tr?id=1356109654439775&ev=PageView&noscript=1 Vandretur i Rago Nationalpark | Vandring | Norge | Opdag Verden

Vandretur i Rago Nationalpark

 

rago2.jpgRago Nationalpark og de barske områder omkring. Stedet, hvor en af os havde været to år forinden. Tanken om høje bjerge, udfordringer, solen der glimter i den resterende sne, som ligger efter vinterens kulde, lyse nætter og mange udfordringer. Alt dette var noget, som fik os begge til at drage mod det nordlige Norge. En tur, som viste sig at være ekstrem hård, grænseoverskridende og lærerig. En tur vi aldrig vil glemme.

{mosmodule module=Norge}

Tilfældig lejrpladsrago1.jpg
Turens anden dag startede med togtur fra Trondheim til Fauske, hvor vi ankom sidst på eftermiddagen. Der fra skulle vi videre med bus fra den lokale Shell tank til ’Sörfjordskardet’, hvor selve vandreturen skulle begynde.
Vi startede med at følge en rute. Her kom den første stigning på vores tur. Det gik bare op og op og op. Samtidig var der ekstremt mange myg i  området, der her var virkelig flot. Man kunne se ud over skoven og ned på den store sø i baggrunden.
Efter cirka 4 kilometer drejede vi af og begyndte at gå efter kort og kompas i stedet. Det var her, vi skulle begynde at bruge alt det, vi havde lært. Det var nemmere sagt end gjort, og resulterede i, at vi ikke slog lejr på det planlagte sted. I stedet måtte vi nøjes med at slå lejr på den eneste mosplet i miles omkreds. Ellers var der snehvidt, så langt øjet rakte. Klokken var 2.00 om natten, da vi puttede os nede i vores varme og trygge soveposer.

 
 Klokken 6.00 var det allerede ulidelig varmt, så vi kunne ikke sove mere. Da vi tændte den medbragte GPS, fandt vi ud af, at selvom vi var gået forkert dagen før, havde vi faktisk gået en genvej, så vi var længere på den planlagte rute, end vi troede. Vi var gået vest om et fjeld, der hedder Grønløkken, i stedet for øst, hvilket havde sparet os for en del besvær. Det resulterede i, at vi gik til ’Austervass tinden’ på omkring 2 timer. Derefter stod den på nedstigningen gennem den berygtede slugt. På grund af den hårde vinter, som har været i år, var der faldet meget sne i området, hvilket havde fået alle søer, vandløb og vandfald til at løbe over deres breder. Det viste sig at skulle påvirke vores videre vandring.

Turen ned gennem slugten var ikke noget at spøge med. Da vandfaldet var løbet over bredderne, blev vi nødt til at klatre på sten, der nogle gange var så store sorago4.jpgm huse. Det var hårdt, da vi skulle klatre op, dernæst ned og så op igen for at komme forbi store huller i klipperne. Vi må indrømme, at der blev bedt meget på hele turen ned gennem slugten. Ikke kun på grund af klatreturene, som vi slet ikke er i træning til, men også fordi stenene nogle gange var glatte. Der ud over lå der nogle steder sne et langt stykke, hvor vi ikke kunne se, hvor tyk den var. Heldigvis havde vi ’the life saver’ med - alias et 2 centimeter tykt og 10 meter langt reb. Det blev brugt flittigt på nedstigningen. Oven i alle strabadserne revnede Dortes bukser, da vi nogle gange skulle kure på numsen ned af de store sten. Så hun blev nødt til at forsætte, i de eneste andre bukser hun havde medbragt; lange blå underbukser.
Efter 5 timers hård nedstigning kom vi til et vandret stykke. Vi troede endelig, at vi var nede af slugten. Men nej. Da vi tændte GPS’en, fandt vi ud af, at vi kun var halvvejs nede af slugten. Det vil sige, at vi på 5 timer var kommet én kilometer. På det tidspunkt havde vi ikke flere kræfter tilbage. Derfor slog vi lejr, så vi kunne slappe af og oplagre noget energi til næste dags vandring.

Den berygtede slugt

Genvejen
Efter en velfortjent søvn drog vi videre. Vi manglede halvdelen af slugten fra den forrige dag, men det viste sig, at det sidste stykke af slugten var nemmere, end det første. Så det tog kun en time at komme ned derfra. Her kunne vi bedre nyde den flotte udsigt, som var i området. Vi var godt på vej mod grænsen til Rago nationalpark.

På vores planlagte rute skulle vi krydse nogle vandløb. Da vi kom til et af dem, var det blevet så bredt, at vi ikke kunne komme over. Vi gik derfor rundt om søen, der udmundede i dette vandfald og vandløb, i håb om at kunne komme den vej. Da vi var halvvejs rundt om søen, opdagede vi en slugt. Da den ikke så slem ud, besluttede vi os for at gå den vej. Det betød, at vi sparede omkring 4 kilometer i forhold til den oprindeligt planlagte rute. Vi slog lejr lige udenfor grænsen til Rago nationalpark. 


rago3.jpg På turens femte dag vågnede vi op, da sveden haglede af os. Den dag krydsede vi Rago nationalpark. Her vidste vi, at der ifølge kortet ikke var længe til, at vi nåede de sikre turistruter. Dog skulle vi først ned af slugten ved Trolldallsfossen. Vi gik med meget bange anelser hen mod Trolldallsfoss-slugten. Her frygtede vi, at vi igen ville blive overrasket af en masse vand. Stedet var præcis, som vi havde frygtet. Da vi kom ned til dalen, hvor trolldallsfossen løb ned i slugten, var dalen fyldt med vand. Dette gjorde det nærmest umuligt at krydse elven, som vi skulle over for at komme videre. Vi fandt et sted, hvor vi satsede på, at vandet ikke var så dybt.

Vi bandt et reb i mellem os og begyndte at vade over. Strømmen rev i vores ben, og vi var flere gange bange for at blive revet med ned af vandfaldet. Vi kom dog heldigvis over. Selvom vi var ved at være godt trætte, besluttede vi alligevel, at vi ville gå hen til slugten og starte nedstigningen. Vandfaldet rasede, da vi begyndte at klatre nedad. Stort og bredt, og larmen fra det hang i vores ører. Efter nedstigningen skulle vi krydse vandløbet Lille Rago - som dog ikke var så lille igen. Vi fandt et sted, hvor vi med god vilje kunne hoppe fra sten til sten og på den måde komme over. Derefter gik vi mod den planlagte lejrplads, som var på en tange ved Storkråga. Her var så ulidelig mange myg og klæg (store fluer der bider), at vi slog telt op, spiste og så videre på mindre end en time. Vi kunne ikke lave andet end at ligge inde midt i teltet, da vi frygtede, at alle myggene ville stikke igennem teltdugen. Efter godt 3 timer fik vi nok. Kl. 22.00 besluttede vi os for at finde et andet sted højere oppe og slå lejr. Teltet og vores ting blev pakket hurtigt sammen, og kl. 23.00 var vi klar til at gå videre for at lede efter en bedre teltplads.

Vi vandrede i 3 timer, til vi fandt et rigtig godt sted på turistruten. Klokken 2.30 lagde vi os igen til at sove.

Myg.jpgRagohytten –  en sauna
Klokken 9.30 blev vi vækket af solens varme stråler. Vi besluttede os for at holde en halv hviledag, fordi vi havde gået om natten. Vi vaskede tøj i vandfaldet, der brusede lige ved siden af vores telt, spillede yatzy og læste højt i en medbragt bog. Vi havde aftalt, at vi skulle nå at gå de cirka 3 km op til Ragohytta den dag, så vi kunne sagtens slappe af noget af dagen.
Der var virkelig flot natur i det område. Vi var temmelig højt oppe, så der var næsten ingen træer, kun få buske, græs og mos. Over alt brusede vandfald - det ene større og mere imponerende end det andet.

Ved 13-tiden pakkede vi sammen og gik mod hytten. Det var ekstremt hårdt, da det var noget nær den varmeste dag på turen. Der var ikke en vind, der rørte sig, og solen bagte fra en skyfri himmel. Vi var ved at løbe tør for myggespray, så vi blev nødt til kun at sprøjte én gang. Der gik derfor ikke længe, før vi havde svedt det væk, og myggene igen sværmede rundt om os og prøvede at finde et sted, hvor vi ikke før var blevet stukket. Vi var på det tidspunkt ved at være godt trætte af myggene og fluerne. Der var hele tiden en konstant summen omkring vores ører, og sammen med den ulidelige varme var det umuligt at nyde de smukke omgivelser. Vi skulle gå på en markeret rute hele vejen til Ragohytta, men blev dog nødt til at forlade stien mange gange, da de oversvømmede elve var umulige at krydse.

Vi vågnede klokken 2 om natten, da temperaturen var så høj i hytten, at vi var ved at omkomme. Endnu engang reddede vores myggenet os. Vi lagde os ud på klipperne i soveposen med myggenet på hovedet. Der blæste lidt, så det var skønt at ligge udenfor. Klokken 8 stod vi op, lavede morgenmad og pakkede vores grej sammen, så vi var klar til at gå et par timer efter.
 
Farvel Rago
Vi havde aftalt at gå ned til skogvasshytten, men da vi havde gået 8 kilometer, besluttede vi, at det kunne være lækkert at nå helt ned og tage en bus til Fauske. Der var cirka 19 kilometer ned til Lakshola og derfra var der omkring 8 kilometer videre ad landevej ud til busstoppestedet. Vi blev enige om, at det var et nogenlunde realistisk mål, da vi selv syntes, at vi havde gode ben. Dortes fod begyndte dog pludselig at hæve, fordi hun forinden turen havde brækket sin lilletå. Derfor blev vi nødt til at gå langsommere end ellers. Hvis vi skulle nå bussen, skulle vi være nede ved Lakshola klokken 18, så vi holdte en pause, hvor Dorte bandt støvlerne anderledes og spiste nogle smertestillende, som kunne tage lidt af smerterne. Det hjalp heldigvis. 8 timer senere, næsten i Lakshola, mødte vi svenskerne fra dagen før, der tilbød os et lift til Fauske. Ved 20-tiden kunne vi derfor slå vores telt op på Fauske Campingplads. Efter 7 dages badning i koldt smeltevand kunne vi nu tage et tiltrængt, dejligt varmt bad.

Efter tre timers vandring dukkede en lille skorsten op i horisonten, og vi nærmede os Ragohytta. Det er en lille hytte, som man gratis kan benytte. Der er gasblus, brændeovn og to madrasser, man kan sove på. Et rigtig lækkert tilflugtssted hvis man gerne vil slippe for at slå telt op og lave mad på trangia. Vi hyggede os med at læse, skrive i gæstebogen og spille Yatzy. Ved 22-tiden kom to svenske turister forbi. De fortalte os, at der havde været varmere end nogensinde i Rago nationalpark. De havde målt 32 grader. Så kunne vi bedre forstå, at vi synes det var lidt varmt.

En stor oplevelse
Når vi ser tilbage på turen, har det virkelig være en kæmpe oplevelse. Vi har været presset både fysisk og psykisk, og har på denne tur gjort nogle ting, som vi ikke troede vi kunne. Et eksempel er turen ned gennem ’den berygtede slugt’. Hvis ikke vi havde formået at samarbejde under et så stort pres, tør vi ikke tænke på, hvad der kunne være sket. Det er en ubeskrivelig følelse, man har i kroppen, når man står oppe på et bjerg, man lige har besteget og kigger ud over den flotte natur, der er i Rago nationalpark og områderne omkring parken. Så alt i alt har vi fået en kæmpe oplevelse med i kufferten. En oplevelse, som vi sent vil glemme.


Vandrernes ABC
Allergi:
Vi synes, at man skal have nogle piller med til allergi overfor mygge-og klæg stik. Selvom vi normalt kan tåle stik, oplevede vi alligevel en allergisk reaktion. I håndkøb kan man få antihistamintabletter, som er rimelig effektive.

Bøllehat og myggenet:

Hatten reddede vores hovedbunde for en slem forbrænding. Så det er en rigtig god ide at tage en hat med. Myggenettet var lidt vanskeligt at gå med, men det var dejligt at sove med udenfor teltet.

God salve:
En god ide med noget creme, fx locobase eller zink salve, til at smøre rifter og vabler med.

Hytter:
Der er to hytter i Rago Nationalpark, som man frit kan benytte. Storskoghytta ved Storskogvatnet og Ragohytta. Begge hytter har gode køjer og et lille køkken med gaskomfur.

Indkøb:
Man skal huske at hæve penge hjemmefra, da man ikke kan benytte Visa på Oslo´s banegård. I bankerne på banegården kan man mindst hæve 400 Nkr., og det er jo ganske mange penge, hvis man bare vil på toilettet.

Kort og Guidebøger:
Kort over området kan købes på www.dntoslo.no/index.php?fo_id=1740 i målestok 1:50000 over Gjerdalen og Sisovatnet. Kostede ca. 150 kr.

Madmængde:
Vi havde tre energibarer pr. person om dagen - vi kunne sagtens nøjes med 2 pr. person om dagen. Dette ville have sparet os for 12 energibarer, og dermed vægten. Derudover havde vi 100 g havregryn pr. person med til hver dag, en trekking lunch pr. person til hver dag, samt lidt chokolade.

Madpakke:
En madpakke er virkelig en god ide til den lange togtur. Det er dyrt at købe mad på toget, og desuden er der ikke særlig mange valgmuligheder. Husk at tage noget med, der ikke behøver at være nedkølet. Fx dåser (tun, majs mm), som man kan tage med uåbent. Man skal selvfølgelig også have vand med i store mængder. Vi havde 3 x 1,5 liter med hver til togturen.

Myggespray:
Vi fortrød adskillige gange, at vi ikke havde taget mere myggespray med, så husk at købe rigeligt. Man kan man købe noget, der hedder Klø Stop til at stoppe kløen. Det hjælper virkeligt. I Fauske kan man købe myggespray i supermarkederne, som virker bedre end det, man kan i Danmark. (Det man kan købe på Shelltanken og Esso, er det samme som i Danmark, så det er ikke det bedste).

Overnatning:
Vi overnattede på Fauske Campingplads. Det koster 110 Nkr. pr. nat. Campingpladsen ligger ca. 4 km fra Fauske city. For at komme dertil skal man gå af landevejen mod Bodø. Der møder man et skilt mod campingpladsen på venstre hånd.

Smertestillende:
Det er en god ide at tage to typer smertestillende med, da de virker på forskellige receptorer i kroppen, og kan derfor virke forskelligt i forskellige situationer. Fx  treo og panodil.

The Life Safer:
Vi havde et reb med, som vi brugte til at hejse vores tasker og os selv op og ned i sprækker, samt ved andre ufremkommelige steder. Vi synes, at det er en rigtig god ide med et reb - især hvis man er tøser af sted.

Transport:
Vi købte en scanrail billet til turen. Læs mere på www.scanrail.com/
Vi sejlede fra Frederikshavn til Oslo med Stena line. Man får 50 % rabat på færgebilletten, hvis man har scanrailbillet. På hjemturen tog vi toget hele vejen til Danmark, fordi færgeturen hjem er dyr, da det er påkrævet, at man har en kahyt.

Transport med bus:
Da vi ankom til Fauske, gik vi ned til shelltanken i Fauske city. Derfra tog vi en bus mod Narvik, der kostede 43 kr. Man får også rabat på busserne i Norge, når man har scanrail. Vi stod af bussen ved Einkråga ca. en times kørsel fra Fauske. 

Udstyr:
Man behøver kun at have almindelig trekking udstyr med.

Vejrforhold:
Rago Nationalpark har et typisk kystklima, hvilket betyder, at klimaet stort set er som i Danmark, med milde vintre og forholdsvis kolde og regnfyldte somre. Da området ligger så nordligt, skal man dog forvente, at vejret kan være meget uforudsigeligt, og at der på 300 meters højde kan forekomme sne.
Hvis det er muligt, er det en god ide at tjekke vejrudsigten hjemmefra, så man kan tage passende tøj med. Vi havde fx vinterjakker og langærmede trøjer med, hvilket kun blev brugt som hovedpuder om natten.

Whisky:
Det er billigere at købe det i Danmark end på færgen. Vi havde Whisky med til kaffen. Man behøver selvfølgelig ikke at have det med, men det er dejligt at have noget at glæde sig til om aftenen.

Yderligere oplysninger:
Oplysninger om området o.l. findes på www.visitnorway.com
Skrevet af: Dorte Søgaard og Charlotte Jensen, Skrevet Fredag, 04 januar 2008, opdateret 18 januar 2018, læsninger: 5740

Log ind