Vandreture og vandring spiller en stor rolle i menneskets udvikling. Det at gå har været et livsvilkår igennem en stor del af menneskehedens historie, og mens mennesket har vandret, har hjernen arbejdet med alle de store spørgsmål, der kan opstå ud af det blå, men er svære at svare på: Hvor skal jeg hen? Hvorfor går jeg? Hvorfor lever jeg? Vandring spiller en stor rolle i tænkningens historie. For vi tænker bedst, når vi går.
Landskabet bølger og svæver i sommervarmen. Jeg er ude at gå. Langt. Undersøge mig selv og min krops formåen. På en skovvej ser jeg en mor og en lille pige ude og gå tur. Den lille pige hører mig, da jeg med målrettede skridt nærmer mig, og i det jeg overhaler dem, hiver hun sin mor i hånden og spørger:
”Mor, hvad går han dog efter?”
Hvorfor går jeg? Hvorfor går vi? Hvis vi lader os afklæde i bedste ’kejserens nye klæder’-stil af barnets spørgetrang, må vi forsøge at besvare spørgsmålet ved at følge store tænkeres tankegange og i vores naturs fodspor. Hvad er det, jeg er på vej hen imod? Hvad er det, jeg har forladt? Hvorfor står jeg ikke bare stille?
De fleste har vel haft de tanker på et eller andet tidspunkt i deres liv; tanker, som vi bærer med os som bagage i rygsækken. Eller som sten i skoen. På mange måder er visse spørgsmål lidt som netop stenen i skoen. De gør os opmærksomme. Får os til at stoppe op for at undersøge.
De sværeste spørgsmål i livet er mange gange dem, vi altid bærer med os, men ikke rigtig samler op til eftersyn og ikke rigtig spørger videre ind til. For tit, når vi spørger ind til dem – til meningen med livet, til kærligheden til en person; om hvorfor – så forsvinder dagligdagens selvfølgelighed, som meget af det sværeste i livet har over sig.
Men jeg vil alligevel bevæge mig hen ad tænkningens vej og tage nogle af historiens største tænkere med mig. Solovandring kan være fantastisk. Men i besværlige tider er det godt med forberedt selskab.
How to resolve AdBlock issue? 
