Vandring

Vild med vandring! På denne side finder du inspiration til din næste vandretur. Du kan læse mere end 1000 artikler om vandring og vandreture fra magasinet Opdag Verden. Du finder test af udstyr og masser af gode råd og tips til din næste vandretur. Opdag Verden er en medlemsklub som udspringer af magasinet Opdag Verden. Klubben tilbyder vandreture, kurser i friluftsliv, og andre medlemsaktiviteter.

 

Danmarks Naturfredningsforening: DF vil svække naturbeskyttelsen

MoensKlintI mere end 80 år har Danmarks Naturfredningsforening haft mulighed for at beskytte naturen ved at foreslå fredninger. Men Dansk Folkeparti vil nu med et beslutningsforslag fjerne Danmarks Naturfredningsforenings mulighed for selvstændigt at rejse fredningssager.

Præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, kalder det et fundamentalt angreb på naturbeskyttelsen i Danmark.

”Størstedelen af alle fredninger bliver kun foreslået og gennemført, fordi Danmarks Naturfredningsforening rejser fredningsforslagene. Hvis vi ikke længere har retten til selvstændigt at foreslå fredninger, vil det betyde en massiv svækkelse af naturbeskyttelsen i Danmark. Det vil stort set være slut med naturfredninger i fremtiden,” siger præsident i Danmarks Naturfredningsforening Maria Reumert Gjerding i en artikel på organisationens hjemmeside.

Ifølge foreningen rejser den i dag syv ud af ti fredningssager, men hvis Dansk Folkepartis forslag vedtages af folketinget, vil der stort set ikke blive rejst fredninger af natur og kulturhistoriske værdier i fremtiden.

Der er i forvejen ikke meget beskyttet natur i Danmark. Hvis vi sammenligner os med alle andre lande i Europa, indtager Danmark bundplaceringen.

”Danmark er i forvejen det land i Europa, som har mindst beskyttet natur. Og i en tid, hvor naturen er i voldsom tilbagegang, vil det være et voldsomt skred i den forkerte retning, hvis Folketinget svækker naturbeskyttelsen. Det vil samtidig være i konflikt med de grønne toner, som ellers lyder fra et flertal af folketingets partier,” siger Maria Reumert Gjerding.

Fredninger er den mest varige og stærkeste beskyttelse af natur og landskaber, som vi har i dag. Skagens Gren, Møns Klint, Mols Bjerge, Råbjerg Mile og Himmelbjerget er blandt de fire tusind fredninger, som siden 1937 er gennemført.

Danmarks Naturfredningsforening kan kun foreslå fredninger. Beslutningen om fredninger træffes af repræsentanter fra kommune, stat og en uafhængig dommer i de lokale fredningsnævn.

Ud over at foreslå, at Danmarks Naturfredningsforening ikke længere selv skal kunne foreslå en fredning, vil Dansk Folkeparti give andre grønne organisationer ret til at slutte sig til en fredningssag, når den altså vel og mærke først er rejst af kommune eller stat. De ønsker også at der bliver arbejdet på at inddrage lodsejere og informere dem bedre forud for fredningssager.

Danmarks Naturfredningsforening er positive over for begge dele og arbejder allerede i dag sammen med andre organisationer, som for eksempel Friluftsrådet, når de har interesse i en konkret fredning.

Hvis du er imod forslaget om at fjerne Naturfredningsforeningens mulighed for at foreslå fredninger, kan du skrive under for at bevare naturen HER.

Foto: Gestur Gislason / www.iStockphoto.com

FAKTA

Find inspiration til ture i Danmark

Tag på vandretur med Opdag Verden i Danmark

Tags:

Danmark
Skrevet af: Redaktionen, Skrevet Fredag, 14 December 2018, opdateret 18 December 2018, læsninger: 907

Log ind