Everest Base Camp Trek

Vi har alle ventet på det her øjeblik i månedsvis. Øjeblikket, hvor vi sætter fødderne i Himalaya og kan begynde 17 dages trekking ind mellem de højeste bjerge på kloden. Bag os ligger Kathmandu, forude venter hyggelige tehuse, stejle stier, bedeflag, buddhistiske klostre og konstante bjergudsigter.

Forude venter Mt. Everest Base Camp og toppe, hvor fra vi kan se fire ud af de seks højeste bjerge i verden. Forude venter alt det, der gør trekking i Himalaya så fantastisk.

Vi sætter af sted i det grønne, frodige landskab. De første to dage krydser vi floden Dudh Kosi adskillige gange på lange hængebroer. Der er frit udsyn ned mellem metalstykkerne i broen til den brusende flod, og det er med at komme helt ud i torvene (der faktisk er særdeles sikre metalgitre), når der pludselig kommer en flok tungtlastede yakokser trampende den anden vej.

Vi krydser den sidste og særdeles høje hængebro, hvor bedeflagene smælder i vinden, og jeg får følelsen af, at, vi nu virkelig bevæger os ind i bjergene, ind i Himalaya.

Stien zigzagger op gennem skoven, og med ét når vi en lysning. Mellem trækronerne åbner et bjerglandskab sig, og for enden af det ligger bjerget over dem alle, Mt. Everest. Der går stadig en uge, før vi forhåbentligt sætter fod i Everest Base Camp, men smilene er store. Ligesom forventningerne.

Efter en tung tur op gennem skovklædt bjergside når vi Namche Bazar, sherpaernes hovedby, der smukt ligger i et naturligt amfiteater i bjergene. Snedækkede tinder rejser sig mod himlen bag byen, og vi indkvarterer os på Zamling Guest House på de øvre kanter af byen, lige ved siden af et kloster med bedemøller på lange rækker.

Den flyvende lama
For at vende os til den tynde luft, går vi næste dag en rundtur op til Khumjung og tilbage. Vi passerer smukke, hvidkalkede stupaer med Buddhas altseende øjne skuende ud på røde, gule, hvide, grønne, blå bedeflag, der står smukt mod bjergtinderne. I Khumjung-klosteret ser vi den yeti-skalp, de har liggende. Så det er altså sådan toppen af en afskyelig snemands hoved ser ud!

80 procent af Nepals befolkning er hinduer, men her i Khumbu-regionen er det buddhisme, der dominerer, ligesom det er tilfældet i Tibet på den anden side af de 8000 meter høje bjerge, der rejser sig bag stierne. Lige på den anden side af de himmelstræbende bjergvægge, ved foden af Mt. Everest på Tibet-siden, ligger det buddhistiske kloster Rongbuk.

Det er den femte inkarnation af lamaen i dette kloster, Sange Dorje, der bragte buddhismen her til Khumbu-regionen i slutningen af 1700-tallet. Han fløj simpelthen rundt om Himalaya og tog den med sig. Siger man. Hvordan krydsede lamaen ellers Himalaya, hvor det er allerhøjest? Han benyttede sig såmænd af ’Vind-meditation’, der blev opfundet af Milarepa for næsten 1000 år siden.

Ifølge lokale overleveringer kunne han løbe enorme distancer i et flyvsk tempo ved at benytte intens meditation og have en formidabel kontrol over sin vejrtrækning.

Trekkingtrummerum
Vi flyver langt fra af sted på stierne på vej længere ind i bjergene. Gudskelov. Samtidig med, at jeg har lyst til at storme gennem bjergene i ren iver over omgivelserne, føler jeg tit, at det ikke kan gå for langsomt. Der er alt for meget, der skal tages ind.

Toppen af Ama Dablam rager op som et snemassernes fyrtårn ude for enden af dalen. Everest, med sin stormomsuste klippekalot, titter frem bag den massive mur af klippebjerge, der fører mellem giganterne Nuptse og Lhotse.

Langt under os bruser floden. Yakokser vugger godmodigt og bomstærke forbi. Bomstærke er også de nepalesiske bærere. De tramper forbi os med kurve på ryggen, holdt på plads med et stykke stof om panden. Nogle kurve indeholder ti rammer dåseøl, foruden sække med gud ved hvad.

En fyr slæber en kummefryser på ryggen. En anden mere end tyve jernrør, der er flere meter lange.  Og mange af sherpaerne er altså ikke mere end omtrent 160 centimeter høje.


Vi går gennem Tengboche, hvor vi titter ind i det berømte kloster, videre til Dingboche, hvor vi tager en såkaldt ’hviledag’.

Det vil sige en akklimatiseringstur til Ama Dablam Base Camp, hvor en lille gletsjersø ligger i skyggen af det smukke bjerg. Efter Dingboche bliver landskabet råt og barskt. Vegetationen er væk, og tinderne dominerer mod alle verdenshjørner. Jeg elsker den rytme, man kommer ind i på trekkingstierne.

Dagene ligner hinanden til forveksling – de er alle fantastiske under den blå himmel og den skinnende sol her sidst i oktober. Og langsomt kommer vi dybere ind i Himalaya.

De døde i Himalaya
Efter en god uge er vi på vej til Lobuche i 4900 meters højde. Højden kan mærkes. Vejrtrækningen er tungere. Energien ikke helt, hvad den har været. Et par i gruppen begynder at få problemer med kvalme og hovedpine – begyndende højdesyge – efter vi passerer en lille mindelund til ære for en række af de bjergbestigere, der klatrede mod toppen af Everest og aldrig kom ned igen.

Her hviler Scott Fisher, der døde i den tragiske snestorm en nat i maj 1996 sammen med syv andre bjergbestigere. Også Babu Chiri Sherpa, der engang camperede på toppen af Everest i 21 timer og nåede at bestige bjerget 11 gange, inden han døde på det, hviler her. De kunne dårligt have fået et flottere hvilested. Udsigten ned over dalen til de smukke isklædte toppe Thamserku og Kangtega er formidabel.

Det går stejlt op gennem et stenet landskab. Flader ud. Landskabet er af sten, is og bjergtoppe, og vi puster af sted langs klart smeltevand. En af pigerne begynder at kaste op. I løbet af natten får hun det ikke bedre, så hun må vende om sammen med en af vores guider. Det er for farligt at fortsætte op med højdesygen. Det minder den håndfuld helikoptere, vi hver dag ser over vores hoveder, om. De flyver ind for at evakuere overmodige, syge og skadede trekkere.

Næste dag venter Gorak Shep – det sidste overnatningssted inden Base Camp. Landskabet er barskt. Vi vandrer over sten på skulderen af den enorme Khumbu-gletsjer, der starter på Everests kanter. Under os ligger et vildt landskab af sten, is og gletsjervand. Et landskab, der er vredet op og rundt af isens enorme kræfter. Foran os ender dalen i snedækkede bjergvægge. Vi kan snart ikke komme længere ind i hjertet af Himalaya.

Ved foden af Everest
Frokost i Gorak Shep. Mange af øjnene rundt langs bordet er blanke af træthed, tynd luft og mange, lange dage på stierne. Appetitten er helle ikke, hvad den har været. Det sørger de 5160 meters højde for. Om eftermiddagen stavrer de fleste af os til Base Camp.

Hos et par stykker ligger højdesygen på lur, og de bliver tilbage. Jeg kender godt følelsen – som et par altoverskyggende tømmermænd.

Vi vandrer i et par timer langs gletsjeren. Vi kan se Base Camp, hvor der faktisk ikke er noget at se. Her i oktober er der ingen ekspeditioner, så gletsjeren, der udgør Base Camp, ligger øde hen, inden den kringler sig op mellem bjergene mod højre. Vi kan ikke se Everest her nede fra. Det ligger gemt bag mindre toppe. En række bedeflag markerer, at vi er fremme.

Vi er fremme!

Trætheden forsvinder – i hvert fald for en stund. De store smil kommer frem. Der er også tårer i flere øjenkroge.  En fyr i gruppen frier til sin kæreste på gletsjeren, inden de kommer frem til os andre. Hun siger ja. Vi tager billeder. Suger indtrykkene til os.


Der er lang vej tilbage til Gorak Shep. Jeg brugt og kravler direkte under dynen på værelset. Sover lidt. Forsøger at spise en smule, men der er ikke megen appetit. Blot træthed. Næste morgen er dog ikke tid til at snue. Klokken 5.00 sætter vi af sted mod toppen af Kala pattar – en knold bag Gorak Shep, hvor fra der er fri udsigt til Everest, som der ikke er fra Base Camp, hvor bjerget ligger gemt bag andre, mindre toppe.

Trætheden og højdesygen har gjort sit alvorlige indhug i vores gruppe. Snart er vi kun tre plus vores nepalesiske guide, der trasker op gennem mørket, vinden og kulden – først i lyset af pandelamperne, senere i morgengryet. Skridt for skridt op mod de 5650 meters højde.

Efter et par timer kan vi ikke komme højere. Det stenede landskab ender i en spids. Bedeflag smælder. Solen er på vej op bag Everest, der ligger lige lukt foran vores snuder og står i silhuet mod den lyseblå morgenhimmel. Under os vrider de enorme gletsjere sig. Solen rammer os. Luften er skarp, klar og frisk.

Vi er på toppen. 

Glem aldrig gokyo!
For mig er det dog hverken Everest Base eller Kala Pattar, der højdepunktet på turen. Fire dage senere, efter at have været en tur lidt længere nede i den mere iltholdige luft, der har givet gruppen nye kræfter, vandrer vi langs grønne gletsjersøer til Gokyo i en paralleldal, der ligeledes ender i en gryde ved foden af 8201 meter høje Cho Oyu.

Over den lille landsby rejser 5360 meter høje Gokyo Ri, sig. En eftermiddag sætter vi af sted mod toppen, der byder på den smukkeste udsigt, jeg har set i Everest-regionen. Der er fri udsigt til fire af de seks højeste bjerge i verden – Mt. Everest (8848 m.), Lhotse (8516 m.), Makalu (8463 m.) og Cho Oyu (8201 m.). Under os har gletsjeren Ngozumpa, den længste i Himalaya, revet landskabet op og forsvinder for enden af dalen.

Husene i landsbyen Gokyo ligger 600 meter under os ved bredden af den grønne sø, Dudh Pokari, hvis vande bliver betragtet som hellige. Solen står lavt på himlen, og Makalu er gylden orange bag ved Everest. Man er ikke i tvivl om, at bjerget der er verdens højeste punkt.

Efter solen har sagt farvel til alle de andre toppe i det højeste Himalaya, som massivet står rødglødende mod himlen. Jeg vil ikke ned her fra. Løsriver mig først, da solen er gået ned, og den isnende vind har lagt sig. Går ned i skæret fra månen, der kaster klare skygger.

Det her er perfekt.  

På læserrejse: Hyggeligt Himalaya-trek
Vi var 14 danskere– syv mænd, syv kvinder, ni fra midt i tyverne til midt i trediverne og fire i 50’erne - der var af sted til Nepal på læserrejse arrangeret af Opdag Verden og Jysk Rejsebureau i efteråret 2009. Turen varer i alt i 22 dage, trekket 17. Nogle i gruppen har rejst meget – sejlet jorden rundt alene, rejst solo gennem Sydamerika, cyklet New Zealand rundt, trekket adskillige gange i Nepal, Tibet og indien – mens andre er mindre rejsevante og aldrig har trekket før. Stemningen er afslappet, selskabet hyggeligt, og der er masser af tid til at snakke på stierne. Og da vi først kommer her ud, bliver gruppen ofte spredt en smule – altid med en guide forrest og en bagerst. Først går man og taler lidt med den ene, så med den anden, og så fortaber man sig i landskabet og trækker sig lidt mere ind i sig selv. Vi samles altid til frokost og på tehuse om aftenen, hvor vi spiser sammen, udveksler røverhistorier og rejseanekdoter, taler om dagen der er gået og livet derhjemme. Og selvfølgelig om fremtidige rejser og eventyr. Hyggelig, hyggeligt, hyggeligt!