Der er meget at blive bidt af i bjergene - og endnu mere at fare vild i. Det erfarer to brødre, da de begiver sig ud på stierne i Kaukasus-bjergene i Georgien, hvor det er bjørne, de frygter, men hunde der kommer efter dem.
Da vi er kommet ud af Mestia, stopper vi op og ser tilbage på byen en sidste gang. Vi smiler begge over hele hovedet og omfavner hinanden i et fælles sus af frihed og lykke. Vi folder vores nye kort ud og griner af det. Vi har planlagt at vandre fra Mestia til Ushguli via Zhabeshi og Adishi med en gletsjerafstikker på vejen. En tur, der bør tage os tre til fire dage.
Vi har lige aflagt byens nyåbnede turistkontor et kortvarigt og ubrugeligt visit. Bag skranken sad en utrolig smuk, men desværre komplet uvidende, ung pige. Hun virkede næsten forundret over, at vi ville ud i bjergene, men gav os det bedste kort, hun havde, og forsikrede os om, at vandreruterne mellem byerne, hvor man kommer langt ud i ingenting, er både afmærkede og i fin stand.
Hun løj, skal det vise sig. Kortet, vi står med, ligner en georgisk udgave af oversigtskortet, vi kender fra Krak, og stierne skal vise sig for det meste blot at være dyrespor.
Jeg er med min bror på vandretur i Georgien. Nærmere betegnet den afsides beliggende region Svanetien, der grænser op til Rusland mod nord og udbryderregionen Abkhasien mod vest. Landet var for få måneder siden en hvid plet på vores mentale verdenskort. Nu går vi i rask fart mod turens første destination, gletsjeren Chalati, øst for det 4710 meter høje bjerg Mt. Ushba.
Inden længe føler jeg, at hele skoven kigger ind under bivuakken.
Mørket falder på
Vi finder en lille lysning, der bliver vores første bjerglejr. Vi gør, som vi plejer; samler brænde, sætter bivuak op og laver mad. Inden længe sidder vi mætte og glade ved bålet, men mærker alligevel, hvordan stemningen langsomt ændrer sig i takt med mørkets frembrud i den smalle dal.
How to resolve AdBlock issue? 
