Bjerggorillaer i Uganda

På en åben bjergryg åbner landskabet sig op. Teplantagerne bugner af flittige, krumryggede arbejdende. Spredte klynger af hytter er kamuflerede af højtragende bananpalmer. Det føles som det ægte Afrika – på godt og ondt.
Halvdelen af Ugandas 23 millioner indbyggere lever under fattighedsgrænsen, og den forventede levealder er 43 år. Gorillaernes levealder er omtrent den samme. 

700 bjerggorillaer
Solen skyder mod sit højdepunkt på himlen og nærmest fræser nakken op. Efter regntiden er luftfugtigheden nær 100 procent. Junglen lægger et massivt tag over os. Funklende striber af sollys pibler ud mellem grenene for oven og spiller i tykke moskitosværme.
Malariaparasitten tager årligt livet af millioner af mennesker, men den lille smittespreder stikker heldigvis sjældent i dagstimerne. Jeg håber de små djævle kender klokken.

Gorillatrekkingen er strengt reguleret gennem Uganda Wildlife Authority for ikke at påføre dyrene unødig stress. Selvom antallet af gorillaer er stigende i øjeblikket, findes der ikke mere end 700 af de pelsede pattedyr. Omkring halvdelen af dem er fortrolige med de os menneskelige tilskuere på klos hold. Alligevel gennemgår vi vores sikkerhedsmæssige forholdsregler omhyggeligt.
”Hvis en gorilla angriber, skal du sætte dig ned og beskytte hovedet. Hvis du løber, vil gorillaen anse dig som en fjende,” forklarer Caleb, men beroliger os med, at et fatalt angreb på en besøgende aldrig har fundet sted.

Han bliver afbrudt af en skrattende stemme i walkie-talkien. Kryptiske meldinger udveksles. En spejder har fundet gorillaerne. De er kun tre timer borte. Tre timer endnu!? Luften fiser ud af ballonen. Den halvtunge hollænder er allerede nede i kulkælderen for at hente kræfter, mens han bander opgivende. Caleb griner højlydt og afslører spøgen:
”Vi er heldige i dag. En halv time til, så er vi der.”
Terrænet bliver stadig vildere, og til tider kryber og kravler vi mere, end vi går. Vi hjælper hinanden over en dyb kløft. En lian griber fat om min støvle og sender mig mod jorden, hvor jeg planter mit hoved i mudderet. Jeg når lige at klistrer et enormt edderkoppespind på ansigtet, inden jeg rammer jorden.

Jungledisko
Robert har den obligatoriske AK-47-riffel over skulderen. Han er en af fire bevæbnede vagter, som følger os tæt som beskyttelse i tilfælde af, at stammeguerillaer krydser grænsen fra Congo i øst. To andre vagter svinger deres macheter og skaber vej gennem den mørke jungle.

Pludselig lægger Caleb en finger for munden og peger mod et højdedrag. Junglen danser disko i det sammenvoksede tapet af svingende træer og buske. Vi er fremme. Uden varsel brager det fra buskene foran os. Med blottede tænder og hænderne over hovedet raser en gorilla ud af ingenting. Den australske pige foran mig flyver bagover med et panisk hyl. Den iltre pelsklump standser med et brøl, kaster armene frem og tilbage og går ned på alle fire. Så vender den om og trækker sig roligt tilbage.
Jeg står som fastfrosset til bakken i heden – fuldstændig paralyseret. Det var bare en advarsel. Gorilla-moren Kisho har to småunger og vil lige sætte sig i respekt. Hun ville aldrig angribe uden videre.
”Velkommen til Habinyanja-familien,” smiler Caleb.
 
Den næste time er et eventyr. At træde ind i bjerggorillaernes dagligstue giver mig kuldegysninger helt op under hatten – det er ren ekstase. Skoven lever på alle måder, og én efter én kommer de mægtige dyr til syne. Efter 13 år som guide kender Caleb flokken som sin egen familie. Han beroliger os med, at dyrene også genkender og stoler på ham. Jeg stoler også på ham. Det eneste, der skræmmer mig nu, er følelsen af at være hjemme.

”Machati. Han er ni år og har længe været en rigtig rebel, men nu er han faldet til ro,” hvisker Caleb, mens vi sniger os tættere på.
Machati har siesta og bryder sig meget lidt om besøg fra de fjerne familiemedlemmer. Gorillaerne spiser jævnt gennem dagen, men hviler sig i skyggen, når solen står højest på himlen. Den niårige herre ruller dovent om på ryggen, mens han klør sig arrogant på ballerne. At være i puberteten uden adgang til lederens harem er nok ikke så sjovt.

”Det hænder alligevel at en af de andre hanner tiltusker sig en lille hyggestund. Så det kan være svært at vide, hvem der er far til ungerne,” gnægger guiden og fortsætter:

”Men det er risikabelt. De får sig en ordentlig omgang, hvis de bliver taget på fersk gerning af chefen selv – Rwansigazi.”
Bjerggorillaerne lever i familieflokke med stærke sociale bånd. Gruppernes størrelse varierer fra omkring en håndfuld til op imod 50 dyr. Lederen er den største og kraftigste ’silverback’ – en betegnelse, der dækker over en kønsmoden hangorilla, der er mere end 12-13 år gammel, fordi deres rygpels skifter farve og bliver sølvgrå.

Der er han, Rwansigazi
Gorillaen Rwansigazis far var en legendarisk kæmpe og ledte Bwindi-nationalparkens største gorillaflok. Efter hans død kæmpede Rwansigazi og hans storebror om flokkens loyalitet.

En lederkandidat må bevise sin styrke. Men brødrene droppede deres indbyrdes kamp til fordel for en mindre genistreg. De delte flokken i to, og i dag leder de hver deres storfamilie. Dette viser, hvor intelligente de er. Begge brødrene ønskede lederrollen, men ingen af dem ville have den tabende bror udstødt af flokken.

Hunnerne følger lederen, når de har fået hans afkom. Mødrene forsvarer også deres høvding, fordi en ny leder dræber alle småbørn, der ikke er deres egne.
 
Vi lister os længere ind i det tætte buskads, der bugner af sorte pelspletter i alle retninger. Rollinger slås for sjov og måler kræfter med hinanden. Charmetroldene ruller stadigt tættere kun to-tre meter foran os. Men de er under opsyn.
Et kort øjeblik rammer frygten mig. En kolos af en gorilla dukker op – 200 kilo massive muskler hævet 180 centimeter over krattet.

De bryske øjne gnistrer af autoritet. Det her er virkelighedens King Kong. En myndig arm fra far løfter knægtene væk fra os. Så lægger hans sig i skjul og leger kælent med sine unger. I dag nyder de enestående dyr freden, men indtil 1980’erne var de tæt på at blive udslettet af snigskytter og trofæjægere.
I dag er bjerggorillaerne privilegerede med deres færdigdækkede buffet overalt og ingen egentlige fjender. Rwansigazi vælter sig i naturlig luksus – med eneret til alle damerne. Det er heller ingen brok fra fruerne, når han prutter, så det runger i hele dalen.
”Rwansigazi er en yderst ansvarsfuld leder. Han beskytter konstant hele familien og altid først til at opdage os. Og når ungerne kravler væk for at snuse lidt til os, lærer han dem at holde afstand,” forklarer Caleb.

”No, no, no!”
To dage senere peger støvlerne igen i retning af gorillaeventyr. Denne gang i den rwandiske del af Virungabjergene. Familien Suza ombefatter hele 40 dyr – inklusiv fire ’silverbacks’. Og bedst af alt: Storfamilien ønsker os velkommen i udkanten af regnskoven.

For enden af en smal, nedtrådt junglegade sidder en af ’de fantastiske fire’ og gnasker sukkerrør. Kæmpen demonstrerer sine rå kræfter ved at knække en træstamme for at få fat i de friske blade i toppen – med én hånd.
Sej som jeg er, sniger jeg mig videre i jagt på det perfekte billede – til trods for hyppig rømmen fra guiden. Det her er vanvid. Et par armlængder fra mig sidder en gorilla stærk nok til at flå mig i strimler. Men også klog nok til at lade være. Min hals snører sig sammen, da jeg opdager mit spejlbillede i de dybe øjenhuler. Aldrig har jeg følt sådan en ærefrygt og ydmyghed. Et nærvær af utilsløret råhed, men samtidig smukt og imponerende.

Men idet jeg løfter linsen for at fange øjeblikket, sker alt på én gang. Kæmpen rejser sig. De højtrejste skuldre trækker sig op mod det vanvittige hoved. Knoerne sættes i jorden, mens han stirrer mig lige i øjnene. Guiden udbryder:
”No, no, no, no!”
Mit instinkt spurter væk, men benene bliver stående. I næste øjeblik promenerer King Kong forbi og trasker nærmest henover mine bukseben. Guiden sukker opgivene. Med øjenbrynene helt ned på næsen skælder han ud på gebrokkent engelsk:
”When ’silveback’ come, you move!”

Bjerggorillaer i Afrika
Der findes tre arter gorilla i Afrika:
- Bjerggorilla: 675 individer i 2001.
- Østlig lavlandsgorilla: antaget 4000 individer
- Vestlig lavlandsgorilla: 40.000 individer
Da bjerggorillaen blev opdaget i 1902, blev den betragtet som et monster.
Hannen er kønsmoden fra omkring 12-årsalderen og kaldes ’silverback’, fordi pelsen på ryggen skifter farve. En han vejer op til 200 kilo.
Hunnen bliver kønsmoden i otteårsalderen og vejer cirka halvdelen af hannen.
Bjerggorillaen spiser over 140 forskellige planter, men bananer er ikke en af dem. Derudover spiser de insekter, larver og myrer. I alt spiser de omkring 30 kilo dagligt for at dække deres væskebehov.

Besøgsregler
- En gorillaflok må besøges i højst én time om dagen af ikke flere end seks turister.
- Minimumsafstanden er fem meter. Fotografering med blitz er strengt forbudt.
- Vær bevidst om dit kropssprog – ingen bratte bevægelser. Lad være med at vifte med armene for at få opmærksomhed. Tal lavt og hold dig til guiderne.
- Hvis en gorilla slår sig på brystet, truer eller angriber, så lad være med at løbe. Sid ned, beskyt hovedet og gør som guiden siger.
- Det er strengt forbudt at spise, drikke, ryge eller lignende i nærheden af dyrene.