Erik B. Jørgensen: "Det er vores lille univers"

Hvordan startede de her far-datter-ture?
”Det kan lyde meget forkert, men jeg havde ikke noget ønske om at få børn. Min daværende kæreste ændrede mening og ville gerne have et barn, og alle andre fortalte mig, at det ville jeg aldrig fortryde. Jeg har en leveregel, der hedder, at hvis alle andre fortæller mig, at jeg er en idiot, så har de nok ret. Så fik vi Karen, men det sagde mig ikke en skid. Jeg fik en større krise, hvis jeg skulle sidde og lege. Men tog vi på småture i shelter, så var der ro på. Vi var ude, hvor jeg godt kunne lide at være.

Det førte til den første store tur, da hun var 3½ år gammel. Det var et projekt, der for mig handlede om at finde far-rollen. Langturen gav os en fælles passion og en fælles referenceramme. Det var en oplevelse, vi havde sammen; et sprog, vi havde sammen; et eventyr, vi havde sammen. Det blev vores univers, og det gav os et sammenhold. Derude er hun min pige.”

Hvordan forbereder du hende inden ture?
”Jeg begyndte at forberede hende et halvt år inden, vi skulle på den første tur. Jeg viste hende billeder af rener, elge og andre dyr – gav hende noget at glæde sig til. Jeg inddragede hende i udstyret, viste hende kikkerten og sagde, at den skulle vi se elge gennem.

Når folk spurgte hende, om hun ikke ville komme til at savne sin mor, så sagde hun, at det ville hun ikke, for hun skulle op og se elge gennem sin kikkert. Hun glædede sig virkelig meget til at skulle af sted.

Børn er jo meget i nuet. Hvis jeg var på ekspedition, da hun var lille, så gad hun ikke snakke med mig. Jeg er jo et andet sted, og hun var i sin virkelighed. Mens vi så var på tur, så gad hun ikke snakke med sin mor.”

Hvordan strukturerer du dagene på tur, så det bliver gode dage for Karen?
”Jeg han ikke være legefar hele dagen, og for at jeg kan være rolig, så skal vi transportere os i fire til fem timer om dagen. Så bliver jeg tilpas træt, og vi dækker et tilpas stort område.

Vi står op, får morgenmad, pakker, kommer på toilet. Karen leger og vil også gerne hjælpe. Det er lange ture, og vi har meget udstyr, så det tager normalt halvanden time at blive klar.

Er vi i kanoen, så sidder hun foran. Vi padler cirka i en time, og så er der pause. Når vi vandrer, er der pause efter 20 minutter til en halv time. Vi taler om, at nu skal vi bevæge os fremad i fire til fem timer, men jeg ved jo godt, at efter 20 minutter, så siger hun nogle gange, at dét der, det er en fantastisk lejrplads. Kan vi ikke stoppe tidligt i dag?

Men jeg har inddraget hende i planlægningen fra starten, og hun vil gerne se masser af dyr. Hun ved, at vi er nødt til at bevæge os for at se dem. Jeg fortæller hende også, at hvis vi bevæger os nu, så har jeg mere ro til at lege, når vi når frem.”

Hvad får I tiden til at gå med i løbet af dagen?
”Vi holder en pause hver time. Så klatrer Karen lidt i et par træer. Kyler sten i vandet. Hun elsker de store sandstrande, for det er jo sandkasser. Så der stopper vi. Hun er min turkammerat og har også medbestemmelse.

Vi har små snackposer med til pauserne, og der er masser af lege undervejs. I starten var det gemmeleg, men det gik ikke så godt. Så var der ’Gæt en lyd’; en and, en ræv, en elg. På den anden store tur legede vi ’Gæt et dyr’, hvor man tænker på et dyr, giver ledetråde, og den anden så skal gætte, hvad det er for et dyr.

Hun er også glad for historier. Hun elsker at snakke, og det er næsten det mest belastende for mig. Vi snakker meget om de dyr, vi ser, og om naturen omkring os. Det er helt utroligt, hvor små ting, hun kan være interesseret i; hvordan en ås er opstået i istiden, hvordan blomsterne springer ud, og hvordan myrerne rejser sig på bagbenene, hvis de kommer under en skygge, fordi de tror, de bliver angrebet. Hun har også et lille sommerfuglenet og sin egen paddel.

Hvordan holder du Karen motiveret på de sure dage?
Selvfølgelig keder hun sig nogle gange, men så kaster hun flydetorvet i vandet eller tegner med vand på siden af kanoen. Hvis hun ikke gider at lege, så prøver jeg at få hende til at hjælpe. Hvis vi sidder i kanoen, siger jeg måske, at nu kommer der noget let fos; kan hun se, hvordan vandet løber? Kan hun se, hvad vej vi skal?

Det kan også være, at jeg beder hende om at kigge efter sten, vi skal uden om. Jeg prøver at give hende nogle opgaver. Der er også dage, hvor hun bare synes, at det er kedeligt. Men hun ved, at det er slut efter fire til fem timer. Og at der er noget at glæde sig til. Jeg pakker, så vi kan bage boller, lave pandekager eller popcorn, riste skumfiduser eller cocktailpølser.

Så når vi kommer i lejr, kan vi samle brænde og lave noget lækkert. Så klatrer hun på sten, småfisker, leger hest på en træstamme. Det hårdeste for mig er at skulle tale hele tiden og fortælle historier. På den seneste tur, endte jeg med at fortælle om mit liv; min barndom, Sirius-patruljen, Jægerkorpset. Det, synes hun, var spændende.”

Hvad pakker du til din datter?
”På de større ture har hun en stor bamse og en lille bamse med. Den store bamse har fået syet sovepose, rygsæk og regntøj af bedstemor. Hun har lidt Lego med, og vi har haft rigtig meget glæde af en lille tennisbold til at kaste med. Hun har også en iPad med, så hun kan se lidt afsnit og tegne på den. Jeg har også altid et tegnehæfte med, da vi begge to godt kan lide at tegne. Så tegner vi dyr.

Og det er faktisk det. Hun har ikke bedt om mere. Men hvad vi har haft med af grene i kanoen, der forestiller forskellige dyr; det er ikke helt normalt. Vi fandt også en stor hoppebold på en af turene. Den blev tegnet om til en hund, der skulle med. Når vi er i lejr, tager hun en gryde og en ske og så bygger hun sandslotte. Der skal ikke så meget til.”

Hvad er de største udfordringer ved at have sin datter med på tur?
”Helt overordnet synes jeg næsten ikke, at der er nogle udfordringer. Det er ekstremt let. Vi skal jo ikke være noget bestemt sted på et bestemt tidspunkt. Det, der slider mest, er de beslutninger, jeg tager på Karens vegne. Når jeg tager hende med ned gennem en fos, der måske er lige stor nok, og hun er gennemblødt, så tynger det lidt, selvom jeg har styr på det.

Nogle gange efterlader jeg hende jo også i en halv eller en hel time, mens jeg bærer ting. Så sidder hun alene med hunden. Det giver en tryghed at have hunden med. Den bor ved Karen derhjemme; ikke ved mig. De to er bedste venner. Jeg binder hunden ved siden af hende, når de er alene. De går og krammer og har det super godt. Han skræmmer selvfølgelig nogle dyr væk, men hun er meget, meget tryg ved naturen. I dag kan jeg nemt efterlade hende alene.”

Hvad siger Karen til at skulle på tur igen?
”Hun glæder sig helt vildt. Hun vil meget gerne ud. Vi var ude i weekenden, for vi tager også på de her mikroeventyr. Det er vigtigt, at det ikke kun er den store tur hvert tredje år. Sidste sommer var vi 14 dage i Grønland, hvor vi v andrede syd på fra Kangerlussuaq. Det er vores ting at være på tur. Vores helle. Vores lille univers.”

2 nye bøger om vildmarken

Erik B. Jørgensen er aktuel med to nye bøger; én for voksne og én til at læse op for ungerne. Rejser med Karen og Dino i vildmarken tager udgangspunkt i en halvanden måned lang kanotur i Nordsverige. Erik beretter om såvel hårde strabadser som fantastiske naturoplevelser og kommer samtidig med råd til andre, der kunne tænke sig at rejse i naturen med små børn. Karen i vildmarken – kanotur er en børnebog, hvor Erik selv har tegnet illustrationerne.

Læs mere om bøgerne på www.komud.dk

Far og datter på ture

Da Erik B. Jørgensens datter var 3½ år gammel, tog han hende med på en 45 dage lang kanotur i det nordlige Finland og Norge. Da hun var 6½ år gammel var de på en 45 dages tur i Kano og til fods i Nordsverige, og i sommeren 2018 planlægger Erik og Karen, der til den tid er 9½ år, en tur på 45 dage i Danmark, hvor de skal prøve at finde alle de store dyr; bæver, kronhjort, ulv.