navngivning af stien er dog ikke det eneste historiske vingesus, vi oplever langs ruten. Kort efter frokost passerer vi nemlig Syvhøje, som er en samling af (sært nok) otte gravhøje fra bronzealderen.

I forbindelse med anlæggelsen af vandrestien blev disse fortidsminder ryddet for nålebevoksning, så vandrere som os kan nyde det flotte, ældgamle syn. Ruten bringer os videre op ad Ledreborg Slots veltrimmede alléer til Sagnlandet Lejre, der indrammer essensen af den forhistorie, man finder i området. Her er der opført en by med forhistoriske huse, så man ikke blot ser på forhistorien, men også bevæger sig rundt i den. Solen har bagt på os hele dagen, så ved parkeringspladsen holder vi en pause. Et par stykker køber en velfortjent is.

Vi fortsætter mod Gammel Lejre og vores shelterplads og kommer til Herthadalen, der indtil 1950’erne dannede ramme om folkemøder. Det meste af skovbunden er dækket af ramsløg, og duften får nogle af os til at samle urter – et frisk supplement til den frysetørrede aftensmad, der venter senere.

Et par kilometer før lejrpladsen passerer vi nogle af de helt store vikingefund. De store vikingehuse kaldet Lejre Hallerne er markeret med stensætninger på græsmarken og vidner om en fjern storhedstid i Danmark. Her deler den officielle rute sig: En går mod nord, en anden mod syd. Vi vælger den mod syd, som fører os ned til aftenens overnatning.

JJC02223

Shelter, bål og røverhistorier
Langs Kornerup Å ligger en lille shelterplads med vandpost og muldtoilet. Vi pakker langsomt ud, og der breder sig hurtigt en summen af nysgerrige stemmer. Der bliver kigget grundigt på andres telte, og der bliver stillet spørgsmål til alt fra liggeunderlag til kogegrej. De erfarne viser deres ting frem, så dem, der er nyere i friluftslivet, kan høste af deres viden.

Og der er rigeligt at holde øje med.

Til aftensmaden er der for eksempel lige så mange forskellige retter, som der er deltagere med på turen: Nogle laver frysetørret mad, andre koger pasta på trangia. Nogle har en suppe med, andre laver en sildemad på rugbrød.

Efter aftensmaden tænder vi bål på bålpladsen og gennemgår dagens forløb.

Hvad har været godt?

Hvordan har tempoet været?

Er der nogle, der har fået småskavanker?

Vi tager en runde, hvor alle har mulighed for at fortælle om deres dag, så jeg som turleder kan rette i morgendagens program, hvis det er nødvendigt. Vi slutter af med, at jeg fortæller om morgendagens program.

Mange bliver bagefter ved bålet, hvor der lystigt fortælles historier fra eventyr, folk har været ude på. I takt med at solen går ned, hopper flere og flere i seng, og til sidst er det så mørkt på lejrpladsen, at man skal bruge en lygte for at finde hjem til teltet og ned i soveposen. Bålet dør ud, og roen sætter sig i telte og shelter.

JJC02299

Langs å og fjord
Med afgang klokken ni er vi alle klar til endnu en dag. Over morgenmaden bliver der lystigt snakket om, hvordan natten er forløbet. Én fortæller om, hvordan den sovepose, hun har lånt, er helt eminent. En anden fortæller, hvorledes han nok bør bruge liggeunderlag i hængekøjen næste gang.

Igen byder solens stråler os velkommen på dagens rute – en tur, som det meste af dagen følger Kornerup Å. Undervejs går vi i åbent land, langs marker og kvægfolde, inden vi senere ender langs Svogerslev Søs østlige bred. Her møder vi både nattergalen med den smukke stemme og mirabelletræer i fuldt flor.

Ved søens nordlige ende tager vi en afstikker fra ruten. Der, hvor søen indsnævres i en å igen, ligger en trækfærge. Den tager vi over på den anden side, over til en stor, mælkebøttebeklædt bakketop med udsigt over området. Og nu er vi ved frokosten på dag to: det er tid til en pause til at slappe af, nyde udsigten og forsøge at lade indtrykkene bundfælde. Én times pause til refleksion og afslapning.

Mætte og genopladede fortsætter vi nordpå mod Boserup Skov og Roskilde Fjord. Turen fører os gennem villakvarteret ved Svorgerslev og golfbanerne i udkanten af Roskilde. Igen får vi lov at opleve åbne vidder med marker og dansk sommer, når det er bedst. Nede ved fjorden tager vi en sidste pause med fødderne dinglende i det kølende vand.

Her, knap en kilometer før slutningen af turen, tager vi en runde og evaluerer på turen, så deltagerne på den næste tur kan få en endnu bedre oplevelse. Og for at jeg kan udvikle mig som turleder.

Det sidste stykke ind mod Roskilde Domkirke møder vi flere og flere mennesker, og i hjertet af Roskilde, 35 kilometer efter vi satte ud på Skjoldungestien, en del nye bekendtskaber rigere og en hel del mere solbrune, siger vi farvel – og på gensyn – til hinanden.

JJC02519


App til Skjoldungestien

Skjoldungestien har sin egen app – et digitalt vandrekort med info om kultur, natur og rutens faciliteter. Blandt andet har forfatteren Rune T. Kidde indtalt indtil flere spændende fortællinger om de seværdigheder, man møder langs ruten. App’en indeholder også praktisk info om toiletter, overnatning og spisesteder.


Klassisk dansk natur

Skjoldungestien er let tilgængelig og ikke teknisk svær. Hyppig skiltning gør ruten nem at følge, og der er ingen teknisk svære passager, der kræver særlig fysik.

Mange vælger også at gå stien som en dagstur, hvor man går halvdelen af ruten ud i et stræk. På den måde kan man spare sovegrejet og dermed få vægten i rygsækken ned.

Man oplever klassisk dansk natur langs hele ruten lige fra dansk bøgeskov, store enge, å-marker og søer til kultiverede landskaber og Roskilde Fjord.

Læs mere på www.nationalparkskjoldungernesland.dk

Skrevet af: Jens M. J. Clausen
Den 10. aug 2018
Senest opdateret den 03. jun 2021

Andre spændende artikler


Fjällräven Classic Danmark

Fjällräven Classic Danmark

Friluftsliv med småbørn

Friluftsliv med småbørn

10 vandreruter i Danmark

10 vandreruter i Danmark

10.000 ulovlige skilte langs danske kyster

10.000 ulovlige skilte langs danske kyster

15 tips & tricks til vandring i mørke

15 tips & tricks til vandring i mørke

Magasinet Opdag Verden

Magasinet Opdag Verden

Magasinet udkommer 6 gange om året. Du kan få dem sendt til din postkasse eller hente dem i en Eventyrsport eller Friluftsland butik.

Rabat hos Eventyrsport og Friluftsland

Rabat hos Eventyrsport og Friluftsland

Vis dit medlemskort og få 10% i medlemsrabat på ikke nedsatte vare, Få op til 25% rabat på specielle tilbud, spar 20% på frysetørret mad.

Gratis adgang til Gå med-ture

Gratis adgang til ’Gå med-ture’

Gå vandrestøvlerne til, mød nye turvenner og få fine naturoplevelser i det nære.

Gratis adgang til medlemsaftener og foredrag

Gratis adgang til medlemsaftener & foredrag

Få viden om friluftsliv, turplanlægning og grej + inspiration til ture. Hvert forår og hvert efterår i Eventyrsports butikker.

Få rabat på 100 medlemsture i hele Europa

Få rabat på 100 medlemsture i hele Europa

Få rabat på 100 ture i hele Europa. Ture til fods, på ski, i kajak eller kano; inkl. weekendture i Danmark og Sydsverige. Det er nemt, billigt og hyggeligt.

25% rabat på kendte kvalitets mærker

25% rabat på kendte kvalitets mærker

Hver måned får du tilbudt rabat på håndplukket udstyr i Eventyrsport og Friluftsland.

20% medlemsrabat på turmad

20% medlemsrabat på turmad

Vis dit medlemskort og spar 20% på frysetørret mad i Friluftsland og Eventyrsport

Fri adgang til online-univers

Fri adgang til online-univers

Find inspiration til flere ture, end du kan nå i det her liv. Læs over 3000 artikler + de seneste 60-70 udgaver af magasinet på opdagverden.dk.

Kundeservice

Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.

Send os mail: Klik her...

 


© 2020 Opdag Verden ApS

Log ind