tr?id=1356109654439775&ev=PageView&noscript=1 Mange veje – ét fælles mål | Vandring | Sydafrika | Opdag Verden

Mange veje – ét fælles mål

Vandring på Caminoen

CAM6I mere end 1000 år har pilgrimme vandret på ruter til Santiago de Compostela i Spanien. Dennis Kjeldahl Knudsen har vandret de sidste 114 kilometer på Camino Francés og fortæller her om en helt særlig rute med et helt særligt fællesskab og et helt særligt slutpunkt.


Kom til Camino-foredrag

I løbet af foråret kan du høre mere om vandreturen på Caminoen, når Dennis, der fortæller i artiklen her, holder foredrag (gratis for medlemmer) rundt om i landet. Læs mere her...


Hvad er der for en verden, man træder ind i, når man begynder at vandre på Caminoen?
”Efter 20 meter på stien gik jeg forbi en spanier, argentiner eller portugiser, som sagde: ”Buen Camino”; God Camino. Den besked får man hele vejen. Modsat vandreture højt i bjergene med store, flotte udsigter, så er Caminoen helt jordnær. Man føler sig som en del af hele historien og den her ældgamle vandrerute, der er skrevet så meget om, og som så mange mennesker har været en del af.

Stemningen er meget positiv. Folk kommer fra hele verden, taler og er interesserede i, hvor man kommer fra. Men det er også sundt at gå i sine egne tanker og mærke freden. For mig var turen ikke religiøs, men det blev den så næsten alligevel. Der er en meget speciel, opløftende stemning.

Samtidig er det en vandring oppe i hovedet. Der er plads til at gå i ét med ensomheden, og det prioriterede jeg også. Jeg snakkede måske i et par timer med nogle af de andre i gruppen, men gik så alene med mig selv i mine egne tanker. Ingen mobil, ikke noget musik. Bare være i det.”

73087563 10156752581633131

Vandringen på Caminoen er fin, men det er mere stemningen, historien og fællesskabet, end det er landskaberne, som gør det til en helt særlig rute.

Talte du med andre pilgrimme på ruten om, hvad der drev dem til at vandre Caminoen?
”Det er folk i alle aldre fra hele verden. I min gruppe var der to japanere, tre amerikanere, fire irere, tre englændere, to polakker og en australier. Der er små, hyggelige kirker undervejs, som typisk har messer om aftenen, nogle gange på engelsk. Det var lidt syret. Alle i kirken skulle rejse sig og fortælle, hvor de var startet, hvorfor de vandrede ruten, og hvad de havde fået ud af den. Vi var nok 50-60 mennesker. Det var megasjovt at høre folk fra hele verden fortælle.

Det er en udfordring at vandre Caminoen, men det handler lige så meget om at finde ind til et eller andet og frem til, hvad man er på vej hen i mod i livet.

Der var nogle, der havde haft sygdom i familien eller en mand, der var gået bort. De brugte turen til at få et klart syn på deres liv og tilværelse.

Der var nogle, der brugte turen som en del af en livstilsændring i forhold til stress eller til at motivere sig til at leve sundere.

Der var en, der nævnte, at den jordnære rejse, hvor man bruger fødderne, var vigtigt.

For mange irere virkede det til at være en del af det at være katolik. Der var en irer i min gruppe, som var meget religiøs, og for hende handlede det også om, at munke fra hele verden har gået der gennem tusind år.”

Folk har en tendens til hurtigt at åbne op, når man vandrer. Var det noget, du mærkede?
”Ja, tydeligt. Man kommer lynhurtigt tæt på hinanden, taler om hvordan man lever, om sine børn og alt muligt andet. Det er sjovt, for det er anderledes end på hårde ture i bjergene, hvor man taler mere om at trække vejret, mængden af væske man skal drikke, at man skal huske at spise og om udsigterne. Caminoen er bare anderledes. På den gode måde.”

20190630 075953

Dennis Kjeldahl Knudsen vandrede de 114 kilometer på Camino Francés fra Sarria til Santiago de Compotela i juni 2019.

Hvordan foregik en normal dag på Caminoen?
”Man står op omkring klokken 6.30 til en standardmorgenmad. Det er en pilgrimsrute, og det bærer maden præg af. Det er ikke den store, spanske kulinariske oplevelse, men det er mad, så man kan klare dagen og vejen; noget yoghurt, lidt frugt og en cappuccino. Så pakker man sin taske og begynder at vandre.

Vi fulgtes typisk ad som gruppe de første 500 meter tilbage til stien, og så bliver man sluppet løs og går i eget tempo; nogle dage har man lyst til at speede den lidt op og andre dage til at tage det stille og roligt.

Jeg fik en hyggelig rutine med at stoppe ved 9.30-10.00-tiden til en kop kaffe og få en Tarte de Santiago, sådan en mazarinagtig kage, man kan få overalt, og stoppede igen ved middagstid på et frokoststed, der var aftalt med gruppen. Jeg havde så typisk det halve af ruten tilbage og var så tit fremme mellem klokken 2.30 og 3.30.

Når man har gået op mod 25 kilometer, så er benene brugt. Du har bare lyst til at sidde i solen med en kølig genstand og slappe af. Eller tage et bad på værelset og vaske støvet fra stien af. I Spanien spiser man jo først aftensmad klokken 20.00, så vi mødtes tit i baren til en kold øl eller en gin og tonic, inden vi i gruppen gik sammen ud og spiste. Det er kun om aftenen, du ved, at du har nogen at dele oplevelserne med, så det prioriterede vi.”

Hvad er det for nogle landskaber, man vandrer gennem?
”Det kan være helt tørre, nærmest ørkenlignende, landskaber, hvor der er langt mellem de små steder at tanke op, men til sidst er det mere frodigt og grønt; landbrugsområder med gårde og masser af dyr på markerne.

Der er også masser af klassiske skovstier under træerne. Der er ikke rigtig nogen landskabsmæssige højdepunkter. Det er helhedsoplevelsen af at være en masse ligesindede mennesker, som hver især opnår sine mål, der er det specielle.”

CAM3

Man støder på folk i alle aldre, fra stort set alle afkroge af verden, på Caminoen. På turen var der bagagetransport, så man kunne nøjes med at vandre med en lille dagtursrygsæk.

Hvordan mærkede du, at det er en pilgrimsrute?
”Der er alle de her små gravsteder, hvor munkene og pilgrimme tidligere kunne overnatte – dem kommer man typisk forbi tre, fire, fem stykker af om dagen – og der er alle de hyggelige landsbyer, der typisk har et par cafeer, brostensgader og en meget romantisk stemning. Her kan man sætte sig og kukkelure.

Man har jo den tid, man gerne vil bruge på at nå frem. Man går i det tempo, der passer til én.

Der er også mange små cafeterier, der ligger hyggeligt og med gode udsigter, hvor man kan få en kop kaffe eller en Tarte de Santiago. Er det hen over middag, kan man få en specialøl fra området, eller et glas rødvin. Det er et kæmpe vindistrikt, og du kan tappe vin af kæmpestore tønder, der hvor du tapper vand. køber du rødvin, er det billigere end vand.

De små beværtninger er virkelige forskelligartede og sjove at opleve. Nogle steder er de bygget op omkring en stald eller en lade, og det er flere generationer af folk i familien, der har serveret kaffe, frugt, juice og vin for pilgrimme. Det var faktisk et af højdepunkterne. Mange steder var det donationsbaseret, så måtte du bare tage, hvad du ville af snacks og specialiteter med familiens hjemmelavede specialiteter; kage eller blæksprutte.”

CAM4

Caminoen ligger ikke langt fra havet, og blæksprutte er en af specialiteterne, man ofte finder på spisesteder langs ruten.

Hvordan er det, at man har så klart defineret et mål i Santiago de Compostela?
”Jo tættere man kommer på Santiago, jo højere bliver stemningen. Folk er tætte på deres mål – og der er nogen, som lider undervejs. Begynder du at få blodvabler efter to dage, så er det et haltende mareridt. Stenene, der markerer, hvor langt der er til Santiago, står overalt, og man kan ikke lade være med at lægge mærke til, hvor langt man har igen. De afmærker også ruten, og man er jo ikke interesseret i at komme på afveje. Det er dog rigtig nemt at finde vej på Den Franske Rute.

Du får også et pilgrimspas, og for at få dit bevis på, at du har gennemført Caminoen, skal du samle to stempler om dagen. Det kan f.eks. være på turistbureauerne eller på beværtningerne. Det kan være stempler med et logo, der har gået igen gennem generationer. Andre steder brændemærker de det i dit pilgrimspas. Det var også et højdepunkt, og noget man går og samler på.”

Hvordan er det at vandre de sidste kilometer ind til katedralen i Santiago de Compostela?
”Man flyver nærmest ind på pladsen. Alle dem, der har lidt, har nu store smil på. Man mærker, at man er på vej hen mod noget, der er et kæmpe mål for mange. Der bliver næsten helt stille, fordi alle sanserne begynder at arbejde, og man lægger mærke til flere ting.

Man kommer også til en by med næsten 100.000 indbyggere, så der er mere trafik. Flere bygninger. De hyggelige stier forsvinder, men man kommer ind i den hyggelige, gamle bydel, og når man rammer den enorme plads med katedralen, har mange tårer i øjnene.

Der bliver hujet, hejet, råbt og skreget, og folk får taget lige så mange billeder foran katedralen som på hele ruten. Der er sindssyg god stemning. Dagen efter jeg kom frem, satte jeg mig bare ind på pladsen og kiggede. Det er meget, meget specielt i forhold til andre vandreruter. Der er nogen, der har vandret 100 kilometer, andre har vandret 800 kilometer, nogle endnu længere. Folk er lykkelige. Der er kram og knus og highfives. Det var meget opløftende; en sindssyg god oplevelse.”


CAM1Caminoen

’Camino’ betyder ’vej’ på spansk, men Camino de Santiago er ikke blot en enkelt rute; det er et stort netværk af oldgamle pilgrimsruter, som har det til fælles, at de ender midt i den spanske by Santiago de Compostela. Den mest populære rute er Camino Francés, Den Franske Rute, som starter i det sydlige Frankrigs St. Jean-Pied-du-Port og snor sig på stier og veje i 780 kilometer til slutmålet. Det er de sidste 114 kilometer af den rute, artiklen her handler om.


Apostlen Jakob & hvilestedet i Santiago

På dansk er Caminoen også kendt som Jakobsvejen; opkaldt efter apostlen Jakob, en af Jesus’ 12 disciple, som efter sigende ligger begravet under den store katedral i Santiago. Han bliver traditionelt anset for at være den første martyr blandt Jesus’ disciple og blev henrettet omkring år 44 efter ordre af kong Herodes Agrippa I, der var romersk statholder i Judæa.

Senere blev Jakob såvel Spaniens som pilgrimmenes skytsengel, men hvordan endte hans jordiske rester i Spanien?

Jo, en spansk legende fra det 7. århundrede beretter om, hvordan han inden sin død rejste til Spanien for at sprede Jesus’ budskab. Efter han her så Jomfru Maria i et syn, drog han dog tilbage til Judæa og blev altså henrettet. På mirakuløs vis skulle hans lig dog være blevet ført 4000 kilometer tilbage til den spanske kyst i en båd, der blev ført af engle.

Her blev Jakobs lig omsluttet af en stor sten, der tog form som en kiste og blev trukket bag okser til Campus Stella (Compostela). Her fandt han sit endelige hvilested.

Omkring hans grav opstod byen Santiago, og pilgrimme begyndte at valfarte til graven; i det 12. århundrede var katedralen i Santiago et lige så populært pilgrimsmål som Rom og gravkirken i Jerusalem. Populariteten aftog dog, som århundrederne kom og gik, men i 1980’erne begyndte interessen i at vandre på pilgrimsruten til Santiago de Compostela igen at stige.

I dag er det en af verdens mest berømte vandreruter med flere hundredetusinde vandrere hvert år.

LÆS OGSÅ

Familievandring på Camino Primitivo

Mange flere artikler om vandring i Europa

 

Skrevet af: Tore Grønne / Foto: Dennis Kjeldahl Knudsen, Skrevet Søndag, 02 Februar 2020, opdateret 28 Januar 2020, læsninger: 3121

Log ind