PÅ FJELDEVENTYR I TROLLHEIMEN

Fra hytte til hytte i Norge

Det er med en vis skepsis, at et par fjeldvante fyre med massevis af teltovernatninger i bagagen tager på deres første vandretur fra hytte til hytte i Norge. For kan man bevare vildmarksfornemmelsen på en ”luksus-tur” med overnatning indendørs?

IMG_1222.jpg
Skrevet af: Rasmus Simonsen / Foto: Rasmus Simonsen og Jesper Haugaard
Opdateret den 22. maj 2018
Læst af: 13532

Det er med en vis skepsis, at et par fjeldvante fyre med massevis af teltovernatninger i bagagen tager på deres første vandretur fra hytte til hytte i Norge. For kan man bevare vildmarksfornemmelsen på en ”luksus-tur” med overnatning indendørs?

Vassendsetra-hytten ligger helt for sig selv. Her er komfortabelt, men samtidig hersker her en vildmarksfølelse. For hytten har ikke indlagt vand; det henter vi i floden. Vi tænder op i brændeovnen for at få varme, og det er stearinlysene, der lyser op, da mørket sænker sig.

Gennem vinduerne er der udsigt til en stor sø, der er fiskeudstyr i hytten, og vi kan læse i gæstebogen, at der er gode muligheder for at fange fisk. Selve hytten er fyldt med fine, gamle møbler og pyntet med alt fra fåreskind til billeder af hytten dækket i sne.

Det eneste lys i mørket, da jeg om aftenen begiver jeg mig ud på det lille muldtoilet, kommer fra pandelygten og månen, der laver genskær på søens overflade. Tænk, at vi bare kan låse os ind i en hytte, benytte os af brænde, gas fra gasblusset, købe mad fra maddepotet og sove i en opredt køjeseng for bare 120 norske kroner per person.

Det er på denne aften i denne hytte, at jeg sådan rigtig kan se mig selv i hytte til hytte-konceptet.

IMG 1401

Fanget i en sky
Vi er på vandretur i et af nordmændenes foretrukne fjeldområder, Trollheimen, som især er kendt for vandreruten Trekanten. Den går mellem de tre betjente hytter Gjevilvasshytta, Trollheimshytta og Jøldalshytta, men vores plan er at udvide ruten med to andre hytter, Vassendsetra og Kårvatn, samt en overnatning i Telt.

Morgenen inden vi når Vassendsetra-hytten, spiser vi en solid morgenmad i Gjevilvasshytta og smører madpakker til en lang vandredag på 10 timer. Ud på eftermiddagen når vi at spotte tre rensdyr, der nærmest går i ét med det nuancerede rødlige fjeldlandskab over trægrænsen, inden vejret skifter fra høj sol til silende regn. Vi har 300 stejle meter op til et bjergpas, men sigtbarheden er så dårlig, at det er svært at finde den næste markering og dermed også stien. Spor fra andre vandrere er pludselig slettet af regnen og tæt tåge, kraftig regn og genskin gør det ikke nemmere at finde pejlemærker, da vi når en snedækket strækning.

Vi diskuterer, om vi skal slå lejr. Få varmen og blive tørre igen. Men vi fortsætter. De få hundrede højdemeter føltes uendelige lange. Vi er trætte og våde, men så ser vi en sten med det længeventede ”T”. Terrænet er ikke så stejlt mere. Så begynder det at gå ned ad. Og pludselig er sigtbarheden på mere end et par meter. Da vi lidt efter kigger os over skuldrene, kan vi se bunden af skydækket, vi lige har gået oppe i.

IMG 1334

Knitrende brændeovn
Flere timer senere når vi sætertræhytten Vassendsetra. Det er en fantastisk følelse at tage de gennemblødte støvler af, tænde op i brændeovnen og sætte sig i en blød sofa med benene oppe. Vi tænder stearinlys, spiller kort og kigger på morgendagens rute.

Med varme i hele kroppen og lyden af den knitrende brændeovn flyver tankerne. Det her er en noget anden oplevelse end at ligge i vores ultraletvægtstelt på to kvadratmeter og være ligeså gennemblødte i morgen, som da vi ankom. Den simple køjeseng føles nu som en luksussuite sammenlignet med et Liggeunderlag, og vi er klar til at slutte en god, men hård, dag i fjeldet.

IMG 1368

Næste morgen starter med havregrød og ”frokost-shopping” i hyttens maddepot, inden vi sætter kursen mod Kårvatn. Landskabet er imponerende. Klippedal og store vandfald. Sidst på eftermiddagen når vi den gamle handelsvej, Gammelseterdalen, som blev brugt fra 1400-tallet til midten af 1800-tallet. Løse klippesten vidner om den gamle rute, men den gamle handelsvej er skyllet væk med tiden, så strækningen tager meget lang tid. Et sted er vi nødsaget til næsten at klatre ned langs et vandfald, og det er med at holde tungen lige i munden, for der er løse sten og høje klipper til hver side.

Men den vilde natur er eventyrlig. Selvom det er tidskrævende og besværligt, så er det hele turen værd. Vi kommer ned i tæt skov, som ender i et moseområde, og de seks kilometer i fugleflugt til hytten tager fire-fem timer på grund af det vanskelige terræn. Da vi endelig kan se gården, er det i skumringen, og gården lyses op i rødlige farver. Vi er endnu en gang godt våde og trætte, så det er ekstra værdsat at komme frem til en hytte med tørrerum og brændeovn.

IMG 1477

Alene i fjeldet
Efter to hårde dage beslutter vi os for ikke at gå hele vejen til næste hytte. Den er op til 10 timers vandring fra Kårvatn, og den sidste tredjedel er gennem et vådområde, men vi har et letvægtstelt med som ‘nødløsning’. Vi vandrer stille og roligt, spiser multebær og blåbær, tager udsigts-stop samt smider støvler flere gange, da vi krydser flere elve.

På ruten her mellem Kårvatn og Trollheimshytta er der midtvejs placeret et nødbu, en nødhytte, da flere vandrere er omkommet på ruten på grund af det omskiftelige vejr og manglende ly. På en solrig sommerdag er det svært at forestille sig, at det her sted kan være livsfarligt, men hytten minder os om naturens barske kræfter.

Først på aftenen slår vi teltet op med udsigt til toppene omkring os. Der er ikke et menneske i syne, og det eneste, vi hører, er lyden af summende myg og en klokke fra et får, der ikke er til at se nogle steder.

IMG 1668

Trollheimens hjerte
Næste dag vandrer vi ned fra højfjeldet, krydser en større bro over den brusende elv, og pludselig dukker den brune Trollheimshytta frem i lysningen omgivet af fjeldtoppe. Det er en betjent bjælkehytte med et klassisk udseende og græstag. Her er masser af sengepladser, flere pejsestuer at slænge sig i, og vi får vi serveret lokale råvarer som pølser med fårekød, fisk og rensdyr.

Trollheimshytta er den hytte, der ligger mest afsides af de betjente hytter, og jeg har en følelse af at være lukket af fra omverden. Herfra er der afsindig mange turmuligheder, og det er oplagt at blive ved hytten i flere dage og tage på topture.

På vores sidste hele vandredag starter vi ved Trollheimshytta i det fineste solskinsvejr og ender i lettere skyet vejr ved Jøldalshytte. Fra hytten er der udsigt ned over en lille sø. Det store fjeld ligger bagved og venter på os til en anden gang. Trætte og med ømme ben er det ikke et farvel, men et på gensyn til det flotte område og de komfortable hytter.

IMG 1314

Næste gang…
Vi er en del erfaringer rigere efter en lille uges vandring fra hytte til hytte. Jeg er meget begejstret for vandreformen. Jeg forstår godt, at så mange nordmænd benytter sig af den mere komfortable måde at opleve den storslåede natur på, og jeg har nu svært ved at forestille mig en tur i fjeldet uden i hvert fald en enkelt overnatning i hytte.Der er mange fordele ved at gå fra hytte til hytte, og jeg mener ikke, at man går på kompromis med den autentiske naturoplevelse.

På min næste tur vil jeg igen variere mellem typer af hytter, som vi gjorde på den her tur. Jeg vil indlægge mere tid til at bo flere nætter i den samme hytte. Jeg vil fiske en hel dag. Komme ned i tempo ved den selvbetjente hytte Vassendsetra. Tage et par topture fra den betjente hytte Trollheimshytta. Jeg vil tilbage til Trollheimen.

Opdag Verden var inviteret til Norge af Visit Norway: www.visitnorway.dk


Et åbent spisekammer

Jeg vil råde andre til at vælge en lidt kortere rute, end vi gjorde. Så man har mere tid til at nyde landskabet, bade, holde pauser med fantastisk udsigt og plukke bær. Vi plukkede blandt andet nordmændenes ”guld”, multebær, som var modne og lækre i august. Derudover vokser der blåbær og sortebær, som er perfekte til at pifte en lidt kedelig havregrød op.


IMG 1111
5 ting at huske

Man har virkelig ikke behov for særlig meget i rygsækken, når man ikke skal slæbe på mad og sovegrej. Der er dog nogle enkelte ting, som kan være gode at pakke.

  1. Husk en termokande, for hvor fantastisk er det ikke lige at stå op om morgenen, og så er der lavet en kande kaffe til brug i løbet af dagen.

  2. Det er et krav at medbringe en lagenpose til at sove i. Dynerne i hytterne sørger for varme.

  3. Det en god idé at medbringe stearinlys, en lille lanterne eller lignende til at lyse op i de selvbetjente hytter.

  4. Ved de betjente hytter kan man betale med kort, men husk kontanter til de selvbetjente hytter.

  5. Selvom ruterne er godt markerede, så er det nødvendigt med et godt kort. Kort kan købes i de betjente hytter eller online inden turen. Det er også muligt at downloade kort på ut.no-appen, men bruger du digitale kort, så husk at pakke en powerbank.

IMG 1121

ikon hængelås

Prøv de næste 3
Opdag Verden magasiner

Opdag Verden Magasinet

Direkte i din postkasse
i 6 måneder for 99 kr.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Find din næste tur her


Ruteforslag
Hardangervidda (Massiv 4)

Hardangervidda (Massiv 4)

Ruteforslag
Jotunheimen (Massiv 2)

Jotunheimen (Massiv 2)

Ruteforslag
Skarvheimen (Massiv 3)

Skarvheimen (Massiv 3)

Andre spændende artikler


Gletschervandring i Norge

Gletschervandring i Norge

Ny norsk tur-app

Ny norsk tur-app

Sådan kommer du nemt til det norske fjeld

Sådan kommer du nemt til det norske fjeld

An Error Occurred: Whoops, looks like something went wrong.

Sorry, there was a problem we could not recover from.

The server returned a "500 - Whoops, looks like something went wrong."

Help me resolve this