Du er her:

Weekendtur Røsnæs rundt

Med havet til begge sider


Røsnæs 3Det glitrende blå hav og bølgende, grønne bakkedrag, gamle vindmøller og Danmarks bedste vindistrikt. En weekendtur i sommersolen Røsnæs Rundt er noget ganske særligt.

En smal stribe stenstrand ligger klemt inde mellem de stejle, græsklædte, grønne klinter og det dybblå hav. Som ællinger på række vandrer vi en flok på den smalle sti langs kysten. Vi er taget på weekendtur til Røsnæs for at opleve de særprægede, smukke istidslandskaber.

I det fjerne kan vi ane fyrtårnet, der som et kendingsmærke markerer stedet, hvor vi skal mødes til fælles frokost, for i en stor gruppe vandrere kommer vi hurtigt til at vandre lidt spredt, alt efter hvem man lige falder i snak med, og eftersom folk naturligt finder sammen med nogen, som vandrer i samme tempo.

Da vi nærmer os fyrtårnet, bliver det tydeligt, hvor smal en halvø Røsnæs er. Vi vandrer højt hævet over havet gennem et grønt landskab af enge, overdrev og græssende sortbroget kvæg på toppen af skrænterne. På begge sider af halvøen glimter solen i det blå hav. Vi er på vej mod Sjællands vestligste punkt på spidsen af den smalle landtange, der som en femten kilometer lang arm rager langt ud i Storebælt og forsøger at række ud mod Samsø og Jylland.

Fra toppen af fyrtårnet beundrer vi udsigten over mod Samsø. I det fjerne kan vi se kysterne fra Fyn og måske også Jylland, hvor Mols Bjerge i klart vejr kan skimtes i det fjerne. En svalerede under et tagudhæng ved fyrtårnet fuldender stemningen, mens vi spiser vores medbragte frokost ved foden af tårnet. Med korte mellemrum vender de voksne svaler tilbage til reden med mad til de umættelige unger, der spærrer næbbene vidt op i kampen om den eftertragtede proviant. Med nogle gode vandrekilometer i benene føler vi os næsten lige så sultne som svaleungerne, og frokosten bliver fortæret med stort set samme appetit som sultne fugleunger.

Røsnæs 2

Fra fyrtårnet på spidsen af Røsnæs er der en formidabel udsigt både over halvøen Røsnæs, men også mod Samsø, Fyn og Mols Bjerge. Fyrtårnet er åbent for besøgende i sommerhalvåret.

Istidslandskab og klokkefrøer
Grønne bølgende bakkedrag følger kysten, da vi vandrer videre. Landskabet er særpræget og stærkt kuperet, et rigtigt morænelandskab, skabt af en gigantisk gletsjer, som har skubbet frossen jord foran sig i en vold engang for flere tusinde år siden, da Skandinavien var så godt som mennesketomt. En række smalle kløfter viser, hvor smeltevandet har formet landskabet.

En svane med dunede, grå ællinger glider fredfyldt rundt på en lille sø. En lyd, som når man puster i en tom flaske, varsler os om, at der lever klokkefrøer i området. Det ene øjeblik går vi med fødderne i vandkanten langs stenstrande, hvor vandrestøvlerne planter sig tungt mellem løse sten ved hvert eneste fodtrin; det næste øjeblik går vi over blomstrende overdrev og forbi hybenbuske i blomst. Derefter fører ruten os gennem grønne skove eller ud på stejle klinter, der kaster sig ned i vandkanten.

Højt hævet over havet er der bygget en siddeplads ind i skrænten med plads til en flok kaffetørstige vandrere. Under os er der udsigt til havet, hvor en langstrakt bugt, grønne skrænter og stranden som en halvmåneformet bue fører tilbage mod fyrtårnet og beskriver den vej, vi allerede har gået.

Til den anden side ses silhuetten af Kalundborgs bebyggelse. Store skibe som flydende øer på vej mod havnen.

Røsnæs 6

Der findes flere hyggelige shelterpladser ved Røsnæs, hvor man kan hvile ud efter dagens vandring med masser af bålhygge. Nogle af shelterpladserne skal reserveres på forhånd – se mere på www.udinaturen.dk.

I fortidens bålskær
Røsnæs er Danmarks førende vindistrikt, da klimaet her er noget varmere og mindre regnfuldt end i resten af Danmark. Vinstokke står på markerne langs de solrige sydvendte skrænter, og på en perfekt sommerdag som denne tror vi gerne, at Røsnæs har noget af Danmarks tørreste og mest solrige vejr.

Om eftermiddagen samles vi med trætte ben ved vores shelterplads, som ligger i en lysning midt i skoven. Et par sheltre bygget af solide tømmerstokke og med græs på taget viser, at vi er nået vores overnatningsplads.

En stor, aflang bålplads bliver det naturlige samlingspunkt, og inden længe sidder vi samlet på hver sin side af bålpladsen med en grov træstamme som ryglæn og kigger ind i bålets skær. Nogle er i gang med at lede efter mere brænde. Andre laver mad. Rundt omkring går snakken i små grupper om en vandredag, der har været meget afvekslende og absolut har budt på mere forskellig natur, end vi havde turdet håbe på.

Duften af brænderøg breder sig, og en støbejernsgryde med en simreret bliver placeret oven på gløderne i udkanten af bålet. Med jævne mellemrum løftes låget af med en v-formet gren, så vi kan kigge ned i den boblende gryderet, hvor svinekød i tern, gulerødder, tomater og ananas snart overmander duften af bålet og vækker alles appetit.

Det er en sommeraften, hvor mørket er længe om at indfinde sig. I tusmørket bliver det varme skær fra flammerne og gløderne et fælles samlingspunkt. Der er noget næsten hypnotisk og beroligende ved at sidde i hyggeligt selskab og kigge ind i gløderne – sådan har menneskene siddet sammen ved et bål siden tidernes morgen. Måske har vores forfædre ved Røsnæs engang siddet præcis det samme sted og lunet sig ved et bål efter at have brugt dagen på jagt og samling af bær og spiselige planter.

Røsnæs 10

Ulstrup Mølle ligger centralt placeret på en bakketop i landsbyen og kan ses fra lang afstand som et pejlemærke i landskabet. Møllen er museumsmølle og har begrænsede åbningstider i sommersæsonen.

I skyggen af møllen
Solen skinner fra en skyfri himmel, da vi fortsætter vandringen fra Kongstrup Klinter næste morgen. Vi går højt hævet over havet i det grønne landskab, hvor blomstrende frugttræer lyser op med hvide blomster.

Her er milevide udsigter.

Vi kan se så langt ned ad kysten, som det skal være. Snart kommer lårmusklerne på overarbejde, for det er også noget af det mest kuperede landskab, vi endnu er stødt på her på Røsnæs. Stien fører os op ad bakker og ned ad bakker, indtil vi står nede på en af sydkystens strande.

Strandstene rasler under vores fødder, som vi i flok kommer gående ned ad stranden, indtil vi får øje på noget drivtømmer i form af nogle gamle træpaller, der bærer præg af at have ligget længe i havet. Nu er de skyllet op på stranden, hvor de udgør en fortrinlig siddeplads til en flok vandrere. Snart er der fyret op i et par stormkøkkener. Inden længe er der kaffe i kopperne, mens vi sidder og kigger ud over vandet og hviler vandrefødderne.

Ved Ulstrup går vi lidt ind i landet. Fra lang afstand kan vi se den gamle, sortmalede vindmølle, der fra en bakketop i landsbyen kan ses vidt omkring og fortæller om en tid, da folk kom kørende langvejs fra i hestevogn for at få malet deres korn til mel.

Til alt held er møllen åben, og vi bliver inviteret indenfor, hvor vi beundrer datidens teknologiske vidunder, hvor al teknikken er bygget op i træ. Vores frokost nyder vi i skyggen fra møllen, inden turen går videre. Det er dansk sommer når det er bedst, med bølgende korn på marken, heste og køer på græs og blomster i alle frugttræer.

Turens sidste stop bliver på en af Røsnæs' vingårde, hvor vi kan kigge tilbage på en weekend med kystnær vandring i det kuperede terræn mellem de parallelle kyster, mens der er mulighed for at smage på nogle af de lokalt dyrkede vine.


Røsnæs 9

Røsnæs Rundt

Få steder i Danmark er begavet med et så naturskønt landskab af stejle klinter, øde stenstrande, havudsigt, overdrev og bløde grønne bakker. Det er ikke for ingenting, at Røsnæs er en del af Danmarks Naturkanon, og dermed udvalgt som et af Danmarks mest unikke natursteder.

De 25 kilometers kystnær vandring passer perfekt til en weekendtur, hvor der også skal være tid til lejrhygge og kaffepauser med havudsigt. Det kuperede landskab giver en del højdemeter efter danske forhold, men det er også det, der giver den ene flotte udsigt efter den anden fra udsigtspunkterne i bakkedragene og hævet over klinterne.

Naturrummet ved Kongstrup og det Maritime Aktivitetshus ved havnen i Nyby kan give ly i pauserne på en regnvejrsdag.

Røsnæs Rundt

Ved Sjællands vestligste hjørne finder du kystnær vandring med havudsigt til begge sider. Den lange smalle landtange Røsnæs strækker sig som en 15 kilometer lang arm ud i Storebælt og giver dig utallige flotte udsigter over de særprægede og smukke istidslandskaber.
Skrevet af: Elsa Lysgaard Ranzau / Foto: Rasmus Vejersøe Gregersen og Elsa Lysgaard Ranzau
Den 12. jul 2020
Senest opdateret den 17. maj 2021

Faktaboks

Navigation
Fordelen ved en cirkulær rute som Røsnæs Rundt er, at man kan starte hvor som helst på ruten og stadig komme tilbage til sit udgangspunkt og en eventuelt parkeret bil. Samtidig er halvøen ikke bredere, end at det er nemt at dele ruten op i to cirka lige lange loops ved at smutte ad en af småvejene tværs over halvøen.

Der findes en vandretursfolder med kort over den 25 kilometer lange rute ‘Røsnæs Rundt’. Folderen er blandt andet tilgængelig ved Naturrummet, som ligger nær Kongstrup.

Da Røsnæs er en lang, smal halvø, er det forholdsvist nemt at finde vej – det meste af tiden kan man se havet på enten den ene eller den anden side af landtangen.

App'en ”Røsnæs Rundt” fortæller om de seværdigheder, som man kommer forbi på vandreturen, og har også kort og information om områdets historie.

Ruten er markeret med skilte med ”Røsnæs Rundt”-logo: et fyrtårn på brun baggrund. Markeringen er dog lidt sparsom, så man må også følge med på kortet.

Overnatning
Der findes mange fine lejrpladser på Røsnæs. Shelteret ved Konstrup Klinter ligger og putter sig i en grøn fordybning i landskabet tæt på den sydvendte kyst, mens den primitive lejrplads ved Ågerup ligger hævet på toppen af en nordvendt klint.

Nær Røsnæs Naturskole er der både mulighed for at overnatte i et af de tre sheltre eller slå telt op. Ved den yderste spids af klinten, lige neden for fyrtårnet, ligger et mindre shelter, hvor der er havudsigt i alle retninger. Shelteret er bedst at bruge, når det ikke er vestenvind, da det ligger meget åbent. Endeligt er der en fin shelterplads med to sheltre i en lysning i skoven ved Vollerup nær Røsnæs.

Nogle af overnatningspladserne skal bookes på forhånd. Se mere på www.udinaturen.dk

Transport
Tag toget til Kalundborg Station, hvorfra du kan komme videre med bus 553. Stå af ved busstoppestedet cirka 100 meter fra Naturrummet, som ligger lige ved vandreruten.

Kommer du i bil, er der gode parkeringsfaciliteter ved Naturrummet.

Proviant
Det er muligt at købe ind i Ulstrup, hvor der ligger et mindre supermarked. I sommersæsonen er der en café ved fyrtårnet, ligesom en af vingårdene også har en café.

Vand
Ikke alle shelterpladser har vandhane, men det er også muligt at fylde vandflaskerne op ved fyrtårnet, ved Naturrummet og ved Aktivitetshuset ved Nyby Havn.

Info
Læs mere på www.røsnæsrundt.dk

Andre spændende artikler


12 nye 'Signatur-ruter' i Sverige

12 nye 'Signatur-ruter' i Sverige

10 grejtips til den sikre dagstur

10 grejtips til den sikre dagstur

10 vandreruter i Danmark

10 vandreruter i Danmark

15 råd til en varm nat i soveposen

15 råd til en varm nat i soveposen

20 råd til den gode lejrplads

20 råd til den gode lejrplads

Magasinet Opdag Verden

Magasinet Opdag Verden

Magasinet udkommer 6 gange om året. Du kan få dem sendt til din postkasse eller hente dem i en Eventyrsport eller Friluftsland butik.

Rabat hos Eventyrsport og Friluftsland

Rabat hos Eventyrsport og Friluftsland

Vis dit medlemskort og få 10% i medlemsrabat på ikke nedsatte vare, Få op til 25% rabat på specielle tilbud, spar 20% på frysetørret mad.

Gratis adgang til Gå med-ture

Gratis adgang til ’Gå med-ture’

Gå vandrestøvlerne til, mød nye turvenner og få fine naturoplevelser i det nære.

Gratis adgang til medlemsaftener og foredrag

Gratis adgang til medlemsaftener & foredrag

Få viden om friluftsliv, turplanlægning og grej + inspiration til ture. Hvert forår og hvert efterår i Eventyrsports butikker.

Få rabat på 100 medlemsture i hele Europa

Få rabat på 100 medlemsture i hele Europa

Få rabat på 100 ture i hele Europa. Ture til fods, på ski, i kajak eller kano; inkl. weekendture i Danmark og Sydsverige. Det er nemt, billigt og hyggeligt.

25% rabat på kendte kvalitets mærker

25% rabat på kendte kvalitets mærker

Hver måned får du tilbudt rabat på håndplukket udstyr i Eventyrsport og Friluftsland.

20% medlemsrabat på turmad

20% medlemsrabat på turmad

Vis dit medlemskort og spar 20% på frysetørret mad i Friluftsland og Eventyrsport

Fri adgang til online-univers

Fri adgang til online-univers

Find inspiration til flere ture, end du kan nå i det her liv. Læs over 3000 artikler + de seneste 60-70 udgaver af magasinet på opdagverden.dk.

Kundeservice

Har du brug for at komme i kontakt med Opdag Verden. Vi svarer typisk næste arbejdsdag.

Send os mail: Klik her...

 


© 2020 Opdag Verden ApS

Log ind