Til fods fra Hanstholm til Svendborg

Thy: Hvor modighedsmuskler vokser
Mine splinternye vandrestøvler sendte mig på førstedagen ud på en 16 km lang tur til Klitmøller. Jeg gik langs cykelstien, da sandet på stranden var for løst at gå i. Jeg kunne vælge imellem at overnatte på campingplads eller ude i klitterne. Jeg valgte klitterne af ren stædighed.

Den første aften på min tur sad jeg i teltet og skrev i min dagbog:

"På vejen ned til stranden smuttede jeg ind i SPAR og købte lidt øl, så jeg rigtig kunne hygge mig. Jeg gik ind til købmanden, lige inden de lukkede og købte to store øl til mig selv efter en dag med hård vandring. Så skulle jeg gå yderligere et par kilometer, hvoraf det meste var i løst sand, nu med indkøb og tre liter vand, så altså i omegnen af tyve kilo på min ryg. Det siger sig selv, at jeg var segnefærdig, da jeg endelig fandt et sted at slå teltet op. Og det var alt for sent. Det tog en krig at få tingene på plads, det er virkelig hårdt at ordne alting selv, men så var jeg også klar til aftensmad, øl og kakao. Men min Jetboil virkede ikke. Der kom ingen gas ud. Den lille tap, der skal prikke ned i gasdåsen, måtte have sat sig fast. Så har jeg da lært det; tjek dit udstyr, før du tager af sted. Selvfølgelig.

Så jeg har her til aften fået meget kold, meget ulækker frysetørret aftensmad. Måske var det en slags jægergryde? Jeg var slet ikke sulten.

Det hjalp, da jeg satte musik på. Genhørte Sædvanlighedens Vise og nynnede Asbjørn og Anders’ melodi. Det er et par gode mantraer. Jeg kan mærke, at de hjælper i det ensomme loppecirkus, jeg sidder midt i. De er altså ikke for sarte sjæle, de lopper. Hver gang jeg skal have noget i yderteltet, slipper de små sataner ind. Om jeg begriber hvordan; de er virkelig store. Åh altså, de kravler alle vegne."

Og sådan startede mine dage i Thy.