Trekking i Torres del Paine

Der er lang vej fra Danmark til Torres del Paine. Men nu er vi her. Vores plan er at vandre ’Rundturen’ om tinderne i løbet af otte til ti dage. Men parkbetjenten, som registrerer vores pas og opkræver 12 dollars i parkgebyr, forbyder os at tage Rundturen.

”To pas er blokeret af sne og is, og det er for farligt at passere dem,” lyder meldingen.

Det er en alvorlig streg i regningen. Vi har brugt tre døgns rejse på at nå frem fra Danmark. Vi har nøje planlagt ruten hjemmefra. Det skal være rundturen og ikke alternativet, W’et, som er overstået på fire til fem dage, hvor man vandrer i den sydlige del af parken i en formation som minder om et w for foden af bjergene mod nord.

Et kort øjeblik, mens vi vandrer ind i parken og væk fra parkbetjentenes kontor, Porteria y Guarderia ved Laguna Amarga, overvejer vi at se forholdene an, stikke fingeren i højslettegræsset, og høre os for hos andre vandrere, vi møder på vores vej. Vi hælder til civil ulydighed og vil gennemføre planen.

Vejret bestemmer
Efter halvanden times vandring når vi frem til basishytterne, Hosteria Las Torres, som er udgangspunktet for både rundturen og W’et. Landskabet er grønt og frodigt med enorme langstrakte græsstepper, spredte buske, småtræer og blå gletschersøer mod syd.

De fascinerende spidse bjergtinder rager i vejret mod nord. Det er der, vi skal op – ikke på toppen, men så tæt på som muligt. Det er nu, afgørelsen skal træffes. Men vi har ikke mødt nogen med dagsaktuel erfaring med ruten rundt om bjergmassivet, som vi kan spørge til råds.

I en hytte spiser vi den medbragte frokostmadpakke. Der er ikke en sjæl i hytten. Vi kan se, at andre vandrere, der er kommet med bussen fra Natales, vælger W’et. Det regner – en stille, let silende finregn – og termometeret udenfor viser 10 grader. Vi er i slutningen af november på 51. sydlige breddegrad. Vi lader vejret bestemme, tager regntøjet på og vælger W’et.