Via ferrata i de schweiziske alper

Balancegang på Englenes Bjerg

I en labyrint af alpetoppe og græsgange byder Engelberg på et smukt adrenalinkick med en helt enestående form for bjergvandring, via ferrata. Selvom det ser vildt ud med de lodrette fald, spinkle hængebroer og stejle klipper, så snyder det første indtryk. Via ferrata er nemt tilgængeligt for alle og enhver – faktisk behøver man blot være otte år gammel for at give sig i kast med det.

Via-Ferrata_15.jpg
Skrevet af: Emma V. Larsson - Foto: Fredrik Schenholm
Opdateret den 21. jun 2022

I en labyrint af alpetoppe og græsgange byder Engelberg på et smukt adrenalinkick med en helt enestående form for bjergvandring, via ferrata. Selvom det ser vildt ud med de lodrette fald, spinkle hængebroer og stejle klipper, så snyder det første indtryk. Via ferrata er nemt tilgængeligt for alle og enhver – faktisk behøver man blot være otte år gammel for at give sig i kast med det.

Den tidlige morgensol rammer klippen, og med solopgangen smyger varmen sig ind over alpetoppene, der glimter i lyset. Vi er tidligt oppe. Den friske alpeluft fylder min morgensøvnige krop, der langsomt vågner til liv. Det her er vejr, der opfordrer til eventyr.

Vi er på den side af bjerget, der ligger badet i morgensolen, og under os ligger byen Engelberg og ruger stolt på en viden om, at den har en helt fantastisk placering på kortet. De omkringliggende bjerge lokker med både vandring, klippeklatring og skiløb samt aktiviteten, der stikker klart ud: via ferrata.

Via ferrata lader sig bedst beskrive som en form for klatring, der er tilgængelig for langt de fleste. Det kræver nemlig ingen synderlig klatreerfaring, og du behøver hverken være stærk som en okse eller smidig som en anden akrobat. Via ferrata er et stort eventyr – med små, simple midler.

 

Læs denne artikel

OG ALLE ANDRE ARTIKLER
FRA KR. 29 OM MDR.

Du kan annullere, når du vil. Der er ingen binding.

Allerede eller tidligere medlem?

Via-Ferrata 4

Op til start
Efter en tur med såvel kabinelift som siddelift følger vi en sti i nogle minutter, til vi kommer til ruten Brunnistöckli. Den stiger i alt 200 meter op til toppen i 2030 meters højde og kan kombineres med Rigidalstock, der også er ligetil at tilbagelægge for begyndere.

Fotografen Fredrik Schenholm, bjergbestigeren Fredrik Ericsson og jeg pakker vores tasker og finder den nødvendige udrustning frem. Vi behøver ikke meget, da via ferrata indebærer, at man følger et kabel, der går fra foden af bjerget hele vejen til toppen. På særligt stejle passager er der klatrestiger.

Jeg sætter hjelmen på plads og kryber i min klatresele. Fra den hænger en slynge med karabinhager, der via store sprækker, reb, wirer og stier skal sikre mig fra start til bjergets top. Med min slynge sikrer jeg mig selv via kablerne og er dermed altid tilkoblet en karabinhage.

Kablet er fastgjort til en lang række løkker, så et fald aldrig bliver længere end til næste løkke. Og så er det tid til at klatre. Fredrik Schenholm tager teten. Fredrik Ericsson og jeg er ikke lang tid om at hægte os på og tjekke, at vi er ordentligt hægtet på kablerne, og sætte efter ham.

Det giver et sug i maven, men wiren er stabil under mine fødder, og jeg balancerer videre ud over kløften på det, der mest af alt minder om en tynd tråd.

Via-Ferrata 3Balancegang over afgrunden
Et sted langt under os græsser køer lystigt på det grønne græs. Lyden af deres dinglende klokker akkompagnerer os under klatringen, der ikke lige frem er krævende, men ustandseligt byder på fantastiske udsigter, der får mig til at gå i stå.

Brunnistöckli er en af de lettere ruter og en blid introduktion til aktiviteten. Det gør, at der er rigeligt med mulighed for blot at nyde naturen omkring os og indånde den klare bjergluft.

Jeg betragter passagen, der ligger over os. En smal stålwire er spændt ud over en cirka fem meter bred afgrund mellem to klipper. Jeg tager et fast tag om kablet, der løber på begge sider af stålwiren, og tager det første skridt.

Det giver et sug i maven, men wiren er stabil under mine fødder, og jeg balancerer videre ud over kløften på det, der mest af alt minder om en tynd tråd. Bag mig træder Fredrik Ericsson ud på kablet, der gynger nok fra side til side til at føles, som om hele verden ryster.

Jeg kaster et hastigt blik på kablet og min slynge for at forsikre mig om, at jeg nu også er spændt ordentligt fast. Bag mig er Fredrik i sit es og hopper af sted, mens jeg bare koncentrerer mig om at komme over på den anden side og få fast grund under fødderne igen.

Jeg finder ikke den helt store morskab i den pludselige turbulens, men bliver på samme tid forundret over, hvor trygt og enkelt det egentligt føles at færdes her på et kabel over en klippekløft. Det kilder løs i maven, adrenalinen banker rundt, landskabet er dramatisk og eksponeret – men jeg føler mig alligevel sikker. Via ferrata er et helt særligt eventyr.

Det kilder løs i maven, adrenalinen banker rundt, landskabet er dramatisk og eksponeret – men jeg føler mig alligevel sikker.

Via-Ferrata 2

Mod toppen under det blå
Klatringen tager omtrent en time i et behageligt tempo. Jeg trækker vejret let. Bag mig hører jeg Fredrik Ericsson kravle op på en klippe. Foran mig klatrer Fredrik Schenholm med en enorm kamerataske på ryggen.

Visse passager praktisk talt springer han hen over med kameraet løftet, klar til at trykke, som er han bange for at misse det perfekte fotografi. Omkring os er der ellers fuldstændig stille. Tystheden bliver kun afbrudt af køernes dinglende klokker et sted langt dernede under os og så vores egne ord.

Da klatringen ikke er specielt avanceret, er det let at tale under hele turen. Men de storslåede omgivelser indbyder næsten til en andægtig stilhed. På trods af, at mange andre var med svævebanen længere nede, ser vi ikke et eneste andet menneske hele morgenen.

Der er så mange ting at tage sig til her i bjergene, og mange kaster sig over vandreruterne. Højt over dem står vi på toppen af Brunnistöckli og nyder udsigten over en tår vand. Himlen over os nærmest bugner af bare dybblå. Ikke en sky i syne.

Via-Ferrata 21Silhuet på klipperne
Nedstigninger er ligetil. Vi vandrer videre ned ad en velmarkeret sti, der zigzagger sig helt ned til bunden. Klipperne ligger igen over os, og græsset stryger let mod mine ben, hvor bukserne er smøget op. Det er stadig tidligt på dagen, hvor solen er på vej højere på himlen og langsomt fortrænger skyggerne og omfavner byen under os. Det bliver en varm dag.

Det er først her på vejen ned, vi ser den første silhuet af et andet menneske. På en lodret klippevæg er der én, der er på vej op ad en af de mere krævende via ferrata-ruter. Han ser lille ud med de græsklædte enge og hvide bjergtoppe i baggrunden.

Neden under ham kukkelurer den nyvågnede by med sine butikker og caféer, der slår dørene op til nok en dag i Engelberg. Der er allerede godt gang i den. Heroppe i næsten 2000 meters højde råder der stilhed, kun afbrudt af den sagte dinglen af køernes klokker.


Via-Ferrata 1Via ferrata vokser og vokser

Via ferrata beryder jernvej på italiensk. Det var også i Italien de første via ferrata-ruter blev bygget i Dolomitterne under Første Verdenskrig for at gøre det lettere for soldaterne at komme rundt i de svært tilgængelige bjergområder.

I dag har via ferrata udviklet sig til en populær aktivitet i Italien, og den vokser hurtigt i både Schweiz og Frankrig.
”Det er ikke blot erfarne klatrere, der kommer for at opleve ruterne. Det er også børnefamilier,” siger Maria Feretti fra det lokale turistkontor.
Hun fremhæver Engelberg, der har fem via ferrata-ruter, som en af de bedste via ferrata-destinationer i Schweiz.

Via-Ferrata 22

Find din næste tur her


Priser fra 5.798,-
Ture på egen hånd
Via Alpina trek i Schweiz

Via Alpina trek i Schweiz

Ruteforslag
Tour de Monte Rosa

Tour de Monte Rosa

Andre spændende artikler


Ny nationalpark i Chile

Ny nationalpark i Chile

Info-video: Gå-med ture

Info-video: Gå-med ture

GODE OPLEVELSER I EN CORONA-TID

GODE OPLEVELSER I EN CORONA-TID

Log ind